Foto: David Shankbone.

Jeg er meget beæret over at have fået lov til at åbne talerækken i dag. Ikke mindst fordi de efterfølgende talere alle er så vægtige stemmer i de danske og internationale debatter om kreativitet, kulturliv, innovation og aktivisme.

Sidste år holdt jeg mit livs første førte maj tale. Det foregik i Fælledparken i regi af PROSA, den fagforening der kæmper for de it-professionelles rettigheder på arbejdsmarkedet.

Sidste år fortalte jeg om, hvordan dansk internetpolitik, efter godt et årtis ørkenvandring endelig så ud til at have fundet vej tilbage på et spor, der er et frit og åbent samfund værdigt. Et frit og åbent samfund kræver nemlig et frit og åbent internet.

Den største trussel mod det frie og åbne internet var på det tidspunkt ACTA-traktaten, der dengang, og ikke uden en del postyr, imidlertid så ud til at falde, da den skulle til afstemning i Europaparlamentet. Det gjorde den så, til min og mange andres store lettelse.

En anden trussel, der lå på lur sidste år på dette tidspunkt, var den såkaldte brevmodel, det nok ringeste stykke lovarbejde i mands minde, som ville gøre internetudbyderne til den såkaldt kreative branches forlængede arm. Brevmodellen blev heldigvis også arkiveret, men desværre ikke kastet på den politiske mødding, som den kom fra.

Det var ikke mindst takket være den daværende kulturminister og kommende taler i dag, at brevmodellen aldrig blev behandlet som lov af folketinget, ikke mindst fordi han ikke lod sig hundse med af de såkaldt kreative branchers lobbyister og sine egne embedsmænd. (Hvis det da er til at kende forskel mellem disse to størrelser.)

Sidst men ikke mindst blev der sidste år på dette tidspunkt rejst politisk debat om den massive og beviseligt nyttesløse registrering af danske borgeres færden på nettet, en registrering hvis omfang DDRs Stasi ville have sukket længselsfuldt efter, men som Justitsministeren til stadighed fastholder er nødvendig, på trods af at der ikke er fremlagt et eneste tilfælde, hvor den er benyttet til at fange kriminelle, og på trods af at et flertal uden om regeringen i folketinget ønsker at skrotte netop denne form for registrering.

Men hvorfor snakker jeg nu om overvågning af internettet på en dag, der skulle være helliget kreativitet og fejre de kreative? Først og fremmest fordi de såkaldt kreative branchers øverste repræsentant i Danmark, Maria Fredenslund, der er leder af RettighedsAlliancen, eller AntiPiratGruppen, som den er bedre kendt som, for nylig på fjernsyn gav udtryk for at hun gerne ville benytte logningsdata til at fange folk, der delte kreativt indhold på nettet.

Netop som man troede at dansk internetpolitik var kommet på rette spor og at vi havde indset at et frit og åbent samfund kræver et frit og åbent internet, stikker den såkaldt kreative branches mest bagstræberiske aktør sit hovede frem og ønsker mere overvågning. Igen.

For lidt over et år siden fik RettighedsAlliancen ligeledes censureret musiktjenesten Grooveshark bort fra den danske del af internettet, i bund og grund fordi KODA ikke kunne få en aftale i stand med selskabet. Nu har KODA i tre år forhandlet med Google om at få en aftale i stand om betaling for musikafspilninger på YouTube. Lige som med Grooveshark er dette ikke lykkedes, og forhandlingerne er gået i hårdknude. Spørgsmålet er, om RettighedsAlliancen er villige til at censurere YouTube inden for rigets grænser, hvis forhandlingerne bryder endeligt sammen?

Spørgsmålet er, om denne overvågningstrang og lyst til at censurere internettet, som herhjemme har RettighedsAlliancen som sin vigtigste eksponent, virkelig er en del af, hvad vi kan betragte som de kreatives kulturpolitik?

Måske skulle vi lægge et mere nuanceret blik, når vi taler om de såkaldt kreative brancher? Først og fremmest må man spørge de kreative, om de i fællesskab føler sig repræsenteret af den organisation i Danmark, der arbejder mest målrettet for mere overvågning og mere censur af interntettet.

