nedefra og op

Hjerteligt velkommen!

Uanset hvordan man vælger at udtrykke sin velkomst, er det en måde at vise sin menneskelighed.

refugees
Foto: photog_at

I filmen Captain America: The First Avenger fortæller Dr. Erskine, videnskabsmanden bag det serum, der senere giver Steve Rodgers superkræfter, at »mange mennesker har glemt, at det første land nazisterne invaderede, var deres eget.«

Når en ikke ubetydelig del af befolkningen i Danmark tilsyneladende støtter regeringens løsning på flygtningestrømmen fra Syrien — at indrykke annoncer i mellemøstlige aviser om stramninger i dansk asylpolitik (som om det var nyheder…) — tyder det på at en lignende invasion har fundet sted. Ikke en invasion af migranter, der stormer hen over de danske grænser, og som ville være stoppet, hvis bare der var bomme nok i vejen for dem, men en invasion af et tankesæt, der driver kiler mellem mennesker og stopper empati fra at krydse landegrænser.

Tankesættet har ikke blot invaderet sindene hos de mennesker, der har valgt at bruge deres politiske magt til at sætte kryds ved Dansk Folkeparti i stemmeboksen, men også hos alle de politikere fra hvem vælgerne gennem to årtier er flygtet på grund af manglen på vision, udsyn og troværdighed.

Billedet af et druknet barn på en strandbred står ikke kun i skarp kontrast til Inger Støjbergs annoncekampagne, men det understreger også hvor afstumpet et menneskesyn kampagnen i udgangspunktet er udtryk for. Det viser hvor virulent og kronisk det invaderende tankesæt har sat sig i det danske politiske sind.

Når mennesker er villige til at udsætte sig selv og ikke mindst deres børn for en livstruende rejse over Middelhavet for at flygte fra umenneskelige vilkår i deres oprindelsesland, trodser det fatteevnen, at nogen ved deres fulde fem fra politisk hold tror på, at en avisannonce, uanset hvor umenneskelig en politik den er udtryk for, skulle afskrække dem fra at gøre det.

Og når det viser sig, at det kun er en lillebitte del af den lillebitte gruppe flygtninge, der rent faktisk krydser den danske grænse, der ønsker at søge asyl, og at hovedparten blot ser Danmark som et transitland på deres rejse mod Sverige, viser det, at invasionen af tankesættet er gået langt foran Støjbergs annonce. Verden ved allerede godt at danskere hader fremmede og ikke ønsker at invitere dem indenfor, uanset hvilke frygtelige historier, de kan fortælle om de lande, de er flygtet fra.

Men heldigvis passer det ikke at danskere hader fremmede. Det er kun et udsnit af den danske befolkning, for hvem empati allerhøjst strækker sig til landets grænser, hvis gunst de vælgerblødende politiske partier kæmper om, i konkurrencen om, hvem der kan komme med de mest følelsesmæssigt indskrænkede og geografisk navlepillende udsagn om mennesker med andre slags navne, der taler andre sprog og måske har en religion man ikke forstår.

Størstedelen af den danske befolkning stemmer ikke med den mest bange del af deres sind. De fleste er ikke blevet invaderet af tankesættet, der gør det vigtigere at stå sig selv nærmest og gør andre menneskers lidelser til andre menneskers problemer.

Der er danskere der byder flygtninge velkommen, ikke bare modvilligt og af hensyn til internationale forpligtelser, men som hjerteligt og inderligt siger, »Vi er mennesker, og I er mennesker, og derfor er I velkomne i vores land.«

Uanset hvordan man vælger at udtrykke sin velkomst, er det en måde at vise sin menneskelighed til mennesker, der på trods af opslidende rejser fra frygtindgydende omstændigheder, har holdt fast i deres.

Hvad enten man organiserer tøjindsamlinger, bringer vand og mad til de nyankomne, deltager i en demonstration eller blot retweeter et #RefugeesWelcome, er det et udtryk for en medmenneskelighed, der, når den bliver kanaliseret gennem andre mennesker, bliver forstærket og gør en forvandling til overmenneske mulig. Ikke ulig det serum, der forvandlede Steve Rodgers fra en hulbrystet svækling til den supersoldat, der redder menneskeheden som Captain America.

Historiens pil har en retning. Den går fra en umenneskelig fortid mod en overnmenneskelig fremtid. Og som science fiction-forfatteren William Gibson har sagt: »Fremtiden er her allerede — den er bare ikke særligt ligeligt fordelt.« Regeringen har med Inger Støjberg som bannerfører vist med al tydelighed hvilken side af historien, den har valgt at stille sig på.

Flattr this!