Enhedslistens principprogram bliver kritiseret for at ville nationalisere bankerne efter revolutionen, men et opgør med finanssektoren er det bedste bud på en løsning, der kan bringe os ud af krisen uden en revolution og burde være socialdemokratisk politik.
Foto: Citat fra filmen Alien (© 20th Century Fox).
Paul Mason, der er økonomiredaktør på BBC Newsnight, har beskrevet finanskrisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.
I Masons billede er rumvæsnet banksektoren, og blodet er al dens fejlvurderede og giftige gæld. Det første dæk, som blodet smelter igennem, er kreditsystemet, som kørte fast. Det andet dæk er den produktive økonomi, der tog et drastisk dyk i manglen på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet foreløbigt har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned, svarende til at rumvæsnets blod ætser gennem Nostromos skrog.
Ud over de mellemstatslige konflikter, som et sådant globalt sammenbrud vil medføre, står vi nu overfor eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteydere verden over betaler prisen for at staterne har afbødet krisens umiddelbare skadevirkninger. Men blodet er ikke stoppet med at ætse sig gennem økonomien, og der er brug for nye politiske visioner, for at gøre op med det tankesæt, der i første omgang lod rumvæsnet klynge sig til den økonomiske produktivitet.
Masons bog Meltdown, om hvordan finanssektorens kollaps truede med at trække den globale økonomi med sig i faldet, er ikke science fiction. Meltdown kan snarere læses som en god krimi; man vender side efter side i spænding over at få afsløret, hvem der står med ansvaret for, at den globale økonomi smeltede ned. Hvem gjorde det? I Masons beretning peger alle beviser mod den internationale neoliberale elite.
De neoliberale ideers historie
Neoliberalismens historie er relativt kort, men som en usynlig ideologisk hånd har dens politiske virkninger været kolossale. Uden den neoliberale ideologi havde finanskrisen ikke været mulig.
Historien starter med forfatteren Ayn Rand. Hendes bog Atlas Shrugged fra 1957 er for neoliberalister, hvad Ringenes Herre er for fantasyfans. Gennem sine værker ophøjer Rand selviskhed til et endegyldigt moralsk princip, der efterlader alle andre moralske principper såvel som sociale hensyn umoralske, for så vidt at de står i vejen for forfølgelsen af egeninteresse.
Et af Rands tidlige og trofaste disciple var økonomen Alan Greenspan, der senere blev formand for den amerikanske centralbank. Under fire præsidenter stod han som styrmand for en økonomisk politik, som deregulerede finansmarkederne, så egeninteresser kunne få frit spil.
Dereguleringen tillod skabelsen af obskure finansielle produkter, der gjorde finansmarkedet uigennemskueligt og ustabilt. Resultatet var en global økonomisk lavine, efter at de største amerikanske investeringsbanker og forsikringsselskaber kollapsede.
Mellem Rand og finanskrisen ligger et halvt århundrede med udviklingen og udbredelsen af en økonomisk teori svarende til de selviske filosofiske principper, hun præsenterede i fiktiv form i sine romaner.
Forskellen mellem neoliberalisme og klassisk liberalisme er groft sagt, at hvor klassisk liberalisme taler for politisk såvel som økonomisk frihed, handler neoliberalismen hovedsageligt om friheden til at forfølge økonomiske egeninteresser.
En af teoriernes vigtigste ophavsmænd er den østrigske økonom Friedrich von Hayek. Hans discipel Milton Friedman blev ligeledes en central figur i neoliberal økonomi, både i teori og praksis.
Efter at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende blev væltet og dræbt i statskuppet i 1973, og general Augosto Pinochet tog magten med hjælp fra CIA, fik neoliberalismen et laboratorium at afprøve sine teorier i.
Hayek og Friedman tilskyndede efter statskuppet Pinochet til at påføre økonomien et neoliberalt chok ikke ulig de elektriske chok, som chilenske dissidenter blev udsat for i generalens torturkamre.
