Fri kultur

Debatinterview om ophavsret og internet mod RettighedsAlliancens talsperson Maria Fredenslund i Berlingske. Læs hele interviewet her:

Foto: University of Wisconsin Digital Collections

Følgende debatinterview af Bent Blüdnukow er kun tilgængeligt i Berlingskes papiravis og i beskåret form. Derfor bringer Fri kultur hele interviewet, inkl. dele af Fredenslunds svar »i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet« jf. §22 i Bekendtgørelse af lov om ophavsret.

Du repræsenterer, såvidt jeg forstår, den holdning, at nettet skal være så frit som muligt. Vil du gå hele vejen? Skal der ikke være plads til rettighedshavere?

Henrik: »Internettet er i sig selv designet til at være åbent og frit. Når plade- og filmbranchen kræver juridiske begrænsninger af internettet, forsøger den at bekæmpe de grundlæggende tekniske principper bag infrastrukturen.

Det er ikke et spørgsmål om ophavsret men om et misforhold mellem forretningsmodeller og forbrugeradfærd. Plade- og filmbranchens problem er at den før havde direkte kontrol over hele sin værdikæde fra produktion over distribution. Med internettet har den mistet kontrollen over distributionskæden, hvilket den forsøger at kompensere for ved at tvinge forbrugerne til at ændre adfærd. Hvis den nuværende plade- og filmbranchen vil være relevant, må den tilfredsstille forbrugernes behov i stedet for at forsøge at ændre dem.«

Maria: »Der bliver set film, lyttet til musik og læst bøger som aldrig før – folk elsker det, især det der produceres dyrt og professionelt. Hvis man går ind på de populære ”piratsites” og tjekker, hvad der ligger på top 100 listen dér, så er det stort set kun indhold produceret af professionelle. Så behovet for godt indhold imødekommes. Derfor: hvilke behov er det, der skal tilfredsstilles?«

Henrik: »Grunden til at alle disse “piratsites” overhovedet eksisterer er, at der er efterspørgsel på let tilgængeligt indhold. Film- og pladebranchen har imidlertid brugt sine kræfter på at beskytte ophavsretten (fx. med DRM og sagsanlæg) i stedet for at gøre sit indhold tilgængeligt for forbrugerne så bekvemt som muligt. Det handler som sagt ikke om ophavsret, men om helt almindelig sund forretningssans. Pirattjenester er ikke et symptom på moralsk forfald, sådan som ophavsretsfundamentalisterne mener. Det er et symptom på en hel sektors fejlprioritering gennem et helt årti. Danskere betaler gerne ekstra for VPN-adgang til lovlige betalingstjenester som Apple TV, Netflix, Hulu osv som er utilgængelige i Danmark. Det handler om bekvemmelighed frem for pris.«

Mange brancher lever af ophavsretten. Vil du gå ind for, at denne ophavsret afskaffes eller erstattes af noget helt andet?

Henrik: »Jeg går ind for at ophavsretten, lige som al anden lovgivning, skal tjene samfundets interesser. For ophavsrettens vedkommende betyder det at den skal incentivere kreativitet og ikke begrænse kunstens udfoldelsesmuligheder. Sådan som det er i dag, lægger lovgivningen store begrænsninger på musik, da fx samples af lydbidder ikke betragtes som citat. Tilsvarende med film og fotos. Det betyder at det er umuligt at skabe moderne værker uden først at konsultere jurister. En tilsvarende praksis indenfor akademia, hvor man skulle cleare citater til artikler og afhandlinger med ophavsmanden, ville være uhørt. Hvorfor skal det være anderledes med musikalske, visuelle eller filmiske citater?

Ophavsretten bør ikke afskaffes, men grundlæggende revideres. Vi har i dag en meget stærk ophavsret, med en række undtagelser, som efter min mening bør styrkes og udvides, så de afbalancerer den udvidelse ophavsretten har gennemgået.«

Maria: »Ophavsret handler helt nede på jorden om, at der er noget, der er dit og mit. Det er et helt almindeligt og ufarligt princip, som udgør fundamentet i det samfund, vi lever i her i Vesten. Og så er ophavsretten en menneskeret – ja det er den faktisk – og uanset, hvor rig eller fattig du er, så har du altid ejerskabet til det, du skaber. [...] Betaling er et vigtigt fundament for at kunne leve af sin kunst. Og derfor fremmer ophavsretten kunsten, fordi den motiverer professionelle kunstudøvere – som jo altså ubestrideligt laver de mest efterspurgte produkter – også på nettet!«

