nedefra og op

P1: Mere politisk satire. Når valgkampen er slut…

Lukningen af Selvsving er en “omprioritering af kanalens satireindsats – ikke en nedprioritering,” bedyrer Kanalchef Anders Kinch-Jensen. Bare rolig, der kommer mere satire på P1, men ikke under valgkampen.

Kanalchef for P1, Anders Kinch-Jensen, har besvaret mit åbne brev om den bebudede lukning af Selvsving, Danmarks eneste politiske satireprogram. Han skriver bl.a.:

– Kanalens ønske om at sende aktuel, politisk satire er uændret. Behovet og inspirationskilderne er ikke blevet mindre. Fra efteråret bliver satiren derfor ført videre i nye formater, på andre måder og med mere sendetid.

Der kommer altså satire på P1 igen og endda mere af det, men først til efteråret, når valgkampen sandsynligvis er overstået. Det efterlader stadig indtrykket af en radiokanal der, i stedet for at levere oplysning og underholdning som public service til landets borgere og til gavn for den frie demokratiske udveksling, leverer en bestilt ydelse til landets politikere som helst ikke vil se deres budskaber forstyrret af satiriske indvendinger.

Det ville klæde P1 som public service-leverandør, at vente med at omprioritere den politiske satire til efter valget. I løbet af det kommende halve år bliver Danmark oversvømmet af mere eller mindre gennemtænkt strategisk politisk kommunikation og det er netop i denne situation, der er allermest brug for satiren til at pille budskaberne fra hinanden og sætte dem i humoristisk perspektiv.

Så kære Anders Kinch-Jensen, lad Selvsving køre videre under valgkampen. Det vil vise at P1 er en samfundsrelevant og fremsynet radiokanal som leverer public service uden sidestykke, ikke kun til tjeneste for politikerne men også for borgerne.

Flattr this!