Afsløringen af fildeling hos Sony og RettighedsAlliancen peger på at kunstnere mister flere penge på lovlige downloads end på såkaldt piratkopiering.
Foto: ukendt i det offentlige domæne.
Den nylige afsløring på Fri kultur af at både RettighedsAlliancen og dens interessenter i musikbranchen tager del i fildeling af ophavsretsbeskyttet materiale, har afstedkommet en diskussion om hykleri i rettighedsindustrien.
For at understrege at dobbeltmoralen ikke kun lever i musikbranchen, følger her et yderligere eksempel på tydeligvis uautoriseret fildeling af ophavsretsbeskyttet materiale:
Ovenstående screenshot peger på at der fra et IP-nummer tilhørende det danske filmselskab Zentropa er foretaget download af video- og billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects, der primært bruges til post-produktion af film og TV-programmer.
RettighedsAlliancen må gerne fildele
Hvor man må gå ud fra at Zentropas såvel som Sony Music Entertainment Denmarks formodede fildeling ikke var autoriseret af rettighedshaverne, er dette ikke nødvendigvis tilfældet for RettighedsAlliancens download af filmen Dirch.
Ifølge alliancens talsperson Maria Fredenslund er det nemlig ikke alle downloads af ophavsretsbeskyttede værker via bittorrentnetværket som er ulovlige:
»Vi arbejder jo for rettighedshaverne, som naturligvis har givet os lov til at hente deres materiale på nettet som et led i et efterforskningsarbejde,« siger hun til Comon.dk.
Hvorvidt RettighedsAlliancen har omgået DNS-blokeringen af The Pirate Bay for at efterforske fildeling af filmen om Dirch Passer melder historien desværre ikke noget om:
Et kig på netop The Pirate Bay afslører til gengæld at omfanget af uautoriseret fildeling af netop Dirch er ubetydeligt sammenlignet med fx en gennemsnitlig amerikansk film.
Hvad koster et lovligt download?
Selv hvis man medgiver at et ulovligt download økonomisk set svarer til et tabt salg, er spørgsmålet om de tabte indtægter, ved at nogle hundrede filmentusiaster ikke kan vente på at filmen kommer på markedet som DVD, svarer til udgifterne ved at hyre et prominent advokatfirma som Johan Schlüter til at efterforske uautoriseret fildeling?
Det er endnu ikke lykkedes at få tal ud af RettighedsAlliancens interessenter på hvor mange penge der bliver lagt i det efterforsknings- og lobbyarbejde som Johan Schlüter Advokatfirma udfører på deres vegne.
Tager man imidlertid i betragtning hvilken type virksomhed Johan Schlüter driver fra Højbro Plads i København, overfor Christiansborg og rundt om hjørnet fra Kulturministeriet, er det svært ikke at forestille sig et betydeligt advokatsalær for RettighedsAlliancens arbejde.
På samme måde kan man stille spørgsmål om hvorvidt et tiltag som brevmodellen med omkostninger i en størrelsesorden af flere millioner kroner årligt på nogen måde svarer til hvad rettighedshaverne kan se frem til at tjene på forbrugere der ud over pistolen i tindingen også ender med at betale regningen for gildet.
For en internetbruger bliver valget, hvis brevmodellen alligevel skulle blive vedtaget, om vedkommende helst vil bruge 50 kroner om måneden på en anonymiseret VPN-løsning, der gør at vedkommende kan downloade frit efter behov uden at skulle bekymre sig om RettighedsAlliancens advarselsbreve, eller hellere nøjes med at købe en enkelt dvd på tilbud.
Ophavsretten er en del af den sociale kontrakt
Diskussionen er imidlertid akademisk, da et uautoriseret download naturligvis ikke svarer til et tabt salg for rettighedshaverne. For nyligt besluttede den Schweiziske regering at bibeholde de Schweiziske ophavsretlige regler, der gør det lovligt at downloade ophavsretligt beskyttede værker til personligt brug. Denne beslutning blev naturligvis ikke taget ud af den blå luft, men på grundlag af en samfundsøkonomisk vurdering af omkostninger og goder ved de pågældende regler.
Man kan kun håbe på at Kulturministeriet har samme interesse i at tjene et overordnet offentligt gode snarere end særinteresser i rettighedsindustrien.
Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.
Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan tjene penge på at skabe indhold.