nedefra og op

Hvad kæmper den kreative klasse for?

Følgende er min tale til De Kreatives 1. maj i Huset i Magstræde.

pillowfight
Foto: David Shankbone.

Jeg er meget beæret over at have fået lov til at åbne talerækken i dag. Ikke mindst fordi de efterfølgende talere alle er så vægtige stemmer i de danske og internationale debatter om kreativitet, kulturliv, innovation og aktivisme.

Sidste år holdt jeg mit livs første førte maj tale. Det foregik i Fælledparken i regi af PROSA, den fagforening der kæmper for de it-professionelles rettigheder på arbejdsmarkedet.

Sidste år fortalte jeg om, hvordan dansk internetpolitik, efter godt et årtis ørkenvandring endelig så ud til at have fundet vej tilbage på et spor, der er et frit og åbent samfund værdigt. Et frit og åbent samfund kræver nemlig et frit og åbent internet.

Den største trussel mod det frie og åbne internet var på det tidspunkt ACTA-traktaten, der dengang, og ikke uden en del postyr, imidlertid så ud til at falde, da den skulle til afstemning i Europaparlamentet. Det gjorde den så, til min og mange andres store lettelse.

En anden trussel, der lå på lur sidste år på dette tidspunkt, var den såkaldte brevmodel, det nok ringeste stykke lovarbejde i mands minde, som ville gøre internetudbyderne til den såkaldt kreative branches forlængede arm. Brevmodellen blev heldigvis også arkiveret, men desværre ikke kastet på den politiske mødding, som den kom fra.

Det var ikke mindst takket være den daværende kulturminister og kommende taler i dag, at brevmodellen aldrig blev behandlet som lov af folketinget, ikke mindst fordi han ikke lod sig hundse med af de såkaldt kreative branchers lobbyister og sine egne embedsmænd. (Hvis det da er til at kende forskel mellem disse to størrelser.)

Sidst men ikke mindst blev der sidste år på dette tidspunkt rejst politisk debat om den massive og beviseligt nyttesløse registrering af danske borgeres færden på nettet, en registrering hvis omfang DDRs Stasi ville have sukket længselsfuldt efter, men som Justitsministeren til stadighed fastholder er nødvendig, på trods af at der ikke er fremlagt et eneste tilfælde, hvor den er benyttet til at fange kriminelle, og på trods af at et flertal uden om regeringen i folketinget ønsker at skrotte netop denne form for registrering.

Men hvorfor snakker jeg nu om overvågning af internettet på en dag, der skulle være helliget kreativitet og fejre de kreative? Først og fremmest fordi de såkaldt kreative branchers øverste repræsentant i Danmark, Maria Fredenslund, der er leder af RettighedsAlliancen, eller AntiPiratGruppen, som den er bedre kendt som, for nylig på fjernsyn gav udtryk for at hun gerne ville benytte logningsdata til at fange folk, der delte kreativt indhold på nettet.

Netop som man troede at dansk internetpolitik var kommet på rette spor og at vi havde indset at et frit og åbent samfund kræver et frit og åbent internet, stikker den såkaldt kreative branches mest bagstræberiske aktør sit hovede frem og ønsker mere overvågning. Igen.

For lidt over et år siden fik RettighedsAlliancen ligeledes censureret musiktjenesten Grooveshark bort fra den danske del af internettet, i bund og grund fordi KODA ikke kunne få en aftale i stand med selskabet. Nu har KODA i tre år forhandlet med Google om at få en aftale i stand om betaling for musikafspilninger på YouTube. Lige som med Grooveshark er dette ikke lykkedes, og forhandlingerne er gået i hårdknude. Spørgsmålet er, om RettighedsAlliancen er villige til at censurere YouTube inden for rigets grænser, hvis forhandlingerne bryder endeligt sammen?

Spørgsmålet er, om denne overvågningstrang og lyst til at censurere internettet, som herhjemme har RettighedsAlliancen som sin vigtigste eksponent, virkelig er en del af, hvad vi kan betragte som de kreatives kulturpolitik?

Måske skulle vi lægge et mere nuanceret blik, når vi taler om de såkaldt kreative brancher? Først og fremmest må man spørge de kreative, om de i fællesskab føler sig repræsenteret af den organisation i Danmark, der arbejder mest målrettet for mere overvågning og mere censur af interntettet.

Det er jo langt fra de kreative, der hver for sig har meldt sig ind i RettighedsAlliancen. Det er deres organisationer. Man kan spørge alle de forskere, hvis rettigheder kollektivt varetages af UBVA, om censur af udenlandske hjemmesider i virkeligheden er i deres interesse. Man kan spørge alle de journalister, der kollektivt er organiseret i Dansk Journalistforbund om det er deres holdning, at internettet skal overvåges yderligere og om det kan være rigtigt at internetudbyderne skal stå for denne registrering?

Der er mange spørgsmål, man kan stille medlemmerne af de kreative fags organisationer i forhold til den politik, deres øverste fællesorgan arbejder for.

Det vigtigste spørgsmål er imidlertid hvis interesser, der bliver varetaget, når RettighedsAllinancen lobbyer for kontrol med internettet. Er det de kreatives selv, eller er det de brancheorganisationer, som de kreative fags organisationer har haft som sengekammerater i løbet af det sidste årti?

