nedefra og op

Et år uden Facebook

For præcis et år siden foretog jeg et eksperiment: Jeg forlod Facebook og overlod min identitet til en flok af mine nærmeste venner.


Foto: Brad Greenlee

Min flugt fandt sted gennem tre stadier:

1. Jeg konverterede min personlige profil til en fanside. Uden advarsel blev alle mine tidligere venner til fans. Hvad mon der ville ske, hvis alle gjorde det samtidig?

2. Jeg gjorde en kreds af mine nærmeste venner til administratorer af siden uden af spørge dem først. De fik en kryptisk sms om, at de havde overtaget min digitale identitet.

3. Jeg slettede mig selv som administrator fra siden. Farvel.

Jeg havde nok forventet et massivt, selvforvoldt facerape, men der skete ikke rigtig noget ud over en harmløs opdatering hist og her. Jeg blev ærligt talt lidt skuffet.

Det siger nok ikke så meget om mine venner, som om hvad de egentligt bruger Facebook til: Chat, grupper og events. Er der overhovedet nogen, som opdaterer deres sociale status mere?

Personligt brugte jeg mest Facebook som en sæbekasse, som jeg kunne stille mig op på og en megafon jeg kunne råbe i, når indignationen flød over og ikke så meget som et socialt værktøj, selvom det var sindssygt effektivt til at mobilisere til protest op til Europaparlamentets afstemning om ACTA.

Jeg er bange for, at ændringerne i Facebooks algoritmer kun har gjort det sværere for græsrødder at organisere massebevægelser. Til gengæld er det kun blevet nemmere at lave social netværksanalyse af politisk aktive, dissidenter og aktivister.

Da politiet blev sagsøgt for erstatning efter masseanholdelserne under COP15, forsøgte de med en meget grovkornet netværksanalyse at miskreditere de erstatningssøgende ved at påvise forbindelser til tidligere dømte, den yderste venstrefløj og andre personer, der i politiets øjne ikke fortjener retssikkerhed.

Savner jeg Facebook? Nej. Jeg har ikke set mig tilbage. Jeg er stadig aktiv på Twitter, følger uoverskueligt mange blogs gennem RSS, har ikke tid til at læse utallet af nyhedsbreve i min indbakke, scroller tvangsmæssigt gennem fantastiske og foruroligende reblogs på Tumblr, loller over kommentarsporene på Reddit og lægger billeder af min morgenmad på Instagram.

Jeg savner ikke det store fællesskab Facebook foregiver at være. Jeg savner ikke blandingen af landsbyens overvågningssamfund og storbyens blaserthed, kvaliteter som det sociale medie deler med forstaden, som heller ikke har landsbyens omsorg og storbyens anonymitet. Det værste fra begge verdener abstraheret i en virtuel virkelighed, hvor alle er venner, stavnsbundet som feudal data.

Til gengæld fortryder jeg, at jeg ikke fandt en udvej, hvor alle mine venner kunne komme med.

Digitalt efterår

Det digitale forår er blevet til efterår, men kampen for digitale rettigheder er stadig kun lige begyndt. Spørgsmålet er nu, hvilken slagmark den kamp skal stå på.

sheeps
Foto: Todd Hoffman

Under kampen mod ACTA i begyndelsen af 2012, var visionen, at det var begyndelsen på et digitalt forår, jf det arabiske forår. Ligesom det arabiske forår blev til efterår, er det naive håb om at sikre internetbrugere digitale rettigheder nu for længst afblomstret i takt med afsløringen af internetovervågningens omfang.

Der er dog et enkelt lyspunkt og en spinkel grund til at håbe endnu. For det første er internetpolitik nu blevet mainstream (det er det nye geopolitik) og ikke kun en kæphest for folk som mig og mine datavenner. For det andet er digitalisering ikke en slagen vej, hvor udviklingen er forudbestemt. Vi kan i princippet stadig nå at skabe en fremtid, hvor efterfølgende generationer får adgang til et lige så frit og åbent internet, som det min generation er vokset op med, men som ikke længere eksisterer.

Det kræver imidlertid, at vi overbeviser vores politikere om, at vi ikke vil stemme på dem, hvis de ikke tager vores rettigheder alvorligt. I den verden, vi lever i i dag, bliver magt udøvet digitalt. Vi kan ikke overlade magtsyge mennesker magten over vores liv og tro, at de ikke vil misbruge den, hvis de kan slippe af sted med det.