Henrik: »Det er beklageligt når ellers veluddannede mennesker blander begreberne sammen. At snakke om ophavsret som ejendom er en tanketorsk, der får selv de klogeste jurister, som jeg kender, til at fremstå ubegavede. Ophavsretten er som al anden lovgivning en balancegang mellem samfundsinteresser: Her er det på den ene side skaberens ret til udnyttelse, på den anden side offentlighedens adgang. Ejerskabsmetaforen handler kun om den ene side.

Det er tvivlsomt om ophavsretten i sig selv nogensinde har motiveret andre end jurister, der som de eneste priser lovgivning som kilde til kreativitet. Til gengæld lægger ophavsretten en stor hindring i vejen for digital kreativitet, især når det kommer til citater fra andet en tekst. Det har intet med metaforisk ejendom at gøre, men om retten til at ytre sig frit, bl.a. på basis af andres ytringer.«

Kan aftaler om rettigheder opretholdes på nettet, idet pirater jo altid vil kunne lave ulovlig fildeling?

Henrik: »Spørgsmålet er om det overhovedet kan betale sig at bekæmpe de såkaldte “pirater”. Det sidste årti har været en løbende PR-katastrofe for pladebranchen (som filmbranchen nu er i færd med at kopiere), hvor den lovede sine kunder at sagsøge dem “langt ind i helvede”. Ud over sagsanlæg med sekscifrede erstatningskrav, er der blevet hældt utrolige summer i udviklingen af kopispærring, der principielt set ikke fungerer, da teknologien kun skal brydes en enkelt gang for at være nyttesløs.

Uautoriseret kopiering er ikke et problem i sig selv, men et symptom på at markedet ikke er i stand til at tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel. Når forbrugere må ty til fildelingstjenester for at se de film, som de vil se, er det fordi disse tjenester faktisk leverer produktet, ikke fordi det er gratis. Udbredelsen af musikstreamingtjenester i Danmark viser med al tydelighed at det ikke handler om at få adgang til indhold så billigt som muligt, men så nemt som muligt.«

Maria: »Selv om vi bevæger os i den digitale verden, så er vi stadig nødt til at forholde os pragmatisk til de helt grundlæggende markedsmekanismer. Hånden på hjertet, hvem synes det er sjovt at arbejde gratis? Det er derfor i alles interesse at finde bæredygtige forretningsmodeller, der stimulerer både kunstnere og forbrugere.«

Henrik: »Så synes jeg at RettighedsAlliancen skulle bruge kunstnernes penge på det, i stedet for på at gøre sig til fortalere for at den vigtigste infrastruktur for ny forretning skal begrænses på vegne af modeller, der består i at sælge virtuelt plastic. Sig til, hvis I vil have noget hjælp med at udvikle dem, fra nogle som har forstand på hvordan internettet fungerer.«

Maria: »Argumentet er som følger: fordi kunsterne ikke vil sælge mig det, så tager jeg det. Skal det virkelig være sådan?«

Henrik: »Her vil jeg lade Maria Fredenslund svare på sit eget spørgsmål: »Selv om vi bevæger os i den digitale verden, så er vi stadig nødt til at forholde os pragmatisk til de helt grundlæggende markedsmekanismer.« I stedet for at stirre enøjet på ophavsretten som grundlag for forretning, må kunstnere, ligesom alle andre iværksættere, tilpasse deres produkter til markedet, ikke omvendt.«

Du har beskrevet den nye ACTA aftale som en ønskeseddel for rettighedsindustrien, der svarer til at vores udenrigspolitik blev dikteret af våbenindustrien. Er ACTA således den gale vej at gå?

Henrik: »ACTA er et symptom på et dybereliggende politisk problem med ophavsretten, nemlig at den er dikteret af særinteresser og at den ikke baseret på evidens.

Ophavsretten har, indtil internettet gjorde det nødvendigt, ikke været et politisk felt, men er blevet administreret i et teknokratisk samarbejde mellem embedsværket og rettighedsindustrien. Det var egentlig ikke et problem, dengang den kun havde indflydelse på kulturindustrien, som business-to-business-lovgivning. Med internettet er ophavsretten imidlertid også blevet forbrugerlovgivning. ACTA er blevet til uden input fra de organisationer der varetager forbrugernes interesser (inkl. bl.a. Folketinget og Europaparlamentet).