Musikerne i seng med de pladeselskaber, der lever af at trække værdi ud af deres kreativitet. Forfatterne i seng med de forlag, der bestemmer, hvem der får direkte adgang til bogmarkedet og hvem der må finde vej selv. Filminstruktører og skuespillere i seng med de producenter og videodistributører, som de skal forhandle med om fordelingen af billetindtægter, når biograferne har taget halvdelen.

Der er ingen kreativ klasse, heller ikke selvom der eksisterer en klasse af mennesker, der arbejder kreativt. Og en klasse af mennesker, der tjener penge på at trække værdi ud af hvad de kreative skaber. Lige som stort set alle andre steder på arbejdsmarkedet.

Der er ingen kreativ klasse, og som sengekantsorgiet i RettighedsAlliancen bevidner, er der heller ingen kreativ klassekamp, da de kreatives faglige organisationer har fået overbevist sig selv om, at de har et interessefællesskab med den såkaldt kreative branches organisationer.

Prøv engang at forestille jer, at Kommunernes Landsforening og Dansk Lærerforening stod skulder ved skulder i den samme interesseorganisation. Den form for organisering af arbejdsmarkedets parter, kaldes for korporatisme og kendes bedst fra Mussolinis Italien. Ikke et ord mere om det…

Hvordan kan det til gengæld lade sig gøre for det kreative arbejdsmarkeds parter at overbevise sige selv om, at de har et interessefællesskab? Svaret gemmer sig naturligvis i ophavsretten.

Der ligger og gemmer sig en æstetisk teori bag vores forestillinger og retorik om ophavsretten. Der ligger flere faktisk, men den mest interessante i denne sammenhæng er teorien om, at de kreative ikke bliver ved med at være kreative, med mindre de får en metaforisk ejendomsret over de værker de skaber, på samme måde som forældre får en metaforisk ejendomsret over de børn, de har været med til at skabe.

Denne metaforiske ejendomsret cirkulerer i de såkaldt kreative brancher som en slags religiøs trosbekendelse. Der er visse ophavsretsadvokater, som jeg vil gå så langt som til at sige at de er fundamentalister. De mener, at ophavsretten har værdi i sig selv ud over som middel til et samfundsmæssigt mål.

Men jeg gider faktisk ikke bruge mere tid på at snakke om ophavsret. Hvis man er interesseret i at vide hvad jeg mener om ophavsretten, synes jeg man skal google “Henrik Chulu” og “ophavsret” og gå i gang med at læse. Jeg er ikke imod ophavsretten. Jeg vil gerne se den revideret, men jeg ved, at det er der lange udsigter til. Først og fremmest bør den bare sættes på plads. Den er gået langt over gevind og har infiltreret dele af vores samfund, som den aldrig var beregnet til at regulere, nemlig vores private kommunikation og vores mulighed for offentlig debat uden censur. Nok om det.

Jeg vil meget hellere tale om et spørgsmål, der ligger mig tungere på sinde: Det er spørgsmålet om, hvad vi skal leve af fremtiden? Normalt bliver det formuleret som et spørgsmål om, hvad det er, der gør, at vi kan konkurrere med kineserne. Og svaret er altid “kreativitet.” Vi skal leve af at være kreative. Der ligger en uhyggelig, grænsende til racistisk geopolitisk forestilling gemt i det svar. Det antager nemlig at kinesere grundlæggende ikke er i stand til at være kreative.

Hvis man bare tager et enkelt område, nemlig internettet, kan man hurtigt se at kinesere kan være hyperkreative. Når det kommer til at finde på systemet, der kan overvåge internettet og censurere indhold bort fra det (og således inspirere RettighedsAlliancen herhjemme) er der ikke nogen lande i verden, der overgår Kina i kreativitet.

Det kan vi ikke konkurrere med. Til gengæld kan vi konkurrere på vores samfunds frihed og åbenhed. Men et frit og åbent samfund kræver et frit og åbent internet. Et frit og åbent samfund, med et frit og åbent internet, er det vi skal leve af i fremtiden. Det er selve grundlaget for at vi fortsat kan være kreative.

Det frie og åbne internet har undermineret de markeds- og mediemonopoler, som de kreative hidtil har været underlagt, og derved givet dem mulighed for selv at varetage deres økonomiske interesser i højere grad.

Det frie og åbne internet byder på langt større muligheder, både kreative og økonomiske, hvis de kreative selv tager teten og udforsker de muligheder, som den såkaldt kreative branche i godt et årti har været alt for skræmt og bange til selv at udforske, endsige udnytte kommercielt.

DiGiDi, som i dag arrangerer 1. maj for de kreative for første gang, er blot ét eksempel, måske det bedste i Danmark, på at det sagtens kan lade sig gøre at tjene penge som kreativ, selvom internettet er frit og åbent, uden overvågning og uden censur.

Senest har DiGiDi for eksempel for eksempel indgået en aftale med YouTube om betaling for musikafspilning. De sidste tre år har KODA forsøgt det samme, men forhandlingerne her er som sagt gået i hårdknude. Fra nu af bliver DiGiDis aftale det figenblad, som RettighedsAlliancen må dække sig under, når de bliver spurgt om, hvorfor YouTube ikke skal censureres fra internettet i Danmark.