Men magt bliver i dag langt fra kun udøvet gennem de etablerede politiske institutioner. De digitale verdener, vi er flyttet ind i, er for de flestes vedkommende bygget af virksomheder, der ikke tager deres brugeres rettigheder alvorligt. Det gør de ikke, fordi brugerne ikke er kunder, men ressourcer.

Hvor den politiske kamp imod en magtsyg overvågningselite kan foregå gennem etablerede demokratiske kanaler, dvs valg, journalistik, offentlig debat osv, er det svært at se, hvordan man kan tage kampen for digitale rettigheder op imod datasultne, monopolistiske virksomheder, når vi lever det meste af vores liv i verdener, der er bygget af dem.

Sagen er den, at langt de fleste af os stadig er digitale analfabeter. Før alle kunne læse og skrive, lå magten hos dem, der kunne. I dag ligger magten hos dem, der skriver koderne, som skaber de verdener, vi lever i. Hvis vi selv vil bestemme, hvordan vi lever vores liv, må vi bygge vores egne verdener, så vi også selv kan bestemme, hvilken slagmark kampen for vores rettigheder står på.

Fortidens dystopiske fremtidsvision genbesøgt

Hvordan sikrer vi borgerrettigheder og demokrati, når værktøjerne til overvågning og kontrol af borgerne er allestedsnærværende, mens magten bag overvågningen mørklægges?

Data storm
Foto: Herkie

For nylig skrev jeg en kronik til Politikens debatserie om digitale rettigheder. Den handler om det overvågningssamfund, vi i løbet af det sidste årti har bygget op rundt om os selv. Jeg tog udgangspunkt i forfatteren Philip K. Dicks roman A Scanner Darkly fra 1977, en science fiction-fortælling, som, argumenterer jeg, er blevet til virkelighed, uden at vi har planlagt det, og næsten uden at nogen har lagt mærke til det.

Kronikken har som sit kernebegreb ideen om panoptikon, som er et fængsel, hvor en fangevogter kan overvåge alle fanger fra et centralt punkt, uden at de ved, om eller hvornår de er overvåget. Jeg peger på to parallelle forløb i dansk politik i 2013: debatten om Logningsbekendtgørelsen og vedtagelsen af Offentlighedsloven, der samlet peger på, at Danmark er ved at udvikle sig til et generaliseret statsligt panoptikon med Justitsministeriet som sit centrale punkt.

Jeg slutter med en opfordring til, at vi som samfund bruger internettet til at skabe mere gennemsigtighed i de institutioner, der sætter rammerne om vores sociale liv:

Internettet er ikke en maskine, der blev bygget med det formål at overvåge sine brugere, men det er det blevet til. Der er i dag brug for en fremtidsvision om en verden, hvor internettet beskytter sine brugere ved at vende overvågningen den anden vej og pege sine lyslederkabler der hen, hvor magten bliver mørklagt.

I samme ånd slutter en af verdens førende sikkerhedseksperter, Bruce Schneier, sin nylige TEDx Talk af med en lignende opfordring og ikke mindst tre kritiske punkter i arbejdet mod en mere demokratisk digital magtbalance: institutionel transparens og ansvarlighed (engelsk: accountability) og ikke mindst adgang til data:

Hvad kæmper den kreative klasse for?

Følgende er min tale til De Kreatives 1. maj i Huset i Magstræde.

pillowfight
Foto: David Shankbone.

Jeg er meget beæret over at have fået lov til at åbne talerækken i dag. Ikke mindst fordi de efterfølgende talere alle er så vægtige stemmer i de danske og internationale debatter om kreativitet, kulturliv, innovation og aktivisme.

Sidste år holdt jeg mit livs første førte maj tale. Det foregik i Fælledparken i regi af PROSA, den fagforening der kæmper for de it-professionelles rettigheder på arbejdsmarkedet.

Sidste år fortalte jeg om, hvordan dansk internetpolitik, efter godt et årtis ørkenvandring endelig så ud til at have fundet vej tilbage på et spor, der er et frit og åbent samfund værdigt. Et frit og åbent samfund kræver nemlig et frit og åbent internet.

Den største trussel mod det frie og åbne internet var på det tidspunkt ACTA-traktaten, der dengang, og ikke uden en del postyr, imidlertid så ud til at falde, da den skulle til afstemning i Europaparlamentet. Det gjorde den så, til min og mange andres store lettelse.