Dertil er de tal, der bruges for at argumentere for ACTA og andre tiltag mod piratkopiering, behæftet med fejl, hvis ikke direkte misinformation. Fx. måtte Handelsminister Pia Olsen Dyhr stå skoleret i DR2s faktatjekprogram Detektor for nylig pga. tal hun fremlagde for Europaudvalget som argument for at ACTA var nødvendig.«

Maria: »Hvis særinteresser skal kriminaliseres, så er hele vores demokratiske system kriminelt. Det er i vores demokratiske ret, at organisere os i interessefællesskaber, fordi man som bekendt står stærkere samlet, end hver for sig. Og RettighedsAlliancen er f.eks. en interesseorganisation, der taler for 54.000 danske kunstnere og kulturbærere.«

Henrik: »Problemet med ACTA er ikke et fravær af indflydelse, men at indflydelsen har været begrænset til de ophavsretsintensive industrier, og netop ikke forbruger-, borger- og menneskeretsorganisationer, der bredt er kommet frem til at aftalen er et syvmileskridt i den forkerte retning, både herhjemme, på EU-plan og globalt.«

Er vi på tærsklen til en helt ny virkelighed, hvor gamle regler om rettigheder er forældet og som kun de unge forstår?

Henrik: »Selvom det ikke er en absolut afgrund, er der en klar generationskløft mellem unge mennesker, som er vokset op med internettet, og så dem der har set det blive til som en ny teknologi. Jeg mener ikke at vi står på tærsklen til en ny virkelighed, men at vi snublede over den for længe siden og nu er landet i en situation hvor de ældre generationer må lære af de yngre. Det handler således ikke om at gamle jurister skal lære unge forbrugere at forstå ophavsretten, men om at tilpasse ophavsretten til den virkelighed som den er sat i verden til at regulere.«

Maria: »Og hvilken virkelighed er der så tale om?«

Henrik: »Først og fremmest er det en virkelighed, hvor man som skaber ikke kommer langt, hvis man prøver at gøre livet så surt som muligt for sine brugere. Et godt eksempel er den måde kopispærringer har været det bedste argument for at finde uautoriserede kopier. Det er en virkelighed hvor publikum ikke længere er publikum, men medskabere. Hvis du vil vide mere, kan jeg bookes til foredrag og/eller konsulentbistand.«

Man har talt om en brevmodel, hvor internetudbyderne skal advare brugerne, hvis de fildeler ulovligt. Hvorfor er du imod den løsning?

Henrik: »Først og fremmest er brevmodellen en kortsigtet og perspektivløs tilgang et problem, der ikke handler om at ulovlig fildeling, men om en lobby, der forsøger at forblive relevant over for de folkevalgte politikere og således for de organisationer der betaler dens løn.

Retorikken er at Kulturministeren skylder rettighedshaverne at “gøre noget” også selvom der ikke er evidens for at brevmodellen løser et samfundsproblem. Brevmodellen koster derimod en masse penge, hvor en del af regningen ender hos forbrugerne. Der er intet belæg for at brevmodellen giver de skabende kunstnere flere penge. Det vil kræve at forbrugerne bruger flere penge på kulturprodukter end de gør i
forvejen, hvilket først og fremmest kræver tjenester hvor det er muligt at bruge penge.

Ligesom med ACTA er den faktuelle baggrund for brevmodellen heller ikke i orden. I en høring i Folketingets kulturudvalg blev det således påstået at langt størstedelen af kreativt indhold på nettet er ulovligt. Det var de samme tal som Handelsministeren som sagt har måttet undsige offentligt, da der langt fra var dækning for dem.«

Maria: »Det er noget vrøvl at påstå at brevmodellen er tiltænkt alene at skulle løse et samfundsproblem. [...] Nu skal man ikke slå nogen i hovedet, der ikke ved, de gør noget forkert. Derfor er brevmodellen først og fremmest en informationskampagne. Og den virker. Det kan helt konkrete tal fra Frankrig dokumentere.«

Henrik: »Hvis brevmodellen ikke løser et samfundsproblem, er det spild af alles tid og kræfter; ikke mindst de folkevalgtes. En undersøgelse lavet af Megafon for TV2 og Politiken viste at langt størstedelen af Danmarks unge udmærket godt ved hvornår de krænker ophavsretten på nettet. Hvor Megafons tal er nogenlunde troværdige, vil jeg ikke tillægge HADOPIs tal om den franske model større troværdighed end de tal RettighedsAlliancen fremlagde for Folketingets kulturudvalg som argument for brevmodellen.«

Minister Uffe Elbæk har i Information givet udtryk for, at »underholdningsbranchen står over for et wake up call« og at man må finde nye forretningsmodeller. Er du enig i det synspunkt?