Det er de kreative, der selv må gå forrest, når det handler om at udvikle nye digitale forretningsmodeller. Hvis man overlader denne udviking til de såkaldt kreative brancher, kommer vi ikke til at se nye og bedre muligheder for kreativ udfoldelse og udvikling, men blot nye tremmebure, som kan erstatte de gamle og hjælpe de gamle mediemaskiner med fastholde deres monopolagtige magt over vores fællesskaber.

Og fælleskab er nøgleordet, når det kommer til at udvikle digitale forretningsmodeller. Uden fælleskaber, ingen forretning. Hvis man vil leve af at være kreativ, skal man ikke længere kun være i stand til at skabe værker, man skal være i stand til at skabe grobund for nye fællesskaber, eller udvide de gamle.

Derfor handler de kreatives kamp i sidste ende om det samme som resten af danmarks faglige kamp. Det handler om frie muligheder for at udfolde sig, om lige adgang til samfundets velstand, og om fællesskab.

Frihed i dag handler i højere og højere grad om den frie adgang til at kunne dele information digitalt. Her mener jeg ikke gratis, men frit, som i frihed. Hvordan man vælger at tage sig betalt for sit arbejde må ikke gå ud over, at enhver frit skal kunne benytte sig af vores fælles kommunikative infrastruktur.

Lighed i dag handler om, hvad vi vælger at betragte som et grundlæggende niveau for levestandard. Der er ingen, der har bestemt, at man skal være fattig for at være kreativ. Det er vel ingen hemmelighed, at det væsentligste kulturpolitiske instrument i Danmark er dagpengesystemet og Statens Uddannelsesstøtte. Vi har som samfund valgt, at man ikke skal gå sulten i seng, fordi man ikke har et fast arbejde, eller fordi man vælger at dygtiggøre sig. Dette fundamentalt høje bundniveau for levestandard er den primære gødning for det kreative vækstlag.

På den måde er de kreatives interesser direkte sammenfaldende med resten af dem, som betragter 1. maj som en kampdag og som det godt kan betale sig at solidarisere sig med, når hvad der tidligere blev betragtet som fælles goder, stille og roligt bliver til privilegier for de mest velstillede.

Vores velfærdssamfund giver de kreative et naturligt interessefællesskab med resten af fagbevægelsen. Dette fællesskab handler ikke kun om økonomiske goder. De kreative kan, hvis de vil, gøre interessefællesskabet til et egentligt kulturelt fællesskab. For hvad er kultur egentlig? Først og fremmest er kultur noget, som man har til fælles. Kultur er noget, som man deler med hinanden. Det er den fælled, hvor vi allesammen kan mødes.

Derfor håber jeg inderligt, at de kreatives 1. maj næste år vil blive afholdt sammen med resten af fagbevægelsen i Fælledparken.

Tak.

No future 2.0

På trods af udsigterne til en lavere levestandard end deres forældre kan nutidens unge se frem til større politisk frihed, hvis de formår at gribe den.


Foto: Kio Stark på Creative Commons-Navngivelse-licens.

På samme måde som murens fald i 1989 tog Vestens intelligentsia på sengen, var de vestlige mellemøsteksperter ikke intellektuelt forberedt på det arabiske forår. Da gadekampene begyndte i Cairos gader, forsikrede et nærmest enstemmigt kommentariat om, at den tunesiske revolution ikke ville gentage sig i Egypten. Dertil var landene for forskellige, og præsident Hosni Mubarak, der var Vestens ven i regionen, var for magtfuld. Men 18 dage senere væltede han, og det arabiske forår var en realitet, hvis konsekvenser stadig udspiller sig.

I Vesten ulmer den sociale uro kun lige under overfladen. De britiske studenterdemonstrationer, Occupy Wall Street-besættelserne i New York, fagforeningsprotesterne i Wisconsin, indignados-bevægelsen i Spanien og optøjerne i Grækenland er udtryk for de samme underliggende sociale uligheder, som antændte det arabiske forår.

Klassekamp og generationskonflikt

Efterhånden som uligheden udvider sig mellem eliten og masserne og mellem en generation af ældre på vej på pension og en af unge uden udsigt til den samme velfærd, som deres forældre kunne nyde godt af, opstår protester, optøjer, oprør og i yderste konsekvens revolution.

I sin bog Why It’s Kicking Off Everywhere argumenterer Paul Mason, der til daglig er økonomiredaktør for BBC Newsnight, for, at man ikke kan anskue opstandene i Nordafrika og Mellemøsten adskilt fra folkelige protester i Vesten:

»Grækenland er det moderne skoleeksempel på, hvad der sker, når et industrialiseret lands politiske elite tillader sin politiske legitimitet at gå op i flammer. Det er en udfordring for demokratiet og globaliseringen i sig selv.«

I Grækenland – mellem den sviende tåregas og de flammende molotovcocktails – er det ikke kun bankers og butikkers ruder, der er knust, men også unge grækeres drømme og håb om en lysere fremtid.

Den globale uro, som blandt andet kommer udtryk i græske optøjer, er efterdønninger af finanskrisen. Mason beskriver krisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet finanssektoren, og blodet er alle dens fejlvurderede og giftige gældsderivater. Det første dæk, som blodet ætser igennem, er banksektoren, som gik i baglås. Det andet dæk er den virkelige, produktive samfundsøkonomi, der tog et drastisk dyk i mangel på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet indtil videre har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned.

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde ætset sig gennem rumskibet Nostromos skrog? Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen gå ud over forholdet mellem stater. Den geopolitiske konkurrence vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke nået dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen fra kollaps.