Det er jo langt fra de kreative, der hver for sig har meldt sig ind i RettighedsAlliancen. Det er deres organisationer. Man kan spørge alle de forskere, hvis rettigheder kollektivt varetages af UBVA, om censur af udenlandske hjemmesider i virkeligheden er i deres interesse. Man kan spørge alle de journalister, der kollektivt er organiseret i Dansk Journalistforbund om det er deres holdning, at internettet skal overvåges yderligere og om det kan være rigtigt at internetudbyderne skal stå for denne registrering?

Der er mange spørgsmål, man kan stille medlemmerne af de kreative fags organisationer i forhold til den politik, deres øverste fællesorgan arbejder for.

Det vigtigste spørgsmål er imidlertid hvis interesser, der bliver varetaget, når RettighedsAllinancen lobbyer for kontrol med internettet. Er det de kreatives selv, eller er det de brancheorganisationer, som de kreative fags organisationer har haft som sengekammerater i løbet af det sidste årti?

Musikerne i seng med de pladeselskaber, der lever af at trække værdi ud af deres kreativitet. Forfatterne i seng med de forlag, der bestemmer, hvem der får direkte adgang til bogmarkedet og hvem der må finde vej selv. Filminstruktører og skuespillere i seng med de producenter og videodistributører, som de skal forhandle med om fordelingen af billetindtægter, når biograferne har taget halvdelen.

Der er ingen kreativ klasse, heller ikke selvom der eksisterer en klasse af mennesker, der arbejder kreativt. Og en klasse af mennesker, der tjener penge på at trække værdi ud af hvad de kreative skaber. Lige som stort set alle andre steder på arbejdsmarkedet.

Der er ingen kreativ klasse, og som sengekantsorgiet i RettighedsAlliancen bevidner, er der heller ingen kreativ klassekamp, da de kreatives faglige organisationer har fået overbevist sig selv om, at de har et interessefællesskab med den såkaldt kreative branches organisationer.

Prøv engang at forestille jer, at Kommunernes Landsforening og Dansk Lærerforening stod skulder ved skulder i den samme interesseorganisation. Den form for organisering af arbejdsmarkedets parter, kaldes for korporatisme og kendes bedst fra Mussolinis Italien. Ikke et ord mere om det…

Hvordan kan det til gengæld lade sig gøre for det kreative arbejdsmarkeds parter at overbevise sige selv om, at de har et interessefællesskab? Svaret gemmer sig naturligvis i ophavsretten.

Der ligger og gemmer sig en æstetisk teori bag vores forestillinger og retorik om ophavsretten. Der ligger flere faktisk, men den mest interessante i denne sammenhæng er teorien om, at de kreative ikke bliver ved med at være kreative, med mindre de får en metaforisk ejendomsret over de værker de skaber, på samme måde som forældre får en metaforisk ejendomsret over de børn, de har været med til at skabe.

Denne metaforiske ejendomsret cirkulerer i de såkaldt kreative brancher som en slags religiøs trosbekendelse. Der er visse ophavsretsadvokater, som jeg vil gå så langt som til at sige at de er fundamentalister. De mener, at ophavsretten har værdi i sig selv ud over som middel til et samfundsmæssigt mål.

Men jeg gider faktisk ikke bruge mere tid på at snakke om ophavsret. Hvis man er interesseret i at vide hvad jeg mener om ophavsretten, synes jeg man skal google “Henrik Chulu” og “ophavsret” og gå i gang med at læse. Jeg er ikke imod ophavsretten. Jeg vil gerne se den revideret, men jeg ved, at det er der lange udsigter til. Først og fremmest bør den bare sættes på plads. Den er gået langt over gevind og har infiltreret dele af vores samfund, som den aldrig var beregnet til at regulere, nemlig vores private kommunikation og vores mulighed for offentlig debat uden censur. Nok om det.

Jeg vil meget hellere tale om et spørgsmål, der ligger mig tungere på sinde: Det er spørgsmålet om, hvad vi skal leve af fremtiden? Normalt bliver det formuleret som et spørgsmål om, hvad det er, der gør, at vi kan konkurrere med kineserne. Og svaret er altid “kreativitet.” Vi skal leve af at være kreative. Der ligger en uhyggelig, grænsende til racistisk geopolitisk forestilling gemt i det svar. Det antager nemlig at kinesere grundlæggende ikke er i stand til at være kreative.