Henrik: »Jeg er meget enig med Kulturministeren i at plade- og filmbranchen ikke skal overlade det til lovgiverne at beskytte deres forældede forretningsmodeller. Markedet har ændret sig helt grundlæggende, men plade- og filmbranchens reaktion har været at bruge en masse penge på lobbyister, i stedet for at bruge dem på forretningsudvikling. Hvis alle de penge plade- og filmbranchen har brugt på at bekæmpe piratkopiering, var blevet brugt på at indspille nogle bedre plader og nogle bedre film, ville branchen have det endnu bedre end den allerede har det.

Forretningsmodellerne har været der fra første dag. Spotify er kun et halvt skridt frem fra Napster, bare ti år for sent, og danske forbrugere tilgår allerede lovlige, amerikanske streamingtjenester som Netflix gennem VPN-tunneller, selvom det sandsynligvis er ulovligt, da tjenesterne er blokerede i Danmark. Det er bare at komme i sving og få aftalerne på plads, eller endnu bedre: udvikle tjenester, som er konkurrencedygtige med de amerikanske.«

Maria: »Det er som at høre en høne fortælle en ørn, hvordan den skal flyve. Hvis det var så nemt, så var det jo også gjort. Så vi siger ja tak – hvis Chulu vil investere alt, hvad han har og ejer i sådan et projekt – for så er han på lige fod med dem, han fortæller, hvad de skal gøre.«

Henrik: »Der er byttet rundt på hvem der er høne og hvem der er ørn. Jeg laver ikke andet end at investere min tid og mine kræfter i kreative projekter. Forskellen er vel om man lever af selv at skabe noget nyt, eller af hvad andre har skabt. Som sagt, så sig endelig til, hvis der er noget, som jeg kan bidrage kreativt til.«

Hænger ACTA modellen sammen med en bredere debat om censur på nettet?

Henrik: »Modstanden mod ACTA hænger i høj grad sammen med debatten om censur af internettet. I Danmark censurerer vi allerede nettet i ophavsrettens navn. Hvis ACTA bliver til virkelighed bliver denne tendens styrket og det skråplan vi allerede er ude på bliver meget svært at komme tilbage fra. Det er svært at argumentere for at lande som Kina og Syrien ikke må censurere internettet af politiske grunde, når vi ikke engang kan forhindre pladebranchen i at gøre det herhjemme.«

Maria: »Det er vigtigt at skille tingene ad – der er retten til at udtale sig frit. Ytringsfrihed under ansvar, og til at blive hørt. Det er en ret som er meget vigtig at passe på. Og så er der underholdningsprodukterne på internettet, som er handelsvarer, der kan købes og sælges. Det er svært at se, at det har noget med censur at gøre at forhindre ulovlig distribution. Så vi vil fortsætte med at kæmpe for kunstnerens frihed til at kunne leve af sin kunst – også i den digitale verden.«

Henrik: »Det er et paradoks af orwellske dimensioner at forsvare censur med henvisning til kunstnerisk frihed. Jeg vil gerne vende tilbage til den virkelighed, som jeg forklarede om tidligere. Det er en virkelighed, hvor forbrug og kommunikation netop ikke kan skilles ad, hvorfor censur af distributionstjenester, på samme måde som kopispærringer og den manglende audiovisuelle citatret, truer retten til at ytre sig, en ret vi ikke bør ofre på ophavsrettens alter.«

*

Opdatering: Jeg er blevet spurgt om jeg har fjernet noget fra Marias svar. Det har jeg. Jeg har kun taget de ting med, som jeg svarer på i forbindelse med interviewet, altså »i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet«.

Debatinterview om ophavsret og internet mod RettighedsAlliancens talsperson Maria Fredenslund i Berlingske. Læs hele interviewet her: Foto: University of Wisconsin Digital Collections Følgende debatinterview af Bent Blüdnukow er kun tilgængeligt...