Til gengæld kommer krisen nu til udtryk i eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteyderne, bankpakke efter bankpakke, betaler for, at staterne har afbødet et globalt økonomisk sammenbrud. De efterfølgende statslige sparekure og velfærdsnedskæringer bliver, når deres konsekvenser rammer almindelige mennesker, omsat til ophedet klassekamp, hvor sociale modsætninger kommer op til overfladen, og her er det de yngste generationer, der rammes hårdest af krisen.

Kandidaten uden fremtid

»Jeg husker selv fra 1980′erne, hvordan frygten for at fejle fik taget i vores generation. Vi fik at vide, at vi ikke kunne noget. At der ikke var brug for os. Vi kunne hver aften se på TV, at ungdomsarbejdsløsheden bare voksede og voksede, mens vi fik at vide, at der intet var at gøre. Vi blev kaldt no-future generationen.«

- Helle Thorning-Schmidt, 1. maj 2012.

Da Helle Thorning i sin tale 1. maj advarede mod at skabe en ny no future-generation, var det blandt andet i lyset af en ungdomsarbejdsløshed på skæbnesvangre 13 procent. I 80′erne gav »no future« udtryk for punkens nihilisme, der stod som et forvrænget spejlbillede af den spekulative nihilisme blandt Wall Streets jakkesætklædte yuppier. Punken gjorde oprør mod samfundet som sådan. Punkerne ville rive det hele ned uden nødvendigvis at have et alternativ at bygge op i stedet for.

I slutningen af 00′erne og starten af 10′erne er no future imidlertid ikke så meget subkulturelt credo, som det er en økonomisk fremtidsudsigt for en overvældende mængde af unge med længere videregående uddannelser. Aldrig har så mange unge uddannet sig til så få arbejdspladser.

Da denne generation af akademikere startede på universiteterne i begyndelsen af 00′erne, blev den lovet en lys fremtid, væsentlig lysere end den tidligere generations. Den kunne uddanne sig af lyst og til et arbejdsmarked uden arbejdsløshed. Det var imidlertid et skinbillede.

Mason betegner kandidaten uden fremtid som »en ny sociologisk type«. I Nordafrika er den en del af en demografisk bule i modsætning til herhjemme, hvor den nuværende ungdomsgenerations ringe størrelse giver udtrykket ældrebyrden sin betydning.

Udsigten til at skulle arbejde længere, til lavere løn og med mindre sikkerhed end deres forældre er den fremtid, de fleste unge står overfor i dag. Det er det ultimative løftebrud. Hvor generation efter generation har kunnet stille sig på skuldrene af den forrige og således har fået udsigt til en lysere fremtid med mere velstand og bedre velfærd, står denne generation tilbage med et socialt ansvar uden den tilsvarende frihed. For at føje spot til skade bliver det forventet af den selv samme generation, at den skal arbejde for velfærd, som den sandsynligvis ikke selv får adgang til i fremtiden. Tidens politiske mantra er reformer; en eufemisme for nedskæringer og besparelser, der bliver gennemført i ansvarlighedens navn og italesat som politiske nødvendigheder.

Der er tale om en generation, der skal genopfinde sine kampe. Hvor den kolde krigs sort-hvide verdensbillede gjorde det let at orientere sig i forhold til et politisk projekt, er den virkelighed, som nutidens unge står overfor, anderledes kompleks. Fordums tids doktrinære universitetsmarxisme blev gennem 90′erne erstattet af en post-altings-relativisme, der gør det muligt at indtage såvel som undsige stort set hvilken som helst politisk position. Og sammen med et hyperkommercialiseret kulturliv og et gennembrandet mediebillede, fremmedgør nødvendighedens politik en hel generation fra en sag, den burde kæmpe for: et bedre liv for fremtidige generationer.

Netværk underminerer hierarkier

Kandidaten uden fremtid er imidlertid ikke kun en tragisk figur fortabt i fortidens fallerede forlystelsespark. Nutidens arbejdsløse akademiker har noget, som 80′ernes punkere og BZ’ere ikke havde: internettet og mobiltelefonen.

Mason citerer den franske historiker Hippolyte Taine for at have advaret om, at den franske revolution ikke fandt sted på grund af antallet af fattige, men antallet af fattige advokater. I dag er der oven i købet en internetforbindelse i enhver arbejdsløs akademikers hjem og en mobiltelefon i vedkommendes lomme.

Muligheden for nærmest omkostningsfrit at skabe og vedligeholde relationer i sociale netværk er en af de klare konsekvenser af internettet og mobiltelefoni. Der er blevet sagt meget om sociale mediers rolle i det arabiske forår, men essensen af diskussionen er, at det uomgængeligt er blevet lettere for grupper at organisere sig uden formelle strukturer ved hjælp af internettets sociale værktøjer. De politiske konsekvenser af denne kendsgerning er knap nok begyndt at blive udforsket.

Da hundredtusindvis af hovedsageligt unge mennesker gik på gaden over hele Europa i forsvar for et frit internet og i protest mod handelsaftalen ACTA, med det resultat at aftalen blev forkastet i Europaparlamentet, var det udtryk for netop den ovenstående kendsgerning.