Hvis man bare tager et enkelt område, nemlig internettet, kan man hurtigt se at kinesere kan være hyperkreative. Når det kommer til at finde på systemet, der kan overvåge internettet og censurere indhold bort fra det (og således inspirere RettighedsAlliancen herhjemme) er der ikke nogen lande i verden, der overgår Kina i kreativitet.

Det kan vi ikke konkurrere med. Til gengæld kan vi konkurrere på vores samfunds frihed og åbenhed. Men et frit og åbent samfund kræver et frit og åbent internet. Et frit og åbent samfund, med et frit og åbent internet, er det vi skal leve af i fremtiden. Det er selve grundlaget for at vi fortsat kan være kreative.

Det frie og åbne internet har undermineret de markeds- og mediemonopoler, som de kreative hidtil har været underlagt, og derved givet dem mulighed for selv at varetage deres økonomiske interesser i højere grad.

Det frie og åbne internet byder på langt større muligheder, både kreative og økonomiske, hvis de kreative selv tager teten og udforsker de muligheder, som den såkaldt kreative branche i godt et årti har været alt for skræmt og bange til selv at udforske, endsige udnytte kommercielt.

DiGiDi, som i dag arrangerer 1. maj for de kreative for første gang, er blot ét eksempel, måske det bedste i Danmark, på at det sagtens kan lade sig gøre at tjene penge som kreativ, selvom internettet er frit og åbent, uden overvågning og uden censur.

Senest har DiGiDi for eksempel for eksempel indgået en aftale med YouTube om betaling for musikafspilning. De sidste tre år har KODA forsøgt det samme, men forhandlingerne her er som sagt gået i hårdknude. Fra nu af bliver DiGiDis aftale det figenblad, som RettighedsAlliancen må dække sig under, når de bliver spurgt om, hvorfor YouTube ikke skal censureres fra internettet i Danmark.

Det er de kreative, der selv må gå forrest, når det handler om at udvikle nye digitale forretningsmodeller. Hvis man overlader denne udviking til de såkaldt kreative brancher, kommer vi ikke til at se nye og bedre muligheder for kreativ udfoldelse og udvikling, men blot nye tremmebure, som kan erstatte de gamle og hjælpe de gamle mediemaskiner med fastholde deres monopolagtige magt over vores fællesskaber.

Og fælleskab er nøgleordet, når det kommer til at udvikle digitale forretningsmodeller. Uden fælleskaber, ingen forretning. Hvis man vil leve af at være kreativ, skal man ikke længere kun være i stand til at skabe værker, man skal være i stand til at skabe grobund for nye fællesskaber, eller udvide de gamle.

Derfor handler de kreatives kamp i sidste ende om det samme som resten af danmarks faglige kamp. Det handler om frie muligheder for at udfolde sig, om lige adgang til samfundets velstand, og om fællesskab.

Frihed i dag handler i højere og højere grad om den frie adgang til at kunne dele information digitalt. Her mener jeg ikke gratis, men frit, som i frihed. Hvordan man vælger at tage sig betalt for sit arbejde må ikke gå ud over, at enhver frit skal kunne benytte sig af vores fælles kommunikative infrastruktur.

Lighed i dag handler om, hvad vi vælger at betragte som et grundlæggende niveau for levestandard. Der er ingen, der har bestemt, at man skal være fattig for at være kreativ. Det er vel ingen hemmelighed, at det væsentligste kulturpolitiske instrument i Danmark er dagpengesystemet og Statens Uddannelsesstøtte. Vi har som samfund valgt, at man ikke skal gå sulten i seng, fordi man ikke har et fast arbejde, eller fordi man vælger at dygtiggøre sig. Dette fundamentalt høje bundniveau for levestandard er den primære gødning for det kreative vækstlag.

På den måde er de kreatives interesser direkte sammenfaldende med resten af dem, som betragter 1. maj som en kampdag og som det godt kan betale sig at solidarisere sig med, når hvad der tidligere blev betragtet som fælles goder, stille og roligt bliver til privilegier for de mest velstillede.