Den neoliberale økonomiske chokterapi, som senere er afprøvet mange andre steder i verden, bliver kaldt “The Washington Consensus.” Den består af offentlige nedskæringer, skattelettelser, markedsbaseret rentesætning, fjernelse af barrierer for global kapital, privatisering af offentlige virksomheder og en generel deregulering, dog undtaget garantien af den private ejendomsret. Man skal blot erstatte “The Washington Consensus” med “reformkrav” for at se, hvordan den neoliberale terapi har vundet indpas på tværs af det politiske spektrum herhjemme.
Ud over at skabe øget ulighed både lande imellem og internt i de enkelte lande medførte neoliberal økonomisk politik også en finansialisering af økonomien. Det betyder at virksomheder i højere grad investerer kapital i finanssektoren frem for i den produktive del af økonomien, hvor den kan bidrage til innovation og jobskabelse. En direkte følgevirkning er gentagne finansielle bobler, som den der brast på det amerikanske boligmarked og satte den finansielle nedsmeltning i gang.
Mason peger i sin bog på et enkelt pluspunkt i neoliberalismens regnskab, nemlig en stabil vækst i den vestlige verden siden 1992 og et fald i absolut fattigdom, der har været ideologiens politiske styrke og som har tilladt den at trænge langt ind i tankegangen på socialdemokratiske og selv socialistiske partier og politikere.
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke forholdet mellem neoliberalistisk teori og reel økonomisk vækst under kapitalismen er som musen og elefanten der følges ad hen over en bro: »Sikke vi gungrer«, siger den neoliberale mus til kapitalismens elefant.
Finanskrisen og dens efterdønninger påviser en grundlæggende fejlantagelse i det neoliberale tankegods, nemlig troen på at staten ikke bør røre ved finanssektoren, hvis man vil sikre vækst. Problemet er, at politikere og nationaløkonomer tilsyneladende har fået neoliberalismens dogmer ind med modermælken og derfor er ude af stand til at tage beslutninger, der strider imod dens etablerede sandheder.
Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for.
Den lange cyklus og fremtidens bankvæsen
For at bryde den kognitive stilstand hiver Mason to økonomer langt fra mainstreamen ind i forsøget på at begrebsliggøre de omvæltninger, den globale økonomi gennemgår.
Den første er Nikolai Kondratiev, en russisk økonom, der blev henrettet i Sovjetunionen i 1938 som fortaler for markedssocialisme. Han beskrev kapitalismens “lange cyklus” som et tilbagevendende halvtredsårigt mønster af opsving, stagnation og depression.
Problemet med Kondratievs teori, skriver Mason, er, at selvom den stemmer overens med kapitalismens historie, så stemmer den ikke overens med nutiden, da der så skulle have fundet en depression sted omkring årtusindskiftet, hvilket er omtrent så langt fra virkeligheden, som man kommer.
Kondratiev blev slået ihjel på grund af sin økonomiske overbevisning om, at kapitalismen overvinder sine kriser og ikke bryder sammen under sine indre modsætninger for at give plads til kommunismen. Mason mener, at det ironisk nok var kommunismens fald i 1989, der, sammen med det kommunistiske Kinas indtræden på det globale marked, brød den regelmæssige cyklus, gennem hvilken Kondratiev havde beskrevet, hvordan kapitalismen fornyer sig selv.
Vi befinder os således i et historisk vadested, hvor krisens dynamikker kommer til at tage flere årtier at udspille sig. Til at forstå og håndtere denne situation, finder Mason en anden uortodoks økonom frem der posthumt forklarer, hvordan neoliberalismens teorier skabte krisen og hvordan man løser den. Det er den amerikanske økonom Hyman Minsky, som døde af naturlige årsager i 1996.
Minskys løsning på finansielle kriser var dobbelt: Staten skal tillade store underskud på sine budgetter og centralbanken skal pumpe penge ind i økonomien. Det er netop hvad verdens regeringer og centralbanker, om end modstræbende, har gjort i forsøget på at stoppe krisen.
Mere grundlæggende kom Minsky med en løsning på det problem, at økonomien løbende bobler og kollapser i takt med den deregulerede spekulative finanskapital. Løsningen består i en gennemgribende socialisering af banksystemet, ikke som et antikapitalistisk tiltag, men som den eneste måde at redde økonomien gennem høj vækst og højt forbrug på basis af høj løn, snarere end høj gæld som under det neoliberale regime.