På samme måde som pladebranchens forældede distributionshierarkier i starten af 00′erne blev undermineret af nye netværksbaserede fildelingstjenester, hvor brugerne omkostningsfrit kunne udveksle musik med hinanden, bliver de traditionelle politiske organisationer i dag udfordret af letheden, hvormed almindelige mennesker kan organisere sig digitalt uden nødvendigheden af en overordnet hierarkisk struktur.

For at perspektivere denne udvikling peger Mason på den af venstrefløjen udskældte marxist André Gorz, der skriver i Farvel til proletariatet:

»At tage magten er at fjerne den fra dem, der udøver den, ikke ved at tage deres plads, men ved for altid at gøre det umuligt for dem at få deres beherskelses-apparat til at fungere. Revolutionen er først og fremmest den uigenkaldelige ødelæggelse af dette apparat. Den forudsætter en kollektiv praksis, som kobler det ud samtidig med, at den udvikler et net af en ny slags relationer.«

Omstyrtelsen af diktatorer i Mellemøsten er ikke den egentlige internetbaserede revolution. Det er blot den netværkspolitiske udviklings lavthængende frugter. Den magt, som internettet tager fra magthaverne, danner ikke grundlag for en ny form for autoritet eller nye politiske hierarkier, men udgør tværtimod mulighedsbetingelsen for en ny form for politisk frihed, som det er op til kommende generationer at udvikle.

I dette perspektiv tilhører kandidaten uden fremtid ikke en ny no future generation. Derimod er fremtiden for politiske organisationer og styreformer, der baserer sig på hierarki og autoritet, truet. No future 2.0 er ikke udsigten for en generation af unge, der er vokset op med internettet, men for en ældre generation af politikere, der bilder sig ind, at den kan styre dem oppefra og ned.

*

Indlægget er tidligere bragt i Magasinet Kollaps‘ e-Magasin Europas unge efter festen og i Gejst – en generationsantologi.

Skift banksystem

Skift Bank Dag, som opfordrer bankkunder til at flytte deres penge til etiske banker inden 1. oktober, er i sig selv utilstrækkelig, men den rummer kimen til et tiltrængt politisk projekt.


Foto: Rob Stevens

»Tænk globalt, handl lokalt« har længe været maksimet for sociale bevægelser verden over. Fokus på konkrete handlemuligheder og strategiske mål inden for opnåelig rækkevidde gør, at man som aktivist ikke taber modet overfor alle de politiske og sociale problemer, som samfund verden over står over for.

Et aktuelt eksempel på »tænk globalt, handl lokalt« er initiativet Skift Bank Dag. I en kronik i Information opfordrer initiativtagerne til, at man som bankkunde gør sig bevidst om, hvilken type bank man har sine penge i og flytte dem til en mere etisk, bæredygtig og socialt ansvarlig konkurrent:

»Vi opfordrer alle til at tænke over, hvor deres penge er placeret, og til at skifte bank sammen med os inden den 1. oktober.«

Der er i skrivende stund 3593 facebookbrugere, der synes godt om initiativet, som også har fået opmærksomhed i landets trykte medier, såvel som tv og radio.

Bankerne handler globalt

Den problemstilling, som Skift Bank Dag tager op, kræver imidlertid, at man vender devisen for social aktivisme på hovedet. Det er ikke længere nok at tænke globalt. Der skal også handles.

Ligesom klimakrisen ikke bliver løst ved, at den enkelte forbruger ændrer adfærd og skifter til elsparepærer, forandrer det globale banksystem sig ikke, fordi en lille flok danskere skifter til mere bæredygtige, etiske eller socialt ansvarlige banker.

Indlejret i initiativer som Skift Bank Dag ligger ikke desto mindre en vision for en ideologisk genkomst, der kan gøre op med den neoliberale økonomiske vanetænkning, som ligger i ruiner efter finanskrisen, men som er skolelærdom blandt størstedelen af den politiske elite.

Visionen handler om, hvad stater er i stand til, hvis de spændes for et politisk projekt med klare mål. Et sådant strategisk mål er et grundlæggende opgør med finanssektoren. Det er ikke muligt at ændre det globale finansielle system uden at handle på de samme geopolitiske skalaniveauer som investeringsbanker og hedgefonde, og der er stater de eneste realistiske bud på handlekraftige aktører.

For at stater kan tage opgøret op med finanssektoren, kræver det til gengæld politikere, der er i stand til at styre staterne efter strategiske mål, som ikke er defineret på finanssektorens præmisser.

Fremtidens politiske partier

Samtidens absolut største samfundsmæssige problem er en grundlæggende mangel på politisk fantasi. Visionære politikere er efterhånden ikke til at få øje på, og selvom kreativitet er et ord politikere elsker at bruge, når de taler om, hvad vi skal leve af i fremtiden, er der ikke umiddelbart udsigt til politisk innovation inden for de gængse partipolitiske rammer.

Problemet kommer til udtryk i en række akutte behov. Der er behov for…

… politiske projekter, der ikke blot handler om at vinde magten til at administrere statsapparatet.

… politiske strategier, der ikke blot handler om at følge og kommunikere til en folkelig opinion.

… politiske visioner for et samfund, hvor fremtidige generationer er bedre stillet end nutidens.

Antropologen Andreas Lloyd har påpeget en seks processer, som er med til at dræne det politiske system for fantasi:

Først og fremmest giver den valgkampsorienterede mediemaskine, som det moderne politiske parti er blevet til, ikke plads til ideudvikling, da åben debat om politiske ideer bliver betragtet som mangel på handlekraft.

