nedefra og op

Facebook med løg på

Jeg er vendt tilbage til facebook gennem løgnettet…

hazmat
Foto: CC-BY California National Guard

For nylig annoncerede Facebook at de havde åbnet deres web infrastruktur til løgnettet, så man som bruger af tor-browseren, der anonymiserer din webtrafik, kan få adgang til det sociale netværk.

For over et år siden besluttede jeg mig at forlade mine venner og bekendte, og se om jeg kunne leve mit digitale liv udenfor facebook.

Nu har jeg iført mig internetækvivalenten af en ABC-dragt for at se om jeg kan indgå i det sociale netværk uden at afgive mere af min identitet end allerhøjst nødvendigt.

Jeg bruger to værktøjer. Først og fremmest loggede jeg ind på facebooks webinfrastruktur ved hjælp af tor-browseren og oprettede en ny profil. Facebooks adresse på løgnettet er https://facebookcorewwwi.onion (kan kun åbnes i tor-browseren.)

Det eneste forbehold er at det kræver en email og et telefonnummer for at få lov til at få adgang. Anonyme mailadresser er ekstremt nemme at lave, men telefonnummeret kræver, at hvis man vil være 100% anonym, køber et taletidskort og en burnertelefon.

Dernæst tilføjede jeg min nyoprettede facebook-konto til ChatSecure på min androidtelefon, som kan sende og modtage beskeder over tor-netværket.

Således kan jeg bruge facebook til at kommunikere uden på noget tidspunkt at afgive hverken en sporbar ip-adresse eller fysisk lokation til facebook.

Selvfølgelig afleverer jeg stadig hele min sociale graf og indholdet af min kommunikation til Facebook, men man skal jo starte et sted…

Flattr this!

Ytringsfriheden er truet, men ikke af islamisme

Ytringsfriheden er et politisk værktøj, der har til formål at beskytte os mod statsmagten.

kendo
Foto: Nationalmuseet

På almindeligt dansk betyder ytringsfrihed at du kan sige hvad du vil, men at en domstol kan straffe dig, hvis du krænker andre menneskers rettigheder: fx gennem injurier, ophavsretskrænkelse osv. (Forskellige lande har forskellige grænser for ytringsfriheden. Jeg kender ikke noget sted, hvor den er absolut. Fx er mened, at lyve for en domstol, universelt ilde set.)

Mekanismen bag ytringsfriheden er at statsmagten således ikke præventivt kan lukke munden på sine kritikere, der frit kan kigge magthaverne efter i sømmene og kritisere dem med det formål at holde magtudøvelsen på dydens smalle sti, og således sikre resten af vores rettigheder.

En anden rettighed, der tjener fuldstændigt samme formål som ytringsfriheden er retten til privatlivets fred. På samme måde som med ytringsfriheden er formålet med privatlivets fred at sikre en magtbalance mellem stat og individ. Ligesom med ytringsfriheden har retten til privatliv grænser. Hvis der er begrundet mistanke om at du foretager dig noget kriminelt, kan en domstol give politiet lov til at overvåge dig.

I gamle dage betød det at de måtte ransage dit hjem, åbne din post og aflytte din telefon, men i dag betyder det også at de kan sætte nærmest usynlige mikrofoner og kameraer op, aflytte alle telefoner det kan sandsynliggøres at du vil snakke i, installere spyware på din computer eller telefon, læse dine emails, og opsnappe din internetrafik.

I dag behøver politiet imidlertid ikke gøre sig al det besvær for at få adgang til dit privatliv, da du med stor sandsynlighed allerede har sat dig selv under konstant overvågning med hjælp fra Google, Facebook osv. Du lever omgivet af sensorer, og al din elektroniske kommunikation bliver automatisk tappet og lagret i store databaser, som politiet kan få adgang til med en dommerkendelse.

Men for en del politikere, der nødigt ser en nyttig krise gå til spilde, er politiets allerede rige muligheder for at gøre deres arbejde ikke nok. De skal have mere, bliver der sunget i kor. Ingen vil fremstå som “soft on terror”.

I iveren efter at forsvare ytringsfriheden går de således i gang med yderligere at afmontere retten til privatliv. Problemet er imidlertid at ytringsfrihed og privatliv ikke er “værdier” som skal forsvares, de er redskaber (eller våben om man vil), der skal sikre en magtbalance mellem individ og stat, og de hænger sammen.

Uden en stærk beskyttelse af privatlivets fred, er ytringsfriheden tæt på ubrugelig. Eller formuleret på en anden måde: En begrænsning af privatlivets fred er i sig selv en begrænsning af ytringsfriheden. Privatlivet er fundamentet, ytringsfriheden en overbygning.