En anden trussel, der lå på lur sidste år på dette tidspunkt, var den såkaldte brevmodel, det nok ringeste stykke lovarbejde i mands minde, som ville gøre internetudbyderne til den såkaldt kreative branches forlængede arm. Brevmodellen blev heldigvis også arkiveret, men desværre ikke kastet på den politiske mødding, som den kom fra.

Det var ikke mindst takket være den daværende kulturminister og kommende taler i dag, at brevmodellen aldrig blev behandlet som lov af folketinget, ikke mindst fordi han ikke lod sig hundse med af de såkaldt kreative branchers lobbyister og sine egne embedsmænd. (Hvis det da er til at kende forskel mellem disse to størrelser.)

Sidst men ikke mindst blev der sidste år på dette tidspunkt rejst politisk debat om den massive og beviseligt nyttesløse registrering af danske borgeres færden på nettet, en registrering hvis omfang DDRs Stasi ville have sukket længselsfuldt efter, men som Justitsministeren til stadighed fastholder er nødvendig, på trods af at der ikke er fremlagt et eneste tilfælde, hvor den er benyttet til at fange kriminelle, og på trods af at et flertal uden om regeringen i folketinget ønsker at skrotte netop denne form for registrering.

Men hvorfor snakker jeg nu om overvågning af internettet på en dag, der skulle være helliget kreativitet og fejre de kreative? Først og fremmest fordi de såkaldt kreative branchers øverste repræsentant i Danmark, Maria Fredenslund, der er leder af RettighedsAlliancen, eller AntiPiratGruppen, som den er bedre kendt som, for nylig på fjernsyn gav udtryk for at hun gerne ville benytte logningsdata til at fange folk, der delte kreativt indhold på nettet.

Netop som man troede at dansk internetpolitik var kommet på rette spor og at vi havde indset at et frit og åbent samfund kræver et frit og åbent internet, stikker den såkaldt kreative branches mest bagstræberiske aktør sit hovede frem og ønsker mere overvågning. Igen.

For lidt over et år siden fik RettighedsAlliancen ligeledes censureret musiktjenesten Grooveshark bort fra den danske del af internettet, i bund og grund fordi KODA ikke kunne få en aftale i stand med selskabet. Nu har KODA i tre år forhandlet med Google om at få en aftale i stand om betaling for musikafspilninger på YouTube. Lige som med Grooveshark er dette ikke lykkedes, og forhandlingerne er gået i hårdknude. Spørgsmålet er, om RettighedsAlliancen er villige til at censurere YouTube inden for rigets grænser, hvis forhandlingerne bryder endeligt sammen?

Spørgsmålet er, om denne overvågningstrang og lyst til at censurere internettet, som herhjemme har RettighedsAlliancen som sin vigtigste eksponent, virkelig er en del af, hvad vi kan betragte som de kreatives kulturpolitik?

Måske skulle vi lægge et mere nuanceret blik, når vi taler om de såkaldt kreative brancher? Først og fremmest må man spørge de kreative, om de i fællesskab føler sig repræsenteret af den organisation i Danmark, der arbejder mest målrettet for mere overvågning og mere censur af interntettet.

Det er jo langt fra de kreative, der hver for sig har meldt sig ind i RettighedsAlliancen. Det er deres organisationer. Man kan spørge alle de forskere, hvis rettigheder kollektivt varetages af UBVA, om censur af udenlandske hjemmesider i virkeligheden er i deres interesse. Man kan spørge alle de journalister, der kollektivt er organiseret i Dansk Journalistforbund om det er deres holdning, at internettet skal overvåges yderligere og om det kan være rigtigt at internetudbyderne skal stå for denne registrering?

Der er mange spørgsmål, man kan stille medlemmerne af de kreative fags organisationer i forhold til den politik, deres øverste fællesorgan arbejder for.

Det vigtigste spørgsmål er imidlertid hvis interesser, der bliver varetaget, når RettighedsAllinancen lobbyer for kontrol med internettet. Er det de kreatives selv, eller er det de brancheorganisationer, som de kreative fags organisationer har haft som sengekammerater i løbet af det sidste årti?

Musikerne i seng med de pladeselskaber, der lever af at trække værdi ud af deres kreativitet. Forfatterne i seng med de forlag, der bestemmer, hvem der får direkte adgang til bogmarkedet og hvem der må finde vej selv. Filminstruktører og skuespillere i seng med de producenter og videodistributører, som de skal forhandle med om fordelingen af billetindtægter, når biograferne har taget halvdelen.