Det var åbenbart ikke debat Politiken bød ind til, da avisen bragte et debatindlæg om ophavsret. Efter at have bragt to yderligere indlæg fra ophavsrettens lobbyister, vælger debatredaktionen at »stoppe debatten.«

Foto: katerha

Opdatering: Beklager de døde links til Politiken. Det viser sig at det var en fejl at pdf-versionen af avisen var tilgængelig for alle online.

Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, skrev, under overskriften V viser ophavsrettens værdi, et indlæg i Politiken, hvor han sammenlignede ophavsretskrænkelse med tyveri af mælk i et supermarked.

Bjerregård mener, at sagen om Venstres krænkelse af fotograf Lars Svankjærs ophavsret viser, at ophavsretten fungerer som den skal. Enhver snak om revision af ophavsretten, fx for at gøre den kompatibel med den digitale virkelighed den regulerer, er efter hans overbevisning »noget sludder.«

Der er jævnligt indlæg her på Fri kultur, som retter et kritisk blik på ophavsretten og ikke mindst dens lobbyorganisation, RettighedsAlliancen, og banaliteten i Bjerregårds indlæg tryglede og bad om et modsvar. Ophavsretten er i krise og fortjener kritik, ikke kindkys og klapsalver.

Resultatet blev et debatindlæg til Politiken, Ophavsret eller ytringsfrihed? Det indeholdt følgende argumenter:

• Ophavsretten er ikke en afart af den private ejendomsret, men et monopol som loven giver skaberen af et værk til fremstilling af eksemplarer af det.
• Hvis ophavsretten skal håndhæves konsekvent, skal man blokere det meste af internettet og for almindelige danskeres omgang med digitale medier i deres dagligdag.
• Denne udvikling er allerede sat i gang med Højesterets dom i sagen om blokering af The Pirate Bay. Danmark censurerer således ivrigt internettet, bl.a. for at beskytte ophavsretten.
• Ophavsretten rummer muligheden for at lukke ned for politisk kommunikation online, under påskud af at det krænker ophavsretten.

Konklusionen på indlægget var, at hvis ikke der bliver taget hul på debatten om en revision af ophavsretten, vil den blive fremtidens væsentligste begrænsning af ytringsfriheden.

Så langt så godt. Intet nyt for en tilbagevendende læser af denne blog.

RettighedsAlliancens rygmarvsreaktioner

Som svar på modsvaret valgte Politiken derefter at trykke to debatindlæg fra RettighedsAlliancens medlemsorganisationer, hhv. Dansk Skuespillerforbund i samarbejde med Forlæggerforeningen og Dansk Musiker Forbund.

I førstnævnte indlæg, Ophavsret er ikke censur, angriber forbunds- og foreningsforpersoner, Katja Holm og Christine Bødtcher Hansen, et tænkt eksempel i indlægget herfra, hvor Lars Svankjær, S og SF, med Højesterets praksis fra Pirate Bay-sagen i hånden, går rettens vej for at lukke Venstres hjemmeside.

I sidstnævnte, Ophavsret og ytringfrihed er altså ikke modsætninger, påstår den tilsyneladende personligt fornærmede forperson for musikerforbundet, Anders Laursen, efter ubehjælpelige forsøg på at definere ytringsfrihed og censur, at ophavsretten løbende er opdateret for at passe til den sociale og teknologiske udvikling.

Ophavsretten bruges allerede til censur

Det er på den ene side overraskende, at Holm og Hansen, der, givet deres titler, burde have indsigt i skuespil og litteratur, ikke er bekendt med overdrivelse som dramatisk og litterært greb.

Når det så er sagt, forholder de sig ikke til sagens kerne, nemlig den kendsgerning, at ophavsretten allerede bliver brugt som et middel til censur. Jurist og ph.d, Clement Salung Petersen, bruger, med opbakning fra Advokatrådet, netop denne betegnelse om blokeringen af The Pirate Bay.