Dernæst hæmmer den stramme partidisciplin, der forventes af medlemmerne i loyalitet overfor partiprogrammet, selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen.

Den tredje drænende proces er de endeløse intriger, der er forbundet med politiske hierarkier, hvad man kan kalde den politiske dramatik.

Dertil kommer, at det frivillige politiske arbejde, for det fjerde, er kedeligt bureaukrati, mens, for det femte, at det sjove politiske arbejde, ideudviklingen og kommunikationen, er professionaliseret.

Sidst men ikke mindst er der langt mellem de folkevalgte politikere og så de lokale partimedlemmer, der får dem valgt ind i de enkelte valgkredse.

Den enorme træghed forbundet med at handle gennem et politisk parti afholder i dag de fleste danskere, selv de mest politisk bevidste, fra overhovedet at forsøge at påvirke det politiske system indefra.

Open-source politik

Den eneste kilde til visionær politik, der er ikke er drænet for energi, er de borgerinitiativer, der kommer nedefra og op. De politiske partiers største udfordring i fremtiden bliver at finde nye måder at kanalisere almindelige borgeres politiske kreativitet opad og konkretisere den i politisk handlekraft, der rækker ud over, hvad græsrødder er i stand til at organisere selv.

Man kan drage paralleller til den måde open-source projekter fungerer på. Projekter som Linux, der kører på størstedelen af de servere, der er forbundet gennem internettet, Firefox og Chrome, der sammen udgør over halvdelen af de foretrukne browsere til at navigere world wide web og Android, som findes på over halvdelen af verdens smartphones, er sammen med tusindvis af andre open-source projekter succesfulde, bl.a. fordi de er i stand til at optage designideer udefra og ikke mindst nedefra.

Fremtidens politiske partier kommer kun til at blive succesfulde, hvis de er i stand til at indfange, udvikle og implementere de ideer, som opstår blandt borgerne, der er de egentlige politiske innovatører, og i et skalaniveau, som borgerne ikke af sig selv er i stand til handle på.

Hvis der er noget, som brillerer ved sit fravær under den nuværende regering, er det et politisk projekt baseret på kreativitet og innovation. Man behøver imidlertid ikke kigge særligt langt, for at få øje på sådanne projekter. Initiativet Skift Bank Dag er et godt sted at starte. Det er politisk fantasi i sin rå tilstand. Det er op til de folkevalgte politikere at udkrystallisere den rå politiske fantasi i en klar vision, der kan sætte mål for et politisk projekt.

Finanskrisen og den kommende revolution

Enhedslistens principprogram bliver kritiseret for at ville nationalisere bankerne efter revolutionen, men et opgør med finanssektoren er det bedste bud på en løsning, der kan bringe os ud af krisen uden en revolution og burde være socialdemokratisk politik.


Foto: Citat fra filmen Alien (© 20th Century Fox).

Paul Mason, der er økonomiredaktør på BBC Newsnight, har beskrevet finanskrisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet banksektoren, og blodet er al dens fejlvurderede og giftige gæld. Det første dæk, som blodet smelter igennem, er kreditsystemet, som kørte fast. Det andet dæk er den produktive økonomi, der tog et drastisk dyk i manglen på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet foreløbigt har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned, svarende til at rumvæsnets blod ætser gennem Nostromos skrog.

Ud over de mellemstatslige konflikter, som et sådant globalt sammenbrud vil medføre, står vi nu overfor eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteydere verden over betaler prisen for at staterne har afbødet krisens umiddelbare skadevirkninger. Men blodet er ikke stoppet med at ætse sig gennem økonomien, og der er brug for nye politiske visioner, for at gøre op med det tankesæt, der i første omgang lod rumvæsnet klynge sig til den økonomiske produktivitet.

Masons bog Meltdown, om hvordan finanssektorens kollaps truede med at trække den globale økonomi med sig i faldet, er ikke science fiction. Meltdown kan snarere læses som en god krimi; man vender side efter side i spænding over at få afsløret, hvem der står med ansvaret for, at den globale økonomi smeltede ned. Hvem gjorde det? I Masons beretning peger alle beviser mod den internationale neoliberale elite.

De neoliberale ideers historie

Neoliberalismens historie er relativt kort, men som en usynlig ideologisk hånd har dens politiske virkninger været kolossale. Uden den neoliberale ideologi havde finanskrisen ikke været mulig.

Historien starter med forfatteren Ayn Rand. Hendes bog Atlas Shrugged fra 1957 er for neoliberalister, hvad Ringenes Herre er for fantasyfans. Gennem sine værker ophøjer Rand selviskhed til et endegyldigt moralsk princip, der efterlader alle andre moralske principper såvel som sociale hensyn umoralske, for så vidt at de står i vejen for forfølgelsen af egeninteresse.

Et af Rands tidlige og trofaste disciple var økonomen Alan Greenspan, der senere blev formand for den amerikanske centralbank. Under fire præsidenter stod han som styrmand for en økonomisk politik, som deregulerede finansmarkederne, så egeninteresser kunne få frit spil.

Dereguleringen tillod skabelsen af obskure finansielle produkter, der gjorde finansmarkedet uigennemskueligt og ustabilt. Resultatet var en global økonomisk lavine, efter at de største amerikanske investeringsbanker og forsikringsselskaber kollapsede.

