nedefra og op

Bag facaden: Ytringsfrihedens hårgrænse og albuerum

Når lanceringen af Venstres skræmmekampagne mod en kommende rød regering fremkalder sagsanlæg, er det udtryk for en kalkuleret risiko, hvor gevinsten er gratis omtale. Partiets civile ulydighed åbner dog også for politisk forandring.


Billede: derbliveraldrigvalgever på albuerums-licens.

Fotograf Lars Svankjær, der har lagt sag an mod Venstre for ophavsretskrænkelse, udtaler til B.T., at partiets kampagne har misbrugt hans billeder:

»For det første bruger de billederne uden at bede om lov. For det andet har de ikke skrevet mit navn. For det tredje har de manipuleret med billederne – de har flyttet Helles hårgrænse.«

Flere eksperter i markedsføring og kommunikation har i forbindelse med lanceringen kommenteret, at kampagnen rykker grænserne for politisk kommunikation i Danmark, og ikke kun Helle Thornings hårgrænse.

Taktikken i det udelukkende negative angreb på politiske modstandere, uden at præsentere egen politik, siger kommentatorerne, kommer fra amerikanske valgkampe og har først nu har fundet vej til Danmark.

Der er imidlertid en anden og væsentligere side af kampagnens taktik, som, udover at være velkendt herhjemme, også skaber muligheden for at flytte grænserne for politisk kommunikation i almindelighed.

Dårlig omtale er gratis omtale

Der er stor sandsynlighed for, at bureauet bag Venstres reklameoffensiv, Hjaltelin Stahl & Co., har spekuleret i, at krænkelsen af først Lars Svankjærs og siden Thomas Andersens ophavsret ville give kampagnen en forøget opmærksomhed i medierne.

Alene gennem omtalen af fotografernes sagsanlæg er kampagnens budskab således blevet bragt ud til sine modtagere.

Samme taktik benytter Dansk Folkeparti, når dets politikeres udsagn (om fx parabolforbud eller indvandreres tyveri af saftevand og kage), alene på grund af deres forrykte karakter, får medierne til at bære politikernes budskaber ud til partiets kernevælgere, ganske gratis.

Taktikken kom også til udtryk i Dansk Folkepartis brug af titlen fra den afdøde sangerinde Natasjas Giv mig Danmark Tilbage i en politisk kampagne.

Forargeligheden ved at udnytte en afdød, stærkt venstreorienteret kunstner, som oven i købet var mørk i huden, i en xenofobisk kampagne, var nok til at skabe en historie i medierne, der således agerede nyttige idioter i partiets korstog mod muslimer.

Risikoen for sagsanlæg fra ophavspersoner bliver ifølge Statsministerens tidligere spindoktor, Søs Marie Seerup i PR-sammenhæng betragtet som en kalkuleret risiko.

Det var nemt at forudsige, at ophavsmændene til billederne af Helle Thorning og Villy Søvndal ville fare i flint og pudse deres advokater på det liberale regeringsparti. Dette skabte en løbende mediehistorie som beholder for det egentlige budskab.

Det uautoriserede kopi af billedet er imidlertid kun startskuddet på kampagnen, men det tjener et centralt formål, nemlig at etablere associationen til de to partilederes ansigter i et negativt rum, afgrænset af deres silhouetter på en baggrund af krydsfinér.

Allerede på kampagnens anden dag meddeler Venstre således til DR, at de ikke længere vil bruge de omstridte billeder, men sorte silhouetter istedet. Nu er der imidlertid ingen tvivl hos beskueren, om hvem det skal forestille.

Tid til forandring: Ophavsretten som valgtema?

At partisekretæren i et af Danmarks regeringspartier, Jens Skipper Rasmussen, ikke skulle kende til de grundlæggende bestemmelser i ophavsretsloven, virker måske påfaldende.

Han udtaler bl.a. til Ritzau, at Venstre »bare lånt billederne,« og til Politiken: »Der må være et vist albuerum i forhold til politisk kommunikation her i landet.«

Det er dog fristende at tage partisekretærens udtalelser for pålydende. I så fald lægger partiet op til en reform af ophavsretslovgivningen.

I en ny form skulle ophavsretten indholde begrænsninger, der svarer til de såkaldt Fair Dealing eller Fair Use-principper i angloamerikansk copyright.

Fair Use tillader, at man bryder ophavspersoners monopol på fremstilling af beskyttede værker, hvis dette foregår fx i et kritisk, journalistisk, forskningsmæssigt, arkivarisk, parodisk eller lignende øjemed.

Dansk lovgivning har en flig af dette princip indbygget i form af ophavsrettens §22, der er lovgivningens demokratiske alibi. §22 giver ret til at citere “i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Retten til at citere fra offentliggjorte værker gælder imidlertid kun for tekst. Således er musik, lydklip, fotos og film endnu ikke demokratiske ressourcer, på trods af at de som medieformer efterhånden er centrale i den politiske kommunikation og således i en demokratisk offentlighed.

Af Folketingets partier, har kun Enhedslisten hidtil haft ophavsretsreform på programmet. Det er et frisk pust over landet, at Venstre, gennem sin civile ulydighedsaktion, lægger op til en liberalisering og modernisering af lovgivningen.

Således ville Michael Jeppesens parodi af regeringspartiets kampagnevideo kunne legaliseres:

Flattr this!