Socialiseringen af banksystemet er, ligesom Minskys løsning på den finansielle krise, lige præcis, hvad der har fundet sted bare ikke med det formål, han forestillede sig. Verden over har stater overtaget store dele af banksektoren, men det er sket i et forsøg på at vende tilbage til en normaltilstand fra før krisen.
På baggrund af Kondratiev og Minskys teorier udstikker Mason tre overordnede retninger, i hvilke den udviklede verden kan gå ud af den nuværende krise. For det første kan vi forsøge at gå tilbage til den neoliberale vækstmodel drevet af høj gæld og lave lønninger. Det er den retning G20-landene såvel som Danmark implicit bevæger sig i, og det er en videreførsel af det neoliberale tankesæt bare med lidt mindre overbevisning og lidt mere regulering.
For det andet kan vi opgive målet om vækst og forbrug. Det kaldes modvækst og har sine fortalere i antiglobaliseringsbevægelsen især i lyset af den globale opvarmning. Problemet med denne model, påpeger Mason, er at det kun er en reel mulighed for den vestlige, udviklede verden. Modvækst kan ikke trække milliarder af mennesker ud af fattigdom i udviklingslandene.
Det tredje alternativ er en model for høj vækst gennem en tilbagevenden til efterkrigstidens stigende lønninger, høje omfordeling og et kraftigt reguleret finanssystem, altså klassisk socialdemokratisk politik to komma nul. Det er Minsky’s model for at redde kapitalismen: at socialisere bank- og forsikringssektoren og derigennem lægge kraftige bånd på finansspekulationen, således at kapitalen primært bevæger sig i den virkelige, produktive økonomi til gavn for entreprenører og lønmodtagere. Dette er ikke en uvant model, skriver Mason:
»Det er ukendt land for bankfolk, men vi har faktisk lange erfaringer med, hvad der sker, når virksomheder, som ikke kan tjene penge, danner et naturligt monopol og er essentielle for resten af forretningsverdenens funktion. De kaldes forsyningsvirksomheder. Mange mener, at bankvirksomhed nu er ved at blive ligesom en forsyningsvirksomhed; kraftigt reguleret, med lav profit og rettet ved lov mod et socialt snarere end et finansielt formål.« (s. 162)
Banker vil kunne spille samme økonomiske rolle som vandværker, kraftværker, internetudbydere osv og forsyne det omgivende samfund med nødvendig kredit, så markedet kan fungere, men det vil kræve, at banksektoren bindes af samme sociale ansvar som andre samfundsnødvendige forsyningsvirksomheder.
I et sådant socialiseret eller nationaliseret banksystem vil den spekulative finanskapital ikke nødvendigvis uddø, men snarere blive en nicheaktivitet uden indflydelse på den produktive økonomi, der vil være beskyttet mod finansielle bobler og kollaps gennem vandtætte skodder mellem bankverdenen og de risikofyldte investeringer på finansmarkedet.
Revolution eller krig
Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde nået rumskibets skrog?
Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen finde udtryk i forholdet mellem stater. Konkurrencen mellem stater vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke på vej dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen.
Derimod bliver de statslige sparekure nu omsat til ophedede interne klassekampe, hvor samfundets modsætninger for alvor kommer op til overfladen, som det sås i Nordafrika og Mellemøsten op til det arabiske forår, og som i Grækenland, hvor statsapparatet er ved at bryde sammen under interne spændinger. Der er revolution i luften. Spørgsmålet er, hvor den blæser hen.
Spørgsmålet er mere grundlæggende, om vi i fremtiden helst vil stå med valget mellem ekstern krig og intern klassekamp, eller om vi vil sigte efter nye politiske mål, der gør, at det ikke bliver et relevant valg at træffe.
Neosocialdemokratisme
Det er den neoliberale trosbekendelse, at regulering af finansverdenen er et onde, der står i vejen for vækst, der har ført os ud til kanten af afgrunden, og nu forventer vi, at den også kan føre os tilbage. Det kræver nye politiske visioner at komme videre fra finanskrisen og ikke blot gentage den.