Mellem Rand og finanskrisen ligger et halvt århundrede med udviklingen og udbredelsen af en økonomisk teori svarende til de selviske filosofiske principper, hun præsenterede i fiktiv form i sine romaner.

Forskellen mellem neoliberalisme og klassisk liberalisme er groft sagt, at hvor klassisk liberalisme taler for politisk såvel som økonomisk frihed, handler neoliberalismen hovedsageligt om friheden til at forfølge økonomiske egeninteresser.

En af teoriernes vigtigste ophavsmænd er den østrigske økonom Friedrich von Hayek. Hans discipel Milton Friedman blev ligeledes en central figur i neoliberal økonomi, både i teori og praksis.

Efter at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende blev væltet og dræbt i statskuppet i 1973, og general Augosto Pinochet tog magten med hjælp fra CIA, fik neoliberalismen et laboratorium at afprøve sine teorier i.

Hayek og Friedman tilskyndede efter statskuppet Pinochet til at påføre økonomien et neoliberalt chok ikke ulig de elektriske chok, som chilenske dissidenter blev udsat for i generalens torturkamre.

Den neoliberale økonomiske chokterapi, som senere er afprøvet mange andre steder i verden, bliver kaldt “The Washington Consensus.” Den består af offentlige nedskæringer, skattelettelser, markedsbaseret rentesætning, fjernelse af barrierer for global kapital, privatisering af offentlige virksomheder og en generel deregulering, dog undtaget garantien af den private ejendomsret. Man skal blot erstatte “The Washington Consensus” med “reformkrav” for at se, hvordan den neoliberale terapi har vundet indpas på tværs af det politiske spektrum herhjemme.

Ud over at skabe øget ulighed både lande imellem og internt i de enkelte lande medførte neoliberal økonomisk politik også en finansialisering af økonomien. Det betyder at virksomheder i højere grad investerer kapital i finanssektoren frem for i den produktive del af økonomien, hvor den kan bidrage til innovation og jobskabelse. En direkte følgevirkning er gentagne finansielle bobler, som den der brast på det amerikanske boligmarked og satte den finansielle nedsmeltning i gang.

Mason peger i sin bog på et enkelt pluspunkt i neoliberalismens regnskab, nemlig en stabil vækst i den vestlige verden siden 1992 og et fald i absolut fattigdom, der har været ideologiens politiske styrke og som har tilladt den at trænge langt ind i tankegangen på socialdemokratiske og selv socialistiske partier og politikere.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke forholdet mellem neoliberalistisk teori og reel økonomisk vækst under kapitalismen er som musen og elefanten der følges ad hen over en bro: »Sikke vi gungrer«, siger den neoliberale mus til kapitalismens elefant.

Finanskrisen og dens efterdønninger påviser en grundlæggende fejlantagelse i det neoliberale tankegods, nemlig troen på at staten ikke bør røre ved finanssektoren, hvis man vil sikre vækst. Problemet er, at politikere og nationaløkonomer tilsyneladende har fået neoliberalismens dogmer ind med modermælken og derfor er ude af stand til at tage beslutninger, der strider imod dens etablerede sandheder.

Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for.

Den lange cyklus og fremtidens bankvæsen

For at bryde den kognitive stilstand hiver Mason to økonomer langt fra mainstreamen ind i forsøget på at begrebsliggøre de omvæltninger, den globale økonomi gennemgår.

Den første er Nikolai Kondratiev, en russisk økonom, der blev henrettet i Sovjetunionen i 1938 som fortaler for markedssocialisme. Han beskrev kapitalismens “lange cyklus” som et tilbagevendende halvtredsårigt mønster af opsving, stagnation og depression.

Problemet med Kondratievs teori, skriver Mason, er, at selvom den stemmer overens med kapitalismens historie, så stemmer den ikke overens med nutiden, da der så skulle have fundet en depression sted omkring årtusindskiftet, hvilket er omtrent så langt fra virkeligheden, som man kommer.

Kondratiev blev slået ihjel på grund af sin økonomiske overbevisning om, at kapitalismen overvinder sine kriser og ikke bryder sammen under sine indre modsætninger for at give plads til kommunismen. Mason mener, at det ironisk nok var kommunismens fald i 1989, der, sammen med det kommunistiske Kinas indtræden på det globale marked, brød den regelmæssige cyklus, gennem hvilken Kondratiev havde beskrevet, hvordan kapitalismen fornyer sig selv.

Vi befinder os således i et historisk vadested, hvor krisens dynamikker kommer til at tage flere årtier at udspille sig. Til at forstå og håndtere denne situation, finder Mason en anden uortodoks økonom frem der posthumt forklarer, hvordan neoliberalismens teorier skabte krisen og hvordan man løser den. Det er den amerikanske økonom Hyman Minsky, som døde af naturlige årsager i 1996.

Minskys løsning på finansielle kriser var dobbelt: Staten skal tillade store underskud på sine budgetter og centralbanken skal pumpe penge ind i økonomien. Det er netop hvad verdens regeringer og centralbanker, om end modstræbende, har gjort i forsøget på at stoppe krisen.

Mere grundlæggende kom Minsky med en løsning på det problem, at økonomien løbende bobler og kollapser i takt med den deregulerede spekulative finanskapital. Løsningen består i en gennemgribende socialisering af banksystemet, ikke som et antikapitalistisk tiltag, men som den eneste måde at redde økonomien gennem høj vækst og højt forbrug på basis af høj løn, snarere end høj gæld som under det neoliberale regime.