Der er ingen kreativ klasse, heller ikke selvom der eksisterer en klasse af mennesker, der arbejder kreativt. Og en klasse af mennesker, der tjener penge på at trække værdi ud af hvad de kreative skaber. Lige som stort set alle andre steder på arbejdsmarkedet.

Der er ingen kreativ klasse, og som sengekantsorgiet i RettighedsAlliancen bevidner, er der heller ingen kreativ klassekamp, da de kreatives faglige organisationer har fået overbevist sig selv om, at de har et interessefællesskab med den såkaldt kreative branches organisationer.

Prøv engang at forestille jer, at Kommunernes Landsforening og Dansk Lærerforening stod skulder ved skulder i den samme interesseorganisation. Den form for organisering af arbejdsmarkedets parter, kaldes for korporatisme og kendes bedst fra Mussolinis Italien. Ikke et ord mere om det…

Hvordan kan det til gengæld lade sig gøre for det kreative arbejdsmarkeds parter at overbevise sige selv om, at de har et interessefællesskab? Svaret gemmer sig naturligvis i ophavsretten.

Der ligger og gemmer sig en æstetisk teori bag vores forestillinger og retorik om ophavsretten. Der ligger flere faktisk, men den mest interessante i denne sammenhæng er teorien om, at de kreative ikke bliver ved med at være kreative, med mindre de får en metaforisk ejendomsret over de værker de skaber, på samme måde som forældre får en metaforisk ejendomsret over de børn, de har været med til at skabe.

Denne metaforiske ejendomsret cirkulerer i de såkaldt kreative brancher som en slags religiøs trosbekendelse. Der er visse ophavsretsadvokater, som jeg vil gå så langt som til at sige at de er fundamentalister. De mener, at ophavsretten har værdi i sig selv ud over som middel til et samfundsmæssigt mål.

Men jeg gider faktisk ikke bruge mere tid på at snakke om ophavsret. Hvis man er interesseret i at vide hvad jeg mener om ophavsretten, synes jeg man skal google “Henrik Chulu” og “ophavsret” og gå i gang med at læse. Jeg er ikke imod ophavsretten. Jeg vil gerne se den revideret, men jeg ved, at det er der lange udsigter til. Først og fremmest bør den bare sættes på plads. Den er gået langt over gevind og har infiltreret dele af vores samfund, som den aldrig var beregnet til at regulere, nemlig vores private kommunikation og vores mulighed for offentlig debat uden censur. Nok om det.

Jeg vil meget hellere tale om et spørgsmål, der ligger mig tungere på sinde: Det er spørgsmålet om, hvad vi skal leve af fremtiden? Normalt bliver det formuleret som et spørgsmål om, hvad det er, der gør, at vi kan konkurrere med kineserne. Og svaret er altid “kreativitet.” Vi skal leve af at være kreative. Der ligger en uhyggelig, grænsende til racistisk geopolitisk forestilling gemt i det svar. Det antager nemlig at kinesere grundlæggende ikke er i stand til at være kreative.

Hvis man bare tager et enkelt område, nemlig internettet, kan man hurtigt se at kinesere kan være hyperkreative. Når det kommer til at finde på systemet, der kan overvåge internettet og censurere indhold bort fra det (og således inspirere RettighedsAlliancen herhjemme) er der ikke nogen lande i verden, der overgår Kina i kreativitet.

Det kan vi ikke konkurrere med. Til gengæld kan vi konkurrere på vores samfunds frihed og åbenhed. Men et frit og åbent samfund kræver et frit og åbent internet. Et frit og åbent samfund, med et frit og åbent internet, er det vi skal leve af i fremtiden. Det er selve grundlaget for at vi fortsat kan være kreative.

Det frie og åbne internet har undermineret de markeds- og mediemonopoler, som de kreative hidtil har været underlagt, og derved givet dem mulighed for selv at varetage deres økonomiske interesser i højere grad.

Det frie og åbne internet byder på langt større muligheder, både kreative og økonomiske, hvis de kreative selv tager teten og udforsker de muligheder, som den såkaldt kreative branche i godt et årti har været alt for skræmt og bange til selv at udforske, endsige udnytte kommercielt.

DiGiDi, som i dag arrangerer 1. maj for de kreative for første gang, er blot ét eksempel, måske det bedste i Danmark, på at det sagtens kan lade sig gøre at tjene penge som kreativ, selvom internettet er frit og åbent, uden overvågning og uden censur.