Det kan godt være, at visionen om et stramt reguleret, nationalt eller socialiseret bankvæsen, som danner grundlag for iværksætteri, innovation, jobskabelse og vækst, ikke er Socialdemokraternes politik, men så kan man i stedet kalde det neosocialdemokratisme. Den tjener det samme formål som klassisk socialdemokratisme: høj vækst, høj omfordeling og høj løn.
I et sådant perspektiv spænder Enhedslistens principprogram vognen for hesten. Nationalisering af bankerne bliver ikke konsekvensen af en revolution men omvendt det, der redder samfundet fra revolutionære omvæltninger og som redder kapitalismen fra sig selv. Det er en nationalisering eller en tilsvarende stramt socialiserende regulering af det finansielle system, der vil gøre, at en revolution ikke bliver nødvendig for at opnå en mere lige fordeling af velstanden i samfundet.
I Alien ender heltinden med at sprænge rumskibet Nostromo i luften for at slippe af med rumvæsnet. Efterfølgende står hun alligevel ansigt til ansigt med det i filmens sidste scene. Spørgsmålet er, om ikke vi skulle tage opgøret med finanssektoren, før den leder os som samfund til økonomisk selvdestruktion på nationalt såvel som globalt plan.
[...] er syndikeret fra frikultur.dk. FRA SAMME SKRIBENT Frygt og lede på Folkemødet: HyggepolitikFrygt og lede på Folkemødet: Når [...]
Som sædvanligt er de venstreorienterede skribenter ligeglade med fakta, så lad os se på disse:
1: Milton Friedman rådede mange lande til at liberalisere sin økonomiske politik, inklusiv kommunistiske lande. Er han så også kommunist? Desuden var Milton Friedman og Friedrich von Hayek rygende uenige om økonomisk politik.
“Milton Friedman declared himself “an enormous admirer of Hayek, but not for his economics. I think Prices and Production is a very flawed book. I think his [Pure Theory of Capital] is unreadable. On the other hand, The Road to Serfdom is one of the great books of our time.”
http://en.wikipedia.org/wiki/Friedrich_Hayek#Related_to_the_Business_Cycle se
2: Friedrich August von Hayek var imod det nuværende banksystem (altså det gældsbaserede banksystem som omtales i artiklen) og gik i stedet ind for en guldstandard der ikke skabte penge ud af ingenting og derfor ikke skabte bobler.
3. Finansverdnens tab kom i høj grad fra almindelige udlån, altså ikke det såkåldt “spekulative” (selvom forsikring af obligationer da aldrig kan være en dårlig idé)
4. Hyman Minskys løsning vil blot skabe flere bobler og efterfølgende kriser, i det de ‘socialiserede banker’ vil være langt mere modtagelige overfor politisk pres, som vil tilskynde disse banker til at låne til folk som ikke har rå til at bo i hus, som eksempelvis Fanny Mae og Freddy Mac i USA var udsat for i 90′erne.
Hvis der er nogen, der har lyst til at læse en reel forklaring på krisens opståen kan man evt. læse denne side: http://en.wikipedia.org/wiki/Austrian_business_cycle_theory
Hej Steen.
I dit blinde arrigskab over at jeg ikke deler din trosretning, glemmer du at forholde dig til, hvad der faktisk står i indlægget. Hvis du havde påpeget faktuelle fejl, ville jeg tage din kritik alvorligt.
Til dit punkt 1 og 2, kan jeg kun svare følgende: Og hvad så? Det ændrer ikke på, at det er den neoliberale ideologi, der har kørt økonomien i sænk.
Punkt 3 er faktuelt forkert. Uden dereguleringen af finanssektoren ville markedet for subprime-mortgage baserede securities ikke have boblet og brast, som det gjorde.
Punkt 4 viser igen, at du overhovedet ikke ved, hvad du snakker om. Sociale banker findes allerede, og de er ekstremt allergiske overfor risisci, hvorfor bobler i en finanssektor, hvor de var grundreglen, ville være nærmest ikke-eksisterende.
