Shepard Fairey har med sit gavlmaleri ved tomten på Jagtvej 69 skabt et værk hvis betydning uforvarende er blevet en aktiv del af sin lokalpolitiske kontekst.
Det er ikke til at tage fejl af budskabet i Shepard Faireys gavlmaleri ud til en af Københavns mest betydningsbærende adresser. Det er ikke forsøgt pakket ind eller afleveret under dække af at sige noget andet. Værket har nogenlunde samme subtilitet som en molotov cocktail der rammer en af Københavns Politis hollændervogne.
Duen har været brugt som fredssymbol siden kristendommens fødsel, hvor den med en olivengren i næbbet har repræsenteret helligånden og den kristne salighed og sjælefred. Dens politiske betydning fik imidlertid først sin popularitet, da Picassos litografi Duen blev valgt som emblem for det kommunistiske Verdensfredsråds kongres i 1949. Faireys due er ligesom Picassos ikke tynget af en kristen olivengren.
Hvis de kunsthistoriske og geopolitiske referencer passerer hen over hovedet på beskueren, som en af Københavns forhadte storbyduer eller som en brosten over et sammenstød mellem politi og demonstranter, kan man nøjes med at læse skriften på væggen i en typografisk stil der henviser til oprindelsen af moderne europæisk reklameæstetik, art nouveau.
Netop den reklameæstetiske metode, at gentage sine budskaber i en uafbrudt strøm, er central i Faireys værker der iklæder reklamens symbolske vold et autoritært og totalitaristisk formsprog.
Ofte akkompagneret af en ordre om at adlyde, tvinger Faireys billeder beskueren ind i et alternativt perspektiv på sine omgivelser, der alle steder er mættet med kravet om at adlyde den sociale orden gennem forbrug.
Den samme æstetiske metode blev taget i brug under konflikten om Ungdomshuset. Det var i flere år umuligt at bevæge sig nogen steder i København uden at se tallet 69 overalt i form af grafitti, klistermærker, stencils, på t-shirts, hættetrøjer, som håndtegn osv.
Ungdomshuset blev efter sin rydning et brand der i genkendelse lokalt kunne måle sig med hvad Fairey globalt har opnået med Obey.
Hvor fredsduen er et velkendt symbol der udtrykker kravet om besindelse hos verdens krigsførende magter, er betydningen af tallet 69, der figurerer som en slags signatur i Faireys værk, imidlertid udtryk for en kamp for et fristed, en kamp hvor Københavns Kommune og de kristne ekstremister i Faderhuset blev anset som hovedmodstandere.
Placeringen af et værk der forlanger fred i verden (og tilmed med en moderne version af gammelt kristent symbol) ved en grund som står som et omvendt monument over så mange knægtede følelser kolliderer disse to betydninger.
At værket derudover er sponsoreret af kommunen som et led i en strategi om at brande København som en progressiv og “cool” by leverer ny brændsel til et bål hvor Ungdomshusets aktivisters følelser stadig ulmer.
Der gik ikke lang tid før værket blev vandaliseret med klatter af maling og graffititeksten “NO PEACE!” og “GO HOME YANKEE HIPSTER”.
At værket kunne blive opfattet som en hån med kommunen som afsender er ikke overraskende.
At tro Fairey har ageret nyttig idiot i et forsøg på at håne Ungdomshusbevægelsen er derimod overraskende selvcentreret og en smule paranoidt.
Dansk Folkeparti stillede faktisk krav i Borgerrepræsentationen om at Faireys værker skulle forhåndsgodkendes for at få støtte, men dette blev stemt ned. Fairey har så vidt vides haft fuldstændig kunstnerisk frihed.
Fredsmotivet på gavlen ved Jagtvej 69 er omgivet af endnu et symbol, en cirkel af lotusblade, hvis oprindelse er indisk og hvis spidser peger alle andre steder hen i verden end Nørrebro.
Der er ingen tvivl om at Fairey ingen ide havde om den symbolske betydning af det 69 han signerede sit vægmaleri med. Reaktionen på placeringen af værket ved tomten på Jagtvej er imidlertid udtryk for en provinsiel og navlebeskuende læsning af værkets betydning.
Banaliteten i den reaktion understreger, at kunstkritik (også i form af vandalisme) skal kunne måle sig med det værk den beskæftiger sig med, for i sig selv være socialt, kulturelt og politisk relevant.