Senest har DiGiDi for eksempel for eksempel indgået en aftale med YouTube om betaling for musikafspilning. De sidste tre år har KODA forsøgt det samme, men forhandlingerne her er som sagt gået i hårdknude. Fra nu af bliver DiGiDis aftale det figenblad, som RettighedsAlliancen må dække sig under, når de bliver spurgt om, hvorfor YouTube ikke skal censureres fra internettet i Danmark.

Det er de kreative, der selv må gå forrest, når det handler om at udvikle nye digitale forretningsmodeller. Hvis man overlader denne udviking til de såkaldt kreative brancher, kommer vi ikke til at se nye og bedre muligheder for kreativ udfoldelse og udvikling, men blot nye tremmebure, som kan erstatte de gamle og hjælpe de gamle mediemaskiner med fastholde deres monopolagtige magt over vores fællesskaber.

Og fælleskab er nøgleordet, når det kommer til at udvikle digitale forretningsmodeller. Uden fælleskaber, ingen forretning. Hvis man vil leve af at være kreativ, skal man ikke længere kun være i stand til at skabe værker, man skal være i stand til at skabe grobund for nye fællesskaber, eller udvide de gamle.

Derfor handler de kreatives kamp i sidste ende om det samme som resten af danmarks faglige kamp. Det handler om frie muligheder for at udfolde sig, om lige adgang til samfundets velstand, og om fællesskab.

Frihed i dag handler i højere og højere grad om den frie adgang til at kunne dele information digitalt. Her mener jeg ikke gratis, men frit, som i frihed. Hvordan man vælger at tage sig betalt for sit arbejde må ikke gå ud over, at enhver frit skal kunne benytte sig af vores fælles kommunikative infrastruktur.

Lighed i dag handler om, hvad vi vælger at betragte som et grundlæggende niveau for levestandard. Der er ingen, der har bestemt, at man skal være fattig for at være kreativ. Det er vel ingen hemmelighed, at det væsentligste kulturpolitiske instrument i Danmark er dagpengesystemet og Statens Uddannelsesstøtte. Vi har som samfund valgt, at man ikke skal gå sulten i seng, fordi man ikke har et fast arbejde, eller fordi man vælger at dygtiggøre sig. Dette fundamentalt høje bundniveau for levestandard er den primære gødning for det kreative vækstlag.

På den måde er de kreatives interesser direkte sammenfaldende med resten af dem, som betragter 1. maj som en kampdag og som det godt kan betale sig at solidarisere sig med, når hvad der tidligere blev betragtet som fælles goder, stille og roligt bliver til privilegier for de mest velstillede.

Vores velfærdssamfund giver de kreative et naturligt interessefællesskab med resten af fagbevægelsen. Dette fællesskab handler ikke kun om økonomiske goder. De kreative kan, hvis de vil, gøre interessefællesskabet til et egentligt kulturelt fællesskab. For hvad er kultur egentlig? Først og fremmest er kultur noget, som man har til fælles. Kultur er noget, som man deler med hinanden. Det er den fælled, hvor vi allesammen kan mødes.

Derfor håber jeg inderligt, at de kreatives 1. maj næste år vil blive afholdt sammen med resten af fagbevægelsen i Fælledparken.

Tak.

No future 2.0

På trods af udsigterne til en lavere levestandard end deres forældre kan nutidens unge se frem til større politisk frihed, hvis de formår at gribe den.


Foto: Kio StarkCreative Commons-Navngivelse-licens.

På samme måde som murens fald i 1989 tog Vestens intelligentsia på sengen, var de vestlige mellemøsteksperter ikke intellektuelt forberedt på det arabiske forår. Da gadekampene begyndte i Cairos gader, forsikrede et nærmest enstemmigt kommentariat om, at den tunesiske revolution ikke ville gentage sig i Egypten. Dertil var landene for forskellige, og præsident Hosni Mubarak, der var Vestens ven i regionen, var for magtfuld. Men 18 dage senere væltede han, og det arabiske forår var en realitet, hvis konsekvenser stadig udspiller sig.

I Vesten ulmer den sociale uro kun lige under overfladen. De britiske studenterdemonstrationer, Occupy Wall Street-besættelserne i New York, fagforeningsprotesterne i Wisconsin, indignados-bevægelsen i Spanien og optøjerne i Grækenland er udtryk for de samme underliggende sociale uligheder, som antændte det arabiske forår.