Opdatering: Dette har Clement dementeret i en personlig samtale. Han mener Comon.dk fejlciterede ham for følgende: »Denne adgang til at blokere for danskeres adgang til bestemte hjemmesider o. lign. på internettet er betænkelig, fordi der reelt er tale om censur af internettet uden, at en domstol på en betryggende måde har taget stilling til behovet for et sådant indgreb i ytringsfriheden.«

I mellemtiden truede Danmarks Radio den ikke-kommercielle politiske satireblog Lars og Helle diskuterer politik med en lang og kostbar retssag, hvis ikke siden fjernede skærmbilleder fra en tv-debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Det viser med al tydelighed, hvor snævert albuerummet er for politisk ytringsfrihed på internettet. Hvis man ikke har råd til at forsvare sig mod anklager om ophavsretskrænkelse, må man føje sig.

Det viser endvidere, hvor vilkårligt ophavsretten håndhæves. Danmarks Radio truer en enkelt blog til tavshed, men en simpel Google-billedsøgning på ordene “bamse” og “kylling” afslører 50.000+ tilsvarende krænkelser.

Ophavsretten stemmer ikke overens med den måde almindelige mennesker kommunikerer på ved hjælp af internettet, og det er der en forklaring på.

Ophavsretten er lavet for og af lobbyister

Hvis man skal tillægge Laursens påstand om ophavsrettens tilpasning til den sociale og teknologiske virkelighed nogen som helst sandhedsværdi, må man gå ud fra at han med “samfundsudviklingen” mener de ophavsretsafhængige branchers interesser, sådan som de varetages herhjemme af RettighedsAlliancen som lobbyorganisation.

Hvis ophavsretten skulle håndhæves ensartet, således at ikke kun satiriske blogs men også Google’s gengivelser af Bamse og Kylling blev fjernet fra nettet, skulle store dele af internettet og almindelige menneskers kommunikation overvåges, filtreres og blokeres. Det er RettighedsAlliancens indstilling, at sådanne totalitære skridt er nødvendige for at komme såkaldt piratkopiering til livs.

Langt størstedelen af ophavsretskrænkelser bliver imidlertid ikke begået af pirater, men af forbrugere. I februar viste en undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed, at 7 ud af 10 danskere ikke ser noget moralsk forkert i at bryde ophavsretsloven. Som den er struktureret i dag, varetager den således et lille mindretals interesser, til skade for flertallets mulighed for at kommunikere frit.

Når vi taler om revision af ophavsretten, bør det være på befolkningens og den demokratiske offentligheds præmisser og ikke RettighedsAlliancens. Det ville klæde Holm, Hansen og Laursen at tænke ud over deres respektive organisationers økonomiske interesser i ophavsretten og se på dens konsekvenser for det omgivende samfund.

Og så det med Politiken…

Ovenstående svar på tiltale blev sendt ind til Politikens debatredaktion i håbet om at få en debat om en ophavsret og ytringsfrihed i gang, der ikke var domineret af RettighedsAlliancens rygmarvsreaktioner.

Som svar skrev debatredaktør Niels Nørgaard imidlertid, at redaktionen har »meget pres på debatsiderne på grund af valget. Derfor stopper vi debatten for denne omgang.«

Det er håbet herfra, at den bliver taget op igen snarligst, så vi i fremtiden kan få en ophavsret til tjeneste for de mange og ikke kun de få.

Det var åbenbart ikke debat Politiken bød ind til, da avisen bragte et debatindlæg om ophavsret. Efter at have bragt to yderligere indlæg fra ophavsrettens lobbyister, vælger debatredaktionen at »stoppe...

Efter i foråret at have lukket og slukket for det politiske satireprogram Selvsving, lukker Danmarks Radio nu igen ned for den politiske satire, denne gang ude i blogosfæren med ophavsretten i hånden.

Foto: larsløkke på en Creative Commmons BY-NC-ND licens.

Der bliver aldrig valg, ever…

Folketingsvalget, hvis udskrivelse i skrivende stund brillierer ved sit fravær, har fremkaldt et væld af satiriske indslag på nettet.

Bloggen Der bliver aldrig valg, ever har i en længere periode akkumuleret såkaldte billedmakroer med Lars Løkke, der i forskellige situationer slår fast at der aldrig bliver valg, ever.

For nyligt dukkede en klart manipuleret version af Statsministerens nytårstale op, hvor han igen benægter at der kommer valg. Senest er også et klip fra filmen Die Untergang dukket op, hvor Hitler raser over Statsministerens manglende valgudskrivelse.

Alt sammen velment humor, der gør grin med magthaverne og den politiske kommunikation Danmark i øjeblikket oversvømmes af.

