nedefra og op

Finanskrisen og den kommende revolution

Enhedslistens principprogram bliver kritiseret for at ville nationalisere bankerne efter revolutionen, men et opgør med finanssektoren er det bedste bud på en løsning, der kan bringe os ud af krisen uden en revolution og burde være socialdemokratisk politik.


Foto: Citat fra filmen Alien (© 20th Century Fox).

Paul Mason, der er økonomiredaktør på BBC Newsnight, har beskrevet finanskrisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet banksektoren, og blodet er al dens fejlvurderede og giftige gæld. Det første dæk, som blodet smelter igennem, er kreditsystemet, som kørte fast. Det andet dæk er den produktive økonomi, der tog et drastisk dyk i manglen på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet foreløbigt har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned, svarende til at rumvæsnets blod ætser gennem Nostromos skrog.

Ud over de mellemstatslige konflikter, som et sådant globalt sammenbrud vil medføre, står vi nu overfor eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteydere verden over betaler prisen for at staterne har afbødet krisens umiddelbare skadevirkninger. Men blodet er ikke stoppet med at ætse sig gennem økonomien, og der er brug for nye politiske visioner, for at gøre op med det tankesæt, der i første omgang lod rumvæsnet klynge sig til den økonomiske produktivitet.

Masons bog Meltdown, om hvordan finanssektorens kollaps truede med at trække den globale økonomi med sig i faldet, er ikke science fiction. Meltdown kan snarere læses som en god krimi; man vender side efter side i spænding over at få afsløret, hvem der står med ansvaret for, at den globale økonomi smeltede ned. Hvem gjorde det? I Masons beretning peger alle beviser mod den internationale neoliberale elite.

De neoliberale ideers historie

Neoliberalismens historie er relativt kort, men som en usynlig ideologisk hånd har dens politiske virkninger været kolossale. Uden den neoliberale ideologi havde finanskrisen ikke været mulig.

Historien starter med forfatteren Ayn Rand. Hendes bog Atlas Shrugged fra 1957 er for neoliberalister, hvad Ringenes Herre er for fantasyfans. Gennem sine værker ophøjer Rand selviskhed til et endegyldigt moralsk princip, der efterlader alle andre moralske principper såvel som sociale hensyn umoralske, for så vidt at de står i vejen for forfølgelsen af egeninteresse.

Et af Rands tidlige og trofaste disciple var økonomen Alan Greenspan, der senere blev formand for den amerikanske centralbank. Under fire præsidenter stod han som styrmand for en økonomisk politik, som deregulerede finansmarkederne, så egeninteresser kunne få frit spil.

Dereguleringen tillod skabelsen af obskure finansielle produkter, der gjorde finansmarkedet uigennemskueligt og ustabilt. Resultatet var en global økonomisk lavine, efter at de største amerikanske investeringsbanker og forsikringsselskaber kollapsede.

Mellem Rand og finanskrisen ligger et halvt århundrede med udviklingen og udbredelsen af en økonomisk teori svarende til de selviske filosofiske principper, hun præsenterede i fiktiv form i sine romaner.

Forskellen mellem neoliberalisme og klassisk liberalisme er groft sagt, at hvor klassisk liberalisme taler for politisk såvel som økonomisk frihed, handler neoliberalismen hovedsageligt om friheden til at forfølge økonomiske egeninteresser.

En af teoriernes vigtigste ophavsmænd er den østrigske økonom Friedrich von Hayek. Hans discipel Milton Friedman blev ligeledes en central figur i neoliberal økonomi, både i teori og praksis.

Efter at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende blev væltet og dræbt i statskuppet i 1973, og general Augosto Pinochet tog magten med hjælp fra CIA, fik neoliberalismen et laboratorium at afprøve sine teorier i.

Hayek og Friedman tilskyndede efter statskuppet Pinochet til at påføre økonomien et neoliberalt chok ikke ulig de elektriske chok, som chilenske dissidenter blev udsat for i generalens torturkamre.

Den neoliberale økonomiske chokterapi, som senere er afprøvet mange andre steder i verden, bliver kaldt “The Washington Consensus.” Den består af offentlige nedskæringer, skattelettelser, markedsbaseret rentesætning, fjernelse af barrierer for global kapital, privatisering af offentlige virksomheder og en generel deregulering, dog undtaget garantien af den private ejendomsret. Man skal blot erstatte “The Washington Consensus” med “reformkrav” for at se, hvordan den neoliberale terapi har vundet indpas på tværs af det politiske spektrum herhjemme.