Jeg har svært ved at finde en passende reaktion. Kommunen hyrede Fairey, og valgte at bruge ≈ 250.000 kroner på det. Ja, det er egocentrisk at opfatte det som en bevidst provokation, men jeg vil ikke udelukke at det er en indirekte langemand.
Ni (9) folkevalgte har så dårlig forbindelse med virkeligheden, at de følte behov for at importere og finansiere “gadekunst”. København har masser af dygtige kunstnere, men politikerne færdes ikke blandt os almindelige.
Et Marie Antoinette-fejlcitat comes to mind: “Har befolkningen intet brød? Så kan de da bare spise kage!”
Bare en korrektion til Rasmus: Kommunen valgte af bruge 250.000 kr til 10 malerier placeret i forskellige dele af byen. Udgifterne kun dækker maling, lift og øvrige materialer.
Uhyre billigt. For min skyld måtte kommunen gerne bruge flere penge på kultur.
@Rasmus: Man skal vel ikke altid holde sig til lokale kunstnere, blot fordi de er der?
Er det ikke ok at invitere stjerner fra udlandet til at optræde og udstille i Danmark?
Statements om at udenlandske kunstnere og yankees skal skride hjem er en kende uheldige – især hvis man mener at mene, at der skal være plads til alle.
Og så er det vel i øvrigt ikke kommunen, der har hyret Fairey.
Alt godt
Lasse
@Anne, det dækker også fly til hans assistenter og rensning af murene. V1 ville have haft det dobbelte.
@Lasse, ingen har som sådan hyret ham. Han udstiller, mhp. salg, og har i den forbindelse “tilbudt” gratis arbejdskraft til produktion af reklamer for ham selv. Et spændende koncept, som måske kunne udvides?
..og nej, jeg er ikke lokalpatriot. Mit problem går på at kommunen bekæmper de lokale kunstnere, mens de betaler eksterne. Hence den franske reference. Jeg kunne også sammenligne det med at drikke Prosecco i Champagne, at spise salattern i Grækenland eller at importere bacon til Danmark.
Jeg har taget et før-og-efter-foto:
http://twitpic.com/5zuqyb
http://twitpic.com/5zurel
Personligt gav cirklerne mig indtrykket af en skydeskive, ala: Skyd duen, der bringer “fred”.
(Inden nogen kommer rendende med citater fra et eller andet interview osv: Kan vi blive enige om, at det er fuldstændigt ligegyldigt hvad “Shephard Farey” personligt har af “holdninger” til sit værk og hvad han ønskede at “kommunikere” og hvilke “tolkninger” han ønskede vi, “beskuerne”, skulle drage? Nu er vægmalerier der. Det er ligegyldgit hvad “det betyder” og langt mere interessant at se hvad det gør ved os)
Men vi kan også tage vægmaleriet på sin overfladiske autoritære stil, som Henrik udfolder så fint. Det er også et godt plan at se hvad maleriet gør.
Men her ville jeg gerne tage Henriks analyse et trin videre. Hvorfor ikke se netop den omtalte “vandalisme” som helt nødvendig del af værket? Krigserklæringen (“NO PEACE!”) ligger jo i forlængelse af – giver først mening i forhold til – det autoritære budskab (“HER ERKLÆRES FRED”). Med andre ord, at den vrængende grafitti er en integreret tilføjelse til det vægmaleriet gjorde – en tilføjelse som får vægmaleriet til at gøre noget andet.
Begge sider af hele værket (Obey + vandalisme) er to sider af samme sag. Uden graffitien ville vægmaleriet blot være en ironisk orwellsk kommentar (Peace-indenfor-anførselstegn) eller en patetisk pacifistisk “holdning mod krig” (mange anti-krigs-aktivister har endnu ikke forstået at, i dag, føres alle krige under “fredens” navn).
Det er imo mega grimt OG mega naivt af alle involverede! -nu er det lidt pænere!
[...] denies that his commission came from the city. Fairey had full creative freedom for the works, according to Henrik Chulu with the art blog Frikultur who says the murals are “part of a strategy to [...]
[...] denies that his commission came from the city. Fairey had full creative freedom for the works, according to Henrik Chulu with the art blog Frikultur who says the murals are "part of a strategy to [...]
[...] ovan är från i höstas då en hel del graffiti målats på fredsduvan. Henrik Chulu skriver om fredsduvans symbolik och reklamens symboliska våld och ett auktoritativs och totalitärt [...]