En afledt blog af Der bliver aldrig valg, ever er Lars og Helle diskuterer politik, der indbyder til at dens læsere laver deres egne billedmakroer med Lars Løkke og Helle Thorning, der diskuterer relevante emner.

Bagmanden bag Lars og Helle diskuterer politik, Jonas Juhler, har nu imidlertid modtaget et cease and desist letter fra Danmarks Radio, der med ophavsretten i hånden tvinger ham til at fjerne alle screendumps, der er taget fra Danmarks Radios udsendelser, fra bloggen.

Flere danske medier har bemærket trenden med humoristisk remix af politisk kommunikation, heriblandt Politiken, Berlingske, TV2 og selv Danmarks Radio, der i sin nyhedsartikel linker til den blog de nu vil have fjernet billeder fra. Visse medier er endda gået så langt som til at spørge fagfolk, hvad konsekvensen af satirens indhold ville blive, hvis det blev til virkelighed.

Alt dette finder sted efter at Venstres kampagne mod rød blok kom i strid modvind efter at have krænket ophavsretten.

I den forbindelse blev det argumenteret herfra, at ophavsretten bør revideres, således at den tillader afledte værker, fx gennem en udvidelse af citatretten, for netop at sikre ytringsfrihedens albuerum i den politiske kommunikation.

Danmarks Radios juridiske trusler mod Lars og Helle diskuterer politik viser endnu engang, hvorfor sådan en revision af ophavsretten er bydende nødvendig.

Når lanceringen af Venstres skræmmekampagne mod en kommende rød regering fremkalder sagsanlæg, er det udtryk for en kalkuleret risiko, hvor gevinsten er gratis omtale. Partiets civile ulydighed åbner dog også for politisk forandring.

Billede: derbliveraldrigvalgever på albuerums-licens.

Fotograf Lars Svankjær, der har lagt sag an mod Venstre for ophavsretskrænkelse, udtaler til B.T., at partiets kampagne har misbrugt hans billeder:

»For det første bruger de billederne uden at bede om lov. For det andet har de ikke skrevet mit navn. For det tredje har de manipuleret med billederne – de har flyttet Helles hårgrænse.«

Flere eksperter i markedsføring og kommunikation har i forbindelse med lanceringen kommenteret, at kampagnen rykker grænserne for politisk kommunikation i Danmark, og ikke kun Helle Thornings hårgrænse.

Taktikken i det udelukkende negative angreb på politiske modstandere, uden at præsentere egen politik, siger kommentatorerne, kommer fra amerikanske valgkampe og har først nu har fundet vej til Danmark.

Der er imidlertid en anden og væsentligere side af kampagnens taktik, som, udover at være velkendt herhjemme, også skaber muligheden for at flytte grænserne for politisk kommunikation i almindelighed.

Dårlig omtale er gratis omtale

Der er stor sandsynlighed for, at bureauet bag Venstres reklameoffensiv, Hjaltelin Stahl & Co., har spekuleret i, at krænkelsen af først Lars Svankjærs og siden Thomas Andersens ophavsret ville give kampagnen en forøget opmærksomhed i medierne.

Alene gennem omtalen af fotografernes sagsanlæg er kampagnens budskab således blevet bragt ud til sine modtagere.

Samme taktik benytter Dansk Folkeparti, når dets politikeres udsagn (om fx parabolforbud eller indvandreres tyveri af saftevand og kage), alene på grund af deres forrykte karakter, får medierne til at bære politikernes budskaber ud til partiets kernevælgere, ganske gratis.

Taktikken kom også til udtryk i Dansk Folkepartis brug af titlen fra den afdøde sangerinde Natasjas Giv mig Danmark Tilbage i en politisk kampagne.

Forargeligheden ved at udnytte en afdød, stærkt venstreorienteret kunstner, som oven i købet var mørk i huden, i en xenofobisk kampagne, var nok til at skabe en historie i medierne, der således agerede nyttige idioter i partiets korstog mod muslimer.

Risikoen for sagsanlæg fra ophavspersoner bliver ifølge Statsministerens tidligere spindoktor, Søs Marie Seerup i PR-sammenhæng betragtet som en kalkuleret risiko.

Det var nemt at forudsige, at ophavsmændene til billederne af Helle Thorning og Villy Søvndal ville fare i flint og pudse deres advokater på det liberale regeringsparti. Dette skabte en løbende mediehistorie som beholder for det egentlige budskab.