Ytringer opstår ikke ud af ingenting inde i individuelle folks tanker og flyder direkte ud i det offentlige rum for at fascinere og forage (og ikke mindst tale sandhed til magten). De bliver absorberet og formet i fred for snagende blikke på biblioteksgange og i internettets afkroge, undersøgt i private samtaler, testet af bagkanaler og ofte (dog ikke altid i politik) vraget pga manglende logik, manglende evidens eller manglende relevans.

Friheden til at tale og tænke i fred er grundlaget for at ytringsfriheden overhovedet kan bruges effektivt til det, den er beregnet til: at tage kampen op mod statsmagten verbalt, så den ikke tramper hen over den mangfoldighed af rettigheder vi som borgere igennem godt halvandet århundrede har tilkæmpet os fra den (fx kvinders stemmeret, retten til dagpenge, osv.)

Politikeres insisteren på at ofre borgeres ret til privatliv på ytringsfrihedens bål er langt mere faretruende end nogen militant islamist, der synes nogle tegninger er for provokerende. Det er et snigløb på ytringsfriheden. Jeg er ikke i tvivl om at deres intentioner grundlæggende er gode: de vil beskytte befolkningen. Men vejen til helvede er, som man ved, brolagt af naive tosser med gode hensigter.

PS. En helt tredje rettighed er religionsfriheden, men den tror jeg vi gemmer til en anden god gang…

Flattr this!

Et år uden Facebook

For præcis et år siden foretog jeg et eksperiment: Jeg forlod Facebook og overlod min identitet til en flok af mine nærmeste venner.


Foto: Brad Greenlee

Min flugt fandt sted gennem tre stadier:

1. Jeg konverterede min personlige profil til en fanside. Uden advarsel blev alle mine tidligere venner til fans. Hvad mon der ville ske, hvis alle gjorde det samtidig?

2. Jeg gjorde en kreds af mine nærmeste venner til administratorer af siden uden af spørge dem først. De fik en kryptisk sms om, at de havde overtaget min digitale identitet.

3. Jeg slettede mig selv som administrator fra siden. Farvel.

Jeg havde nok forventet et massivt, selvforvoldt facerape, men der skete ikke rigtig noget ud over en harmløs opdatering hist og her. Jeg blev ærligt talt lidt skuffet.

Det siger nok ikke så meget om mine venner, som om hvad de egentligt bruger Facebook til: Chat, grupper og events. Er der overhovedet nogen, som opdaterer deres sociale status mere?

Personligt brugte jeg mest Facebook som en sæbekasse, som jeg kunne stille mig op på og en megafon jeg kunne råbe i, når indignationen flød over og ikke så meget som et socialt værktøj, selvom det var sindssygt effektivt til at mobilisere til protest op til Europaparlamentets afstemning om ACTA.

Jeg er bange for, at ændringerne i Facebooks algoritmer kun har gjort det sværere for græsrødder at organisere massebevægelser. Til gengæld er det kun blevet nemmere at lave social netværksanalyse af politisk aktive, dissidenter og aktivister.

Da politiet blev sagsøgt for erstatning efter masseanholdelserne under COP15, forsøgte de med en meget grovkornet netværksanalyse at miskreditere de erstatningssøgende ved at påvise forbindelser til tidligere dømte, den yderste venstrefløj og andre personer, der i politiets øjne ikke fortjener retssikkerhed.

Savner jeg Facebook? Nej. Jeg har ikke set mig tilbage. Jeg er stadig aktiv på Twitter, følger uoverskueligt mange blogs gennem RSS, har ikke tid til at læse utallet af nyhedsbreve i min indbakke, scroller tvangsmæssigt gennem fantastiske og foruroligende reblogs på Tumblr, loller over kommentarsporene på Reddit og lægger billeder af min morgenmad på Instagram.

Jeg savner ikke det store fællesskab Facebook foregiver at være. Jeg savner ikke blandingen af landsbyens overvågningssamfund og storbyens blaserthed, kvaliteter som det sociale medie deler med forstaden, som heller ikke har landsbyens omsorg og storbyens anonymitet. Det værste fra begge verdener abstraheret i en virtuel virkelighed, hvor alle er venner, stavnsbundet som feudal data.

Til gengæld fortryder jeg, at jeg ikke fandt en udvej, hvor alle mine venner kunne komme med.

Flattr this!

