nedefra og op

Massakren på Utøya: Det politiske massemords anatomi

Norge blev fredag offer for en koldt og kynisk kalkuleret politisk udrensning som vil sætte sit præg på det norske civilsamfund flere årtier frem. Spørgsmålet byder sig nu, om vi også i Danmark er klar til selvransagelse.

Gerningsmanden bag fredagens bombesprængning i Oslo og nedskydning af mindst 85 68 unge politisk aktive på Utøya, Anders Behring Breivik, bliver i Berlingske sammenlignet med manden bag det amerikanske bombeattentat i Oklahoma City i 1995, Timothy McVeigh.

Sammenligningen med McVeigh forbigår imidlertid en række egenskaber ved manden bag massakren i Norge, detaljer som er væsentlige for at få dækket baggrunden for og konsekvenserne af begivenheden.

McVeigh var drevet af et blindt had mod den amerikanske føderale administration. Hadet havde sin oprindelse i hans oplevelser i den første Golfkrig og blev antændt af bl.a. belejringen i Waco, Texas der endte i et blodigt skudopgør præcis to år før McVeigh detonerede sin bilbombe i Oklahoma City og dræbte 168 mennesker og sårede 680.

Der er ingen tvivl om at Breivik er fyldt af et blindt had sammenligneligt med McVeighs men baggrunden for hadet er en anden og en række andre egenskaber giver et andet billede af terroristen og massemorderen.

Først og fremmest kan afstumpetheden, hvormed Breivik likviderede forsvarsløse unge der var fanget uden flugtmuligheder, bedst sammenlignes med den tilsvarende hos gerningsmændende bag skoleskyderier som på Columbine High School og Virginia Tech. Massakren på Utøya var imidlertid væsentligt mere systematisk. Breivik undersøgte bl.a. sine ofre og skød dem flere gange efterfølgende hvis de gav livstegn fra sig.

Dertil kommer en manifestskrivende selviscenesættelse der tidligere er set hos Ted Kaczynski, bedre kendt som The Unabomber. Kaczynski sendte i årene 1978-1995 16 brevbomber der dræbte tre og sårede 23. Som krav for at stoppe sine bombeattentater, stillede han, at hans over 50 sider lange essay Industrial Soviety and Its Future, bedre kendt som The Unabomber Manifesto, blev trykt ordret i et større dagblad eller akademisk journal.

Hvor Kaczynski var drevet af sin teknofobiske samfundskritik, skal Breiviks massemord ses i sammenhæng med en nationalkonservativ politisk forestillingsverden som han deler med hjemlige skikkelser som Søren Krarup, Dansk Folkepartis mest markante ideolog.

Krarup har gennem mange år begrundet sin kritik af universelle menneskerettigheder i sin kristne tro og blæst til kamp mod “kulturradikal multikulturalisme” og indvandring fra især muslimske lande. Det er det samme had til venstrefløjen og muslimer der kommer til udtryk i Breiviks manifest og i lyset af hvilket han begik sine grusomheder.

Ideologien har gennem det seneste årti inficeret den offentlige diskurs om Islam så kraftigt, at massemedierne og de “eksperter” der udtalte sig til dem, mens begivenhederne udspillede sig i Norge, ikke kunne give slip på forestillingen om, at der var tale om muslimske terrorister i hellig krig mod Norge pga. genoptryk af Muhammedtegningerne. I hasten med at breake historien glemte flere medier i stor udstrækning at finde belæg for de påstande de formidlede videre.

Det er ikke kun indenfor de seneste år, fx da en snigskytte i efteråret 2010 dræbte og sårede indvandrere i Malmø, at denne ideologi har fundet voldeligt udtryk på vores breddegrader:

“Faktisk var begyndelsen af 1990erne [sic] tilsyneladende en af de mest koncentrerede perioder i terrorismens danmarkshistorie, hvor Den Danske Forening systematisk registrerede en lang række gennemførte og planlagte bombe- og brandattentater mod asylcentre, moskeer, indvandrerklubber og indvandrerbutikker.”

Den Danske Forening, hvor Krarup på daværende tidspunkt var medlem, beskrev ifølge Rune Engelbrecht Larsen disse angreb som “sabotage” og gerningsmændene som “modstandsgrupper”, hvad der i dansk optik må betragtes som en hyldest. Krarup opfordrede ligeledes “direkte til at »sabotere« Dansk Røde Kors.”

I modsætning til tidligere fremmedfjendsk politisk vold herhjemme og i vores nabolande, var bombningen af Oslo og massakren på Utøya præget af en kold og kalkuleret kynisme der gør det svært at fatte, at det er et menneske der har foretaget handlingerne.

Hvilket menneske kan detonere mindst 500 kilo sprængstof i en bykerne som en afledningsmanøvre for en systematisk og tålmodig likvidering af en hel generation af kommende politiske ledere?

Som Rick Falkvinge skriver, er der tale om et massivt politisk attentat som ikke vil have nogen direkte effekt før om 20 år. Så vidt vides var årsagen til, at ikke flere omkom på Utøya, at Breivik løb tør for ammunition undervejs. [Dette er dementeret af norsk politi.]

I Danmark er det, ligesom i Norge, tid til politisk selvransagelse. Gennem det seneste årti har fremmedfjendske og antidemokratiske holdninger fået frit spillerum i dansk politik. Blandt alle folketingets største partier har et ideologisk modspil ladet vente på sig.

Spørgsmålet er, om vi er villige til at vente på, at den hadske ideologi igen får pistolløbet som talerør.

Flattr this!