Klassekamp og generationskonflikt

Efterhånden som uligheden udvider sig mellem eliten og masserne og mellem en generation af ældre på vej på pension og en af unge uden udsigt til den samme velfærd, som deres forældre kunne nyde godt af, opstår protester, optøjer, oprør og i yderste konsekvens revolution.

I sin bog Why It’s Kicking Off Everywhere argumenterer Paul Mason, der til daglig er økonomiredaktør for BBC Newsnight, for, at man ikke kan anskue opstandene i Nordafrika og Mellemøsten adskilt fra folkelige protester i Vesten:

»Grækenland er det moderne skoleeksempel på, hvad der sker, når et industrialiseret lands politiske elite tillader sin politiske legitimitet at gå op i flammer. Det er en udfordring for demokratiet og globaliseringen i sig selv.«

I Grækenland – mellem den sviende tåregas og de flammende molotovcocktails – er det ikke kun bankers og butikkers ruder, der er knust, men også unge grækeres drømme og håb om en lysere fremtid.

Den globale uro, som blandt andet kommer udtryk i græske optøjer, er efterdønninger af finanskrisen. Mason beskriver krisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet finanssektoren, og blodet er alle dens fejlvurderede og giftige gældsderivater. Det første dæk, som blodet ætser igennem, er banksektoren, som gik i baglås. Det andet dæk er den virkelige, produktive samfundsøkonomi, der tog et drastisk dyk i mangel på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet indtil videre har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned.

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde ætset sig gennem rumskibet Nostromos skrog? Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen gå ud over forholdet mellem stater. Den geopolitiske konkurrence vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke nået dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen fra kollaps.

Til gengæld kommer krisen nu til udtryk i eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteyderne, bankpakke efter bankpakke, betaler for, at staterne har afbødet et globalt økonomisk sammenbrud. De efterfølgende statslige sparekure og velfærdsnedskæringer bliver, når deres konsekvenser rammer almindelige mennesker, omsat til ophedet klassekamp, hvor sociale modsætninger kommer op til overfladen, og her er det de yngste generationer, der rammes hårdest af krisen.

Kandidaten uden fremtid

»Jeg husker selv fra 1980’erne, hvordan frygten for at fejle fik taget i vores generation. Vi fik at vide, at vi ikke kunne noget. At der ikke var brug for os. Vi kunne hver aften se på TV, at ungdomsarbejdsløsheden bare voksede og voksede, mens vi fik at vide, at der intet var at gøre. Vi blev kaldt no-future generationen.«

– Helle Thorning-Schmidt, 1. maj 2012.

Da Helle Thorning i sin tale 1. maj advarede mod at skabe en ny no future-generation, var det blandt andet i lyset af en ungdomsarbejdsløshed på skæbnesvangre 13 procent. I 80’erne gav »no future« udtryk for punkens nihilisme, der stod som et forvrænget spejlbillede af den spekulative nihilisme blandt Wall Streets jakkesætklædte yuppier. Punken gjorde oprør mod samfundet som sådan. Punkerne ville rive det hele ned uden nødvendigvis at have et alternativ at bygge op i stedet for.

I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne er no future imidlertid ikke så meget subkulturelt credo, som det er en økonomisk fremtidsudsigt for en overvældende mængde af unge med længere videregående uddannelser. Aldrig har så mange unge uddannet sig til så få arbejdspladser.

Da denne generation af akademikere startede på universiteterne i begyndelsen af 00’erne, blev den lovet en lys fremtid, væsentlig lysere end den tidligere generations. Den kunne uddanne sig af lyst og til et arbejdsmarked uden arbejdsløshed. Det var imidlertid et skinbillede.

Mason betegner kandidaten uden fremtid som »en ny sociologisk type«. I Nordafrika er den en del af en demografisk bule i modsætning til herhjemme, hvor den nuværende ungdomsgenerations ringe størrelse giver udtrykket ældrebyrden sin betydning.