Du minder mig om violinisten, der sammen med sit orkester spiller videre, mens Titanic synker under dem (bortset fra at du spiller falsk).
“Hej Steen.
I dit blinde arrigskab over at jeg ikke deler din trosretning, glemmer du at forholde dig til, hvad der faktisk står i indlægget. Hvis du havde påpeget faktuelle fejl, ville jeg tage din kritik alvorligt.
Til dit punkt 1 og 2, kan jeg kun svare følgende: Og hvad så? Det ændrer ikke på, at det er den neoliberale ideologi, der har kørt økonomien i sænk.
Punkt 3 er faktuelt forkert. Uden dereguleringen af finanssektoren ville markedet for subprime-mortgage baserede securities ikke have boblet og brast, som det gjorde.
Punkt 4 viser igen, at du overhovedet ikke ved, hvad du snakker om. Sociale banker findes allerede, og de er ekstremt allergiske overfor risisci, hvorfor bobler i en finanssektor, hvor de var grundreglen, ville være nærmest ikke-eksisterende.
Du minder mig om violinisten, der sammen med sit orkester spiller videre, mens Titanic synker under dem (bortset fra at du spiller falsk).”
Tabene på derivater ville jo ikke være sket, hvis ikke Fannie Mae og Freddy Mac havde ydet lån til personer som ikke kunne betale tilbage.
Krisen er altså opstået på baggrund af klassiske bankudlån som har eksisteret i århundreder. At det nu er muligt at forsikre sin obligation gør det lige pludselig til “spekulanternes” skyld, eller hvad?
Hvilke bankforretninger skal de “sociale banker” tage sig af, hvis de skal være fuldstændig risikofrie?
Alle bankforretninger indeholder risici, og en kombination af bankforretninger og politisk indflydelse vil blot skabe en endnu større krise i Danmark. Det er jo ikke for sjov det er i USA krisen har ramt hårdest, for det er her Fannie Mae og Freddie Mac har ydet lån. Det amerikanske system viser netop problemet med de sociale banker. Lige meget om Goldman Sachs og Morgan Stanley eksisterede før krisen ville den stadig være opstået. http://en.wikipedia.org/wiki/Fannie_Mae http://en.wikipedia.org/wiki/Freddie_Mac
Krisen handler ikke om grådige bankfolk (alle mennesker er grådige), men om to ting: Centralbankens kontrol med prisen på penge og politisk pres på kreditforeninger.
Du har tydeligvis ikke læst om den østrigske konjunkturcyklusteori, hvis du havde ville du se, at det var den teori Friedrich von Hayek fik nobelprisen for og, at den er imod det fraktionelle reserve system vi har i dag. Altså imod det du kalder “neoliberalt”. De fleste økonomer vil fortælle dig, at den østrigske skole (som von Hayek var tilhænger af) er den mest liberale økonomiske skole og der er masser af eksempler på forslag som du kan udstille som ekstreme, men krisen i dag er IKKE et resultat af politikforslag fra von Hayek, eller nogen anden økonom med intellektuel tilknytning denne.
Ah. Nu forstår jeg. Det er ikke substansen i indlægget, der går dig på, men at jeg nævner Hayek uden at gøre rede for hele hans trosbekendelse. En tro discipel forsvarer sin profet…
Kig op fra Ron Pauls Youtube-kanal. Guldstandarden kommer ikke tilbage, og markedet opnår ikke ligevægt gennem deregulering.
Jeg argumenterer intetsteds for fractional reserve banking eller fiat currency, eller for at konjunktursvingninger ikke eksisterer. Selv ikke den mest neoliberale makroøkonom ville imidlertid argumentere for, at finanskrisen blot er en lavkonjunktur.
Jeg kan kun gentage mig selv og sige, at markedet for CDOs ikke havde boblet og brast uden dereguleringerne af finansmarkedet. Og der ligger ansvaret udelukkende hos dine monetaristiske venner.
I forhold til sociale banker tåger du stadig rundt. FM+FM er ikke eksempler på, hvordan en social bank fungerer.
@Henrik Chulu
Det går mig selvfølgelig på, at du tillægger Hayek holdninger som han ikke havde. Det går mig dog også på, at du ikke kan forholde dig til det jeg skriver.