Ud over at skabe øget ulighed både lande imellem og internt i de enkelte lande medførte neoliberal økonomisk politik også en finansialisering af økonomien. Det betyder at virksomheder i højere grad investerer kapital i finanssektoren frem for i den produktive del af økonomien, hvor den kan bidrage til innovation og jobskabelse. En direkte følgevirkning er gentagne finansielle bobler, som den der brast på det amerikanske boligmarked og satte den finansielle nedsmeltning i gang.

Mason peger i sin bog på et enkelt pluspunkt i neoliberalismens regnskab, nemlig en stabil vækst i den vestlige verden siden 1992 og et fald i absolut fattigdom, der har været ideologiens politiske styrke og som har tilladt den at trænge langt ind i tankegangen på socialdemokratiske og selv socialistiske partier og politikere.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke forholdet mellem neoliberalistisk teori og reel økonomisk vækst under kapitalismen er som musen og elefanten der følges ad hen over en bro: »Sikke vi gungrer«, siger den neoliberale mus til kapitalismens elefant.

Finanskrisen og dens efterdønninger påviser en grundlæggende fejlantagelse i det neoliberale tankegods, nemlig troen på at staten ikke bør røre ved finanssektoren, hvis man vil sikre vækst. Problemet er, at politikere og nationaløkonomer tilsyneladende har fået neoliberalismens dogmer ind med modermælken og derfor er ude af stand til at tage beslutninger, der strider imod dens etablerede sandheder.

Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for.

Den lange cyklus og fremtidens bankvæsen

For at bryde den kognitive stilstand hiver Mason to økonomer langt fra mainstreamen ind i forsøget på at begrebsliggøre de omvæltninger, den globale økonomi gennemgår.

Den første er Nikolai Kondratiev, en russisk økonom, der blev henrettet i Sovjetunionen i 1938 som fortaler for markedssocialisme. Han beskrev kapitalismens “lange cyklus” som et tilbagevendende halvtredsårigt mønster af opsving, stagnation og depression.

Problemet med Kondratievs teori, skriver Mason, er, at selvom den stemmer overens med kapitalismens historie, så stemmer den ikke overens med nutiden, da der så skulle have fundet en depression sted omkring årtusindskiftet, hvilket er omtrent så langt fra virkeligheden, som man kommer.

Kondratiev blev slået ihjel på grund af sin økonomiske overbevisning om, at kapitalismen overvinder sine kriser og ikke bryder sammen under sine indre modsætninger for at give plads til kommunismen. Mason mener, at det ironisk nok var kommunismens fald i 1989, der, sammen med det kommunistiske Kinas indtræden på det globale marked, brød den regelmæssige cyklus, gennem hvilken Kondratiev havde beskrevet, hvordan kapitalismen fornyer sig selv.

Vi befinder os således i et historisk vadested, hvor krisens dynamikker kommer til at tage flere årtier at udspille sig. Til at forstå og håndtere denne situation, finder Mason en anden uortodoks økonom frem der posthumt forklarer, hvordan neoliberalismens teorier skabte krisen og hvordan man løser den. Det er den amerikanske økonom Hyman Minsky, som døde af naturlige årsager i 1996.

Minskys løsning på finansielle kriser var dobbelt: Staten skal tillade store underskud på sine budgetter og centralbanken skal pumpe penge ind i økonomien. Det er netop hvad verdens regeringer og centralbanker, om end modstræbende, har gjort i forsøget på at stoppe krisen.

Mere grundlæggende kom Minsky med en løsning på det problem, at økonomien løbende bobler og kollapser i takt med den deregulerede spekulative finanskapital. Løsningen består i en gennemgribende socialisering af banksystemet, ikke som et antikapitalistisk tiltag, men som den eneste måde at redde økonomien gennem høj vækst og højt forbrug på basis af høj løn, snarere end høj gæld som under det neoliberale regime.

Socialiseringen af banksystemet er, ligesom Minskys løsning på den finansielle krise, lige præcis, hvad der har fundet sted bare ikke med det formål, han forestillede sig. Verden over har stater overtaget store dele af banksektoren, men det er sket i et forsøg på at vende tilbage til en normaltilstand fra før krisen.

På baggrund af Kondratiev og Minskys teorier udstikker Mason tre overordnede retninger, i hvilke den udviklede verden kan gå ud af den nuværende krise. For det første kan vi forsøge at gå tilbage til den neoliberale vækstmodel drevet af høj gæld og lave lønninger. Det er den retning G20-landene såvel som Danmark implicit bevæger sig i, og det er en videreførsel af det neoliberale tankesæt bare med lidt mindre overbevisning og lidt mere regulering.