Det uautoriserede kopi af billedet er imidlertid kun startskuddet på kampagnen, men det tjener et centralt formål, nemlig at etablere associationen til de to partilederes ansigter i et negativt rum, afgrænset af deres silhouetter på en baggrund af krydsfinér.

Allerede på kampagnens anden dag meddeler Venstre således til DR, at de ikke længere vil bruge de omstridte billeder, men sorte silhouetter istedet. Nu er der imidlertid ingen tvivl hos beskueren, om hvem det skal forestille.

Tid til forandring: Ophavsretten som valgtema?

At partisekretæren i et af Danmarks regeringspartier, Jens Skipper Rasmussen, ikke skulle kende til de grundlæggende bestemmelser i ophavsretsloven, virker måske påfaldende.

Han udtaler bl.a. til Ritzau, at Venstre »bare lånt billederne,« og til Politiken: »Der må være et vist albuerum i forhold til politisk kommunikation her i landet.«

Det er dog fristende at tage partisekretærens udtalelser for pålydende. I så fald lægger partiet op til en reform af ophavsretslovgivningen.

I en ny form skulle ophavsretten indholde begrænsninger, der svarer til de såkaldt Fair Dealing eller Fair Use-principper i angloamerikansk copyright.

Fair Use tillader, at man bryder ophavspersoners monopol på fremstilling af beskyttede værker, hvis dette foregår fx i et kritisk, journalistisk, forskningsmæssigt, arkivarisk, parodisk eller lignende øjemed.

Dansk lovgivning har en flig af dette princip indbygget i form af ophavsrettens §22, der er lovgivningens demokratiske alibi. §22 giver ret til at citere “i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Retten til at citere fra offentliggjorte værker gælder imidlertid kun for tekst. Således er musik, lydklip, fotos og film endnu ikke demokratiske ressourcer, på trods af at de som medieformer efterhånden er centrale i den politiske kommunikation og således i en demokratisk offentlighed.

Af Folketingets partier, har kun Enhedslisten hidtil haft ophavsretsreform på programmet. Det er et frisk pust over landet, at Venstre, gennem sin civile ulydighedsaktion, lægger op til en liberalisering og modernisering af lovgivningen.

Således ville Michael Jeppesens parodi af regeringspartiets kampagnevideo kunne legaliseres:

Når lanceringen af Venstres skræmmekampagne mod en kommende rød regering fremkalder sagsanlæg, er det udtryk for en kalkuleret risiko, hvor gevinsten er gratis omtale. Partiets civile ulydighed åbner dog også...

Mellemfolkeligt Samvirke præsenterer i samarbejde med Creative Commons Danmark et debatforløb om internettet og global udvikling.

Foto: pcambra

12.-14. august afholder Mellemfolkeligt Samvirke den musikalske og politiske festival Fair Fælled. I den forbindelse har Creative Commons Danmark et spor i festivalens DebatLounge.

Debatten tager udgangspunkt i det potentiale internettet og sociale medier rummer for at fremme udviklingen mod global social retfærdighed:

Undertegnede vil introducere Creative Commons’ licenser og sætte dem i perspektiv til den globale kulturelle udvikling.

Solana Larsen vil fortælle om hvordan Global Voices, bl.a. ved hjælp af Creative Commons, gør det muligt for hundredevis af bloggere verden over at få deres stemme hørt på tværs af sprogbarrierer og traditionelle mediehierarkier. Solana Larsen er ansvarshavende redaktør på Global Voices.

Tomas Krag vil fortælle om de to kollaborative bogprojekter Wireless Networking in the Developing World og Bypassing Internet Censorship, som er blevet til gennem såkaldte booksprints og udgivet på Creative Commons licenser. Tomas Krag er grundlægger af wire.less.dk og tidligere CTO i Refugees United, en online genforeningsplatform for flygtninge.

Tid
Søndag d. 14. august fra kl. 15.45 til 16.30.

Sted
DebatLounge, Fair Fælled, Fælledparken

Mellemfolkeligt Samvirke præsenterer i samarbejde med Creative Commons Danmark et debatforløb om internettet og global udvikling. Foto: pcambra 12.-14. august afholder Mellemfolkeligt Samvirke den musikalske og politiske festival Fair Fælled....