Det er vel meget naturligt at prisen på forsikringer er variabel af det den forsikrer’s værdi? Det er som om du udelukkende ser det som et problem, at “uregulerede finansmarkeder” får lov til at forsikre obligationer, når de reelt set blot er budbringerne.
“Kig op fra Ron Pauls Youtube-kanal. Guldstandarden kommer ikke tilbage, og markedet opnår ikke ligevægt gennem deregulering.”
Hvorfor ikke?
“I forhold til sociale banker tåger du stadig rundt. FM+FM er ikke eksempler på, hvordan en social bank fungerer.”
Hvordan fungerer en social bank så? Hvis ikke den laver udlån til virksomheder og privatpersoner er der da ikke meget den kan lave? Uddan mig endelig.
@Henrik Chulu
Der er en anden ting jeg undrer mig over i dit indlæg.
Hvordan havde du forestillet dig, at staten skulle kunne foretage rationel kalkulation i forhold til forbrugernes præferencer, når det kun er de sociale banker, der ikke går efter maksimal profit, der agerer på de finansielle markeder. Hvordan skal produktionen af forskellige varer foregå når staten styrer udlånene. Hvad med produktionen af alkohol og cigaretter? Eller skal “det socialdemokratiske menneske” hverken ryge eller drikke?
Du bliver nødt til at lære at læse indad. Jeg har ikke skrevet et eneste ord om Hayeks holdninger, kun om hans rolle i udformningen af neoliberal økonomisk teori.
Hvorvidt man kan forsikre obligationer eller ej er ikke problemet. Hvis penge, man kan gøre for for, er imidlertid. Som finanskrisen har vist og stadig viser, gør man det i sidste ende med skatteydernes penge.
Ift. guldstandarden: Det er vist dig der skal forklare, hvordan vi genindfører guldstandarden. Det ville være en meget mere gennemgribende regulering af de globale finansmarkeder, end hvad Minsky foreslår.
Ift. ligevægt, handler det om, at de modeller, der forklarer hvordan prisdannelsen på en markedsplads fungerer, ikke kan generaliseres, uden at komme ud af takt med virkeligheden.
Du har helt misforstået pointen. Måske du skulle læse mit indlæg en gang til? En social bank i Minskys model ville være en bank, der, på samme måde som et vandværk leverer vand, og et kraftværk leverer el, leverer kredit til privatpersoner og virksomheder. Til gengæld spekulerer den ikke med sine indlåneres penge med profitmaksimering for øje.
Nu letter du helt fra jorden. Hvad i alverden snakker du om? Der er ingen der har sagt at staten skal styre udlån. Når du en dag vågner op fra dine neoliberale dagdrømmerier, vil du se at global finanskapital er dybt afhængig af et stærkt statsapparat.
“Hvorvidt man kan forsikre obligationer eller ej er ikke problemet. Hvis penge, man kan gøre for for, er imidlertid. Som finanskrisen har vist og stadig viser, gør man det i sidste ende med skatteydernes penge.”
Vi er enige om, at bankerne ikke skal have statsstøtte.
“Du har helt misforstået pointen. Måske du skulle læse mit indlæg en gang til? En social bank i Minskys model ville være en bank, der, på samme måde som et vandværk leverer vand, og et kraftværk leverer el, leverer kredit til privatpersoner og virksomheder. Til gengæld spekulerer den ikke med sine indlåneres penge med profitmaksimering for øje.”
Sammenligningen mellem banker og vandværker er efter min mening meget simplificeret. Renten er som udgangspunkt afhængig af centralbankens rente, risikoen og bankens indlån. Vandværker sælger jo blot vand til en, så vidt jeg ved, fast pris pr m3.
“Ift. guldstandarden: Det er vist dig der skal forklare, hvordan vi genindfører guldstandarden. Det ville være en meget mere gennemgribende regulering af de globale finansmarkeder, end hvad Minsky foreslår.
Ift. ligevægt, handler det om, at de modeller, der forklarer hvordan prisdannelsen på en markedsplads fungerer, ikke kan generaliseres, uden at komme ud af takt med virkeligheden.”