Digitalt efterår

Det digitale forår er blevet til efterår, men kampen for digitale rettigheder er stadig kun lige begyndt. Spørgsmålet er nu, hvilken slagmark den kamp skal stå på.

sheeps
Foto: Todd Hoffman

Under kampen mod ACTA i begyndelsen af 2012, var visionen, at det var begyndelsen på et digitalt forår, jf det arabiske forår. Ligesom det arabiske forår blev til efterår, er det naive håb om at sikre internetbrugere digitale rettigheder nu for længst afblomstret i takt med afsløringen af internetovervågningens omfang.

Der er dog et enkelt lyspunkt og en spinkel grund til at håbe endnu. For det første er internetpolitik nu blevet mainstream (det er det nye geopolitik) og ikke kun en kæphest for folk som mig og mine datavenner. For det andet er digitalisering ikke en slagen vej, hvor udviklingen er forudbestemt. Vi kan i princippet stadig nå at skabe en fremtid, hvor efterfølgende generationer får adgang til et lige så frit og åbent internet, som det min generation er vokset op med, men som ikke længere eksisterer.

Det kræver imidlertid, at vi overbeviser vores politikere om, at vi ikke vil stemme på dem, hvis de ikke tager vores rettigheder alvorligt. I den verden, vi lever i i dag, bliver magt udøvet digitalt. Vi kan ikke overlade magtsyge mennesker magten over vores liv og tro, at de ikke vil misbruge den, hvis de kan slippe af sted med det.

Men magt bliver i dag langt fra kun udøvet gennem de etablerede politiske institutioner. De digitale verdener, vi er flyttet ind i, er for de flestes vedkommende bygget af virksomheder, der ikke tager deres brugeres rettigheder alvorligt. Det gør de ikke, fordi brugerne ikke er kunder, men ressourcer.

Hvor den politiske kamp imod en magtsyg overvågningselite kan foregå gennem etablerede demokratiske kanaler, dvs valg, journalistik, offentlig debat osv, er det svært at se, hvordan man kan tage kampen for digitale rettigheder op imod datasultne, monopolistiske virksomheder, når vi lever det meste af vores liv i verdener, der er bygget af dem.

Sagen er den, at langt de fleste af os stadig er digitale analfabeter. Før alle kunne læse og skrive, lå magten hos dem, der kunne. I dag ligger magten hos dem, der skriver koderne, som skaber de verdener, vi lever i. Hvis vi selv vil bestemme, hvordan vi lever vores liv, må vi bygge vores egne verdener, så vi også selv kan bestemme, hvilken slagmark kampen for vores rettigheder står på.

Flattr this!

Fortidens dystopiske fremtidsvision genbesøgt

Hvordan sikrer vi borgerrettigheder og demokrati, når værktøjerne til overvågning og kontrol af borgerne er allestedsnærværende, mens magten bag overvågningen mørklægges?

Data storm
Foto: Herkie

For nylig skrev jeg en kronik til Politikens debatserie om digitale rettigheder. Den handler om det overvågningssamfund, vi i løbet af det sidste årti har bygget op rundt om os selv. Jeg tog udgangspunkt i forfatteren Philip K. Dicks roman A Scanner Darkly fra 1977, en science fiction-fortælling, som, argumenterer jeg, er blevet til virkelighed, uden at vi har planlagt det, og næsten uden at nogen har lagt mærke til det.

Kronikken har som sit kernebegreb ideen om panoptikon, som er et fængsel, hvor en fangevogter kan overvåge alle fanger fra et centralt punkt, uden at de ved, om eller hvornår de er overvåget. Jeg peger på to parallelle forløb i dansk politik i 2013: debatten om Logningsbekendtgørelsen og vedtagelsen af Offentlighedsloven, der samlet peger på, at Danmark er ved at udvikle sig til et generaliseret statsligt panoptikon med Justitsministeriet som sit centrale punkt.

Jeg slutter med en opfordring til, at vi som samfund bruger internettet til at skabe mere gennemsigtighed i de institutioner, der sætter rammerne om vores sociale liv:

Internettet er ikke en maskine, der blev bygget med det formål at overvåge sine brugere, men det er det blevet til. Der er i dag brug for en fremtidsvision om en verden, hvor internettet beskytter sine brugere ved at vende overvågningen den anden vej og pege sine lyslederkabler der hen, hvor magten bliver mørklagt.

I samme ånd slutter en af verdens førende sikkerhedseksperter, Bruce Schneier, sin nylige TEDx Talk af med en lignende opfordring og ikke mindst tre kritiske punkter i arbejdet mod en mere demokratisk digital magtbalance: institutionel transparens og ansvarlighed (engelsk: accountability) og ikke mindst adgang til data:

Flattr this!