Socialiseringen af banksystemet er, ligesom Minskys løsning på den finansielle krise, lige præcis, hvad der har fundet sted bare ikke med det formål, han forestillede sig. Verden over har stater overtaget store dele af banksektoren, men det er sket i et forsøg på at vende tilbage til en normaltilstand fra før krisen.

På baggrund af Kondratiev og Minskys teorier udstikker Mason tre overordnede retninger, i hvilke den udviklede verden kan gå ud af den nuværende krise. For det første kan vi forsøge at gå tilbage til den neoliberale vækstmodel drevet af høj gæld og lave lønninger. Det er den retning G20-landene såvel som Danmark implicit bevæger sig i, og det er en videreførsel af det neoliberale tankesæt bare med lidt mindre overbevisning og lidt mere regulering.

For det andet kan vi opgive målet om vækst og forbrug. Det kaldes modvækst og har sine fortalere i antiglobaliseringsbevægelsen især i lyset af den globale opvarmning. Problemet med denne model, påpeger Mason, er at det kun er en reel mulighed for den vestlige, udviklede verden. Modvækst kan ikke trække milliarder af mennesker ud af fattigdom i udviklingslandene.

Det tredje alternativ er en model for høj vækst gennem en tilbagevenden til efterkrigstidens stigende lønninger, høje omfordeling og et kraftigt reguleret finanssystem, altså klassisk socialdemokratisk politik to komma nul. Det er Minsky’s model for at redde kapitalismen: at socialisere bank- og forsikringssektoren og derigennem lægge kraftige bånd på finansspekulationen, således at kapitalen primært bevæger sig i den virkelige, produktive økonomi til gavn for entreprenører og lønmodtagere. Dette er ikke en uvant model, skriver Mason:

»Det er ukendt land for bankfolk, men vi har faktisk lange erfaringer med, hvad der sker, når virksomheder, som ikke kan tjene penge, danner et naturligt monopol og er essentielle for resten af forretningsverdenens funktion. De kaldes forsyningsvirksomheder. Mange mener, at bankvirksomhed nu er ved at blive ligesom en forsyningsvirksomhed; kraftigt reguleret, med lav profit og rettet ved lov mod et socialt snarere end et finansielt formål.« (s. 162)

Banker vil kunne spille samme økonomiske rolle som vandværker, kraftværker, internetudbydere osv og forsyne det omgivende samfund med nødvendig kredit, så markedet kan fungere, men det vil kræve, at banksektoren bindes af samme sociale ansvar som andre samfundsnødvendige forsyningsvirksomheder.

I et sådant socialiseret eller nationaliseret banksystem vil den spekulative finanskapital ikke nødvendigvis uddø, men snarere blive en nicheaktivitet uden indflydelse på den produktive økonomi, der vil være beskyttet mod finansielle bobler og kollaps gennem vandtætte skodder mellem bankverdenen og de risikofyldte investeringer på finansmarkedet.

Revolution eller krig

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde nået rumskibets skrog?

Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen finde udtryk i forholdet mellem stater. Konkurrencen mellem stater vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke på vej dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen.

Derimod bliver de statslige sparekure nu omsat til ophedede interne klassekampe, hvor samfundets modsætninger for alvor kommer op til overfladen, som det sås i Nordafrika og Mellemøsten op til det arabiske forår, og som i Grækenland, hvor statsapparatet er ved at bryde sammen under interne spændinger. Der er revolution i luften. Spørgsmålet er, hvor den blæser hen.

Spørgsmålet er mere grundlæggende, om vi i fremtiden helst vil stå med valget mellem ekstern krig og intern klassekamp, eller om vi vil sigte efter nye politiske mål, der gør, at det ikke bliver et relevant valg at træffe.

Neosocialdemokratisme

Det er den neoliberale trosbekendelse, at regulering af finansverdenen er et onde, der står i vejen for vækst, der har ført os ud til kanten af afgrunden, og nu forventer vi, at den også kan føre os tilbage. Det kræver nye politiske visioner at komme videre fra finanskrisen og ikke blot gentage den.

Det kan godt være, at visionen om et stramt reguleret, nationalt eller socialiseret bankvæsen, som danner grundlag for iværksætteri, innovation, jobskabelse og vækst, ikke er Socialdemokraternes politik, men så kan man i stedet kalde det neosocialdemokratisme. Den tjener det samme formål som klassisk socialdemokratisme: høj vækst, høj omfordeling og høj løn.

I et sådant perspektiv spænder Enhedslistens principprogram vognen for hesten. Nationalisering af bankerne bliver ikke konsekvensen af en revolution men omvendt det, der redder samfundet fra revolutionære omvæltninger og som redder kapitalismen fra sig selv. Det er en nationalisering eller en tilsvarende stramt socialiserende regulering af det finansielle system, der vil gøre, at en revolution ikke bliver nødvendig for at opnå en mere lige fordeling af velstanden i samfundet.

I Alien ender heltinden med at sprænge rumskibet Nostromo i luften for at slippe af med rumvæsnet. Efterfølgende står hun alligevel ansigt til ansigt med det i filmens sidste scene. Spørgsmålet er, om ikke vi skulle tage opgøret med finanssektoren, før den leder os som samfund til økonomisk selvdestruktion på nationalt såvel som globalt plan.

« Tidligere indlæg