For det andet kan vi opgive målet om vækst og forbrug. Det kaldes modvækst og har sine fortalere i antiglobaliseringsbevægelsen især i lyset af den globale opvarmning. Problemet med denne model, påpeger Mason, er at det kun er en reel mulighed for den vestlige, udviklede verden. Modvækst kan ikke trække milliarder af mennesker ud af fattigdom i udviklingslandene.

Det tredje alternativ er en model for høj vækst gennem en tilbagevenden til efterkrigstidens stigende lønninger, høje omfordeling og et kraftigt reguleret finanssystem, altså klassisk socialdemokratisk politik to komma nul. Det er Minsky’s model for at redde kapitalismen: at socialisere bank- og forsikringssektoren og derigennem lægge kraftige bånd på finansspekulationen, således at kapitalen primært bevæger sig i den virkelige, produktive økonomi til gavn for entreprenører og lønmodtagere. Dette er ikke en uvant model, skriver Mason:

»Det er ukendt land for bankfolk, men vi har faktisk lange erfaringer med, hvad der sker, når virksomheder, som ikke kan tjene penge, danner et naturligt monopol og er essentielle for resten af forretningsverdenens funktion. De kaldes forsyningsvirksomheder. Mange mener, at bankvirksomhed nu er ved at blive ligesom en forsyningsvirksomhed; kraftigt reguleret, med lav profit og rettet ved lov mod et socialt snarere end et finansielt formål.« (s. 162)

Banker vil kunne spille samme økonomiske rolle som vandværker, kraftværker, internetudbydere osv og forsyne det omgivende samfund med nødvendig kredit, så markedet kan fungere, men det vil kræve, at banksektoren bindes af samme sociale ansvar som andre samfundsnødvendige forsyningsvirksomheder.

I et sådant socialiseret eller nationaliseret banksystem vil den spekulative finanskapital ikke nødvendigvis uddø, men snarere blive en nicheaktivitet uden indflydelse på den produktive økonomi, der vil være beskyttet mod finansielle bobler og kollaps gennem vandtætte skodder mellem bankverdenen og de risikofyldte investeringer på finansmarkedet.

Revolution eller krig

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde nået rumskibets skrog?

Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen finde udtryk i forholdet mellem stater. Konkurrencen mellem stater vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke på vej dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen.

Derimod bliver de statslige sparekure nu omsat til ophedede interne klassekampe, hvor samfundets modsætninger for alvor kommer op til overfladen, som det sås i Nordafrika og Mellemøsten op til det arabiske forår, og som i Grækenland, hvor statsapparatet er ved at bryde sammen under interne spændinger. Der er revolution i luften. Spørgsmålet er, hvor den blæser hen.

Spørgsmålet er mere grundlæggende, om vi i fremtiden helst vil stå med valget mellem ekstern krig og intern klassekamp, eller om vi vil sigte efter nye politiske mål, der gør, at det ikke bliver et relevant valg at træffe.

Neosocialdemokratisme

Det er den neoliberale trosbekendelse, at regulering af finansverdenen er et onde, der står i vejen for vækst, der har ført os ud til kanten af afgrunden, og nu forventer vi, at den også kan føre os tilbage. Det kræver nye politiske visioner at komme videre fra finanskrisen og ikke blot gentage den.

Det kan godt være, at visionen om et stramt reguleret, nationalt eller socialiseret bankvæsen, som danner grundlag for iværksætteri, innovation, jobskabelse og vækst, ikke er Socialdemokraternes politik, men så kan man i stedet kalde det neosocialdemokratisme. Den tjener det samme formål som klassisk socialdemokratisme: høj vækst, høj omfordeling og høj løn.

I et sådant perspektiv spænder Enhedslistens principprogram vognen for hesten. Nationalisering af bankerne bliver ikke konsekvensen af en revolution men omvendt det, der redder samfundet fra revolutionære omvæltninger og som redder kapitalismen fra sig selv. Det er en nationalisering eller en tilsvarende stramt socialiserende regulering af det finansielle system, der vil gøre, at en revolution ikke bliver nødvendig for at opnå en mere lige fordeling af velstanden i samfundet.

I Alien ender heltinden med at sprænge rumskibet Nostromo i luften for at slippe af med rumvæsnet. Efterfølgende står hun alligevel ansigt til ansigt med det i filmens sidste scene. Spørgsmålet er, om ikke vi skulle tage opgøret med finanssektoren, før den leder os som samfund til økonomisk selvdestruktion på nationalt såvel som globalt plan.

Flattr this!