Vi er enige omkring ligevægtsmodeller, om end man kan sige, at en markedsplads konstant vil balancere sig imod ligevægt
Guldstandarden vil, modsat FIAT pengesystemet som eksisterer i dag, stoppe den konstante ekspansion af pengemængden og de efterfølgende bobler, som opstår grundet en kunstig manipulering af markedets signaler. Dette vil medføre en mere stabil økonomisk udvikling, da opsving ikke vil opstå som konsekvens af centralbankers manipulation, men som konsekvens af virksomheders produktion af varer ud fra markedets præferencer. Det betyder ikke, at markedet vil være perfekt, virksomheder vil stadig gå konkurs, der vil stadig opstå misallokeringer af resurserne, men disse vil ikke være lige så skadelige, da markedets signaler, i stedet for at være manipuleret af centralbankerne, vil være et reelt udtryk for forbrugernes præferencer.
“Nu letter du helt fra jorden. Hvad i alverden snakker du om? Der er ingen der har sagt at staten skal styre udlån. Når du en dag vågner op fra dine neoliberale dagdrømmerier, vil du se at global finanskapital er dybt afhængig af et stærkt statsapparat.”
Hvis bankerne bliver nationaliseret vil det jo netop være staten, der styrer udlån.
Uanfægtet at det var netop den massive statsstøtte, der har reddet den globale økonomi fra en nedsmeltning og efterfølgende blodige krige?
Sammenligningen går udelukkende på, at vandværker ikke er sat i verden til at generere afkast til sine aktionærer, men rent vand til samfundet og til gavn for alle. Læs indlægget igen; det kan være du bliver klogere…
Vi er ikke enige om, hvorvidt man kan generalisere fra den fysiske markedsplads og så til hele samfundsøkonomier. Det kan man ikke.
Du har ikke forklaret, hvordan du og Ron Paul vil genindføre jeres forkætrede guldstandard. Det vil kræve en overstatslig verdensregering, som kan håndhæve den. Jeg forestiller mig ikke, at dit liberalistiske hjerte banker for en global stat. Derudover er jeg ganske enig i, at penge burde repræsentere reel, social værdi og ikke spekulativ gæld.
Vi har jo allerede nationaliseret bankernes tab, mens de beholder deres profit. Hvorfor ikke gå hele vejen, eller skal alt brændes ned til grunden først?
Derudover ville en folkebanks udlån ikke nødvendigvis være mere “styret” end et folkebiblioteks udlån, eller undervisningen på et folkeskole, eller nyhederne i en mediestøttet avis (Dagbladet Arbejderen fx) osv osv osv.
Det er som om du lever i et fantasiland, hvor Ron Paul altid har ret og virkeligheden altid tager fejl.
[...] Chulu skriver et langt og læseværdigt indlæg om finanskrisen og revolutionen, som jeg bliver nødt til at kommentere på. Jeg kender Henrik som copyright-skeptiker og kritiker [...]
Hej Henrik – tak for interessant læsning. Jeg skrev en kommentar her, men den blev så lang, at jeg istedet postede den som et regulært blogindlæg på min egen blog (jvnfr. pingback herover – det første pingback var en fejl, det kan du roligt slette – det andet virker).
Den væsentligste pointe i min kommentar er den, at vi ikke kan undgå fremtidige kriser uden at gå et spadestik dybere end blot at regulere finansbranchen – og regulere det, der blev spekuleret i : privat ejerskab til jord. Det kan vi regulere ved at flytte beskatning fra arbejde til ejendom – i særdeleshed grundskylden. Det er ikke bare virksomt – det giver også en mere retfærdig fordeling af verdens goder.
[...] i stand til, hvis de spændes for et politisk projekt med klare mål. Et sådant strategisk mål er et grundlæggende opgør med finanssektoren. Det er ikke muligt at ændre det globale finansielle system uden at handle på de samme [...]
[...] i stand til, hvis de spændes for et politisk projekt med klare mål. Et sådant strategisk mål er et grundlæggende opgør med finanssektoren. Det er ikke muligt at ændre det globale finansielle system uden at handle på de samme [...]