Udsigten til at skulle arbejde længere, til lavere løn og med mindre sikkerhed end deres forældre er den fremtid, de fleste unge står overfor i dag. Det er det ultimative løftebrud. Hvor generation efter generation har kunnet stille sig på skuldrene af den forrige og således har fået udsigt til en lysere fremtid med mere velstand og bedre velfærd, står denne generation tilbage med et socialt ansvar uden den tilsvarende frihed. For at føje spot til skade bliver det forventet af den selv samme generation, at den skal arbejde for velfærd, som den sandsynligvis ikke selv får adgang til i fremtiden. Tidens politiske mantra er reformer; en eufemisme for nedskæringer og besparelser, der bliver gennemført i ansvarlighedens navn og italesat som politiske nødvendigheder.

Der er tale om en generation, der skal genopfinde sine kampe. Hvor den kolde krigs sort-hvide verdensbillede gjorde det let at orientere sig i forhold til et politisk projekt, er den virkelighed, som nutidens unge står overfor, anderledes kompleks. Fordums tids doktrinære universitetsmarxisme blev gennem 90’erne erstattet af en post-altings-relativisme, der gør det muligt at indtage såvel som undsige stort set hvilken som helst politisk position. Og sammen med et hyperkommercialiseret kulturliv og et gennembrandet mediebillede, fremmedgør nødvendighedens politik en hel generation fra en sag, den burde kæmpe for: et bedre liv for fremtidige generationer.

Netværk underminerer hierarkier

Kandidaten uden fremtid er imidlertid ikke kun en tragisk figur fortabt i fortidens fallerede forlystelsespark. Nutidens arbejdsløse akademiker har noget, som 80’ernes punkere og BZ’ere ikke havde: internettet og mobiltelefonen.

Mason citerer den franske historiker Hippolyte Taine for at have advaret om, at den franske revolution ikke fandt sted på grund af antallet af fattige, men antallet af fattige advokater. I dag er der oven i købet en internetforbindelse i enhver arbejdsløs akademikers hjem og en mobiltelefon i vedkommendes lomme.

Muligheden for nærmest omkostningsfrit at skabe og vedligeholde relationer i sociale netværk er en af de klare konsekvenser af internettet og mobiltelefoni. Der er blevet sagt meget om sociale mediers rolle i det arabiske forår, men essensen af diskussionen er, at det uomgængeligt er blevet lettere for grupper at organisere sig uden formelle strukturer ved hjælp af internettets sociale værktøjer. De politiske konsekvenser af denne kendsgerning er knap nok begyndt at blive udforsket.

Da hundredtusindvis af hovedsageligt unge mennesker gik på gaden over hele Europa i forsvar for et frit internet og i protest mod handelsaftalen ACTA, med det resultat at aftalen blev forkastet i Europaparlamentet, var det udtryk for netop den ovenstående kendsgerning.

På samme måde som pladebranchens forældede distributionshierarkier i starten af 00’erne blev undermineret af nye netværksbaserede fildelingstjenester, hvor brugerne omkostningsfrit kunne udveksle musik med hinanden, bliver de traditionelle politiske organisationer i dag udfordret af letheden, hvormed almindelige mennesker kan organisere sig digitalt uden nødvendigheden af en overordnet hierarkisk struktur.

For at perspektivere denne udvikling peger Mason på den af venstrefløjen udskældte marxist André Gorz, der skriver i Farvel til proletariatet:

»At tage magten er at fjerne den fra dem, der udøver den, ikke ved at tage deres plads, men ved for altid at gøre det umuligt for dem at få deres beherskelses-apparat til at fungere. Revolutionen er først og fremmest den uigenkaldelige ødelæggelse af dette apparat. Den forudsætter en kollektiv praksis, som kobler det ud samtidig med, at den udvikler et net af en ny slags relationer.«

Omstyrtelsen af diktatorer i Mellemøsten er ikke den egentlige internetbaserede revolution. Det er blot den netværkspolitiske udviklings lavthængende frugter. Den magt, som internettet tager fra magthaverne, danner ikke grundlag for en ny form for autoritet eller nye politiske hierarkier, men udgør tværtimod mulighedsbetingelsen for en ny form for politisk frihed, som det er op til kommende generationer at udvikle.

I dette perspektiv tilhører kandidaten uden fremtid ikke en ny no future generation. Derimod er fremtiden for politiske organisationer og styreformer, der baserer sig på hierarki og autoritet, truet. No future 2.0 er ikke udsigten for en generation af unge, der er vokset op med internettet, men for en ældre generation af politikere, der bilder sig ind, at den kan styre dem oppefra og ned.

*

Indlægget er tidligere bragt i Magasinet Kollaps‘ e-Magasin Europas unge efter festen og i Gejst – en generationsantologi.