Vores velfærdssamfund giver de kreative et naturligt interessefællesskab med resten af fagbevægelsen. Dette fællesskab handler ikke kun om økonomiske goder. De kreative kan, hvis de vil, gøre interessefællesskabet til et egentligt kulturelt fællesskab. For hvad er kultur egentlig? Først og fremmest er kultur noget, som man har til fælles. Kultur er noget, som man deler med hinanden. Det er den fælled, hvor vi allesammen kan mødes.

Derfor håber jeg inderligt, at de kreatives 1. maj næste år vil blive afholdt sammen med resten af fagbevægelsen i Fælledparken.

Tak.

Foto: Kio Stark på Creative Commons-Navngivelse-licens.

På samme måde som murens fald i 1989 tog Vestens intelligentsia på sengen, var de vestlige mellemøsteksperter ikke intellektuelt forberedt på det arabiske forår. Da gadekampene begyndte i Cairos gader, forsikrede et nærmest enstemmigt kommentariat om, at den tunesiske revolution ikke ville gentage sig i Egypten. Dertil var landene for forskellige, og præsident Hosni Mubarak, der var Vestens ven i regionen, var for magtfuld. Men 18 dage senere væltede han, og det arabiske forår var en realitet, hvis konsekvenser stadig udspiller sig.

I Vesten ulmer den sociale uro kun lige under overfladen. De britiske studenterdemonstrationer, Occupy Wall Street-besættelserne i New York, fagforeningsprotesterne i Wisconsin, indignados-bevægelsen i Spanien og optøjerne i Grækenland er udtryk for de samme underliggende sociale uligheder, som antændte det arabiske forår.

Klassekamp og generationskonflikt

Efterhånden som uligheden udvider sig mellem eliten og masserne og mellem en generation af ældre på vej på pension og en af unge uden udsigt til den samme velfærd, som deres forældre kunne nyde godt af, opstår protester, optøjer, oprør og i yderste konsekvens revolution.

I sin bog Why It’s Kicking Off Everywhere argumenterer Paul Mason, der til daglig er økonomiredaktør for BBC Newsnight, for, at man ikke kan anskue opstandene i Nordafrika og Mellemøsten adskilt fra folkelige protester i Vesten:

»Grækenland er det moderne skoleeksempel på, hvad der sker, når et industrialiseret lands politiske elite tillader sin politiske legitimitet at gå op i flammer. Det er en udfordring for demokratiet og globaliseringen i sig selv.«

I Grækenland – mellem den sviende tåregas og de flammende molotovcocktails – er det ikke kun bankers og butikkers ruder, der er knust, men også unge grækeres drømme og håb om en lysere fremtid.

Den globale uro, som blandt andet kommer udtryk i græske optøjer, er efterdønninger af finanskrisen. Mason beskriver krisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet finanssektoren, og blodet er alle dens fejlvurderede og giftige gældsderivater. Det første dæk, som blodet ætser igennem, er banksektoren, som gik i baglås. Det andet dæk er den virkelige, produktive samfundsøkonomi, der tog et drastisk dyk i mangel på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet indtil videre har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned.

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde ætset sig gennem rumskibet Nostromos skrog? Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen gå ud over forholdet mellem stater. Den geopolitiske konkurrence vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke nået dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen fra kollaps.

Til gengæld kommer krisen nu til udtryk i eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteyderne, bankpakke efter bankpakke, betaler for, at staterne har afbødet et globalt økonomisk sammenbrud. De efterfølgende statslige sparekure og velfærdsnedskæringer bliver, når deres konsekvenser rammer almindelige mennesker, omsat til ophedet klassekamp, hvor sociale modsætninger kommer op til overfladen, og her er det de yngste generationer, der rammes hårdest af krisen.

Kandidaten uden fremtid

»Jeg husker selv fra 1980′erne, hvordan frygten for at fejle fik taget i vores generation. Vi fik at vide, at vi ikke kunne noget. At der ikke var brug for os. Vi kunne hver aften se på TV, at ungdomsarbejdsløsheden bare voksede og voksede, mens vi fik at vide, at der intet var at gøre. Vi blev kaldt no-future generationen.«

- Helle Thorning-Schmidt, 1. maj 2012.

Da Helle Thorning i sin tale 1. maj advarede mod at skabe en ny no future-generation, var det blandt andet i lyset af en ungdomsarbejdsløshed på skæbnesvangre 13 procent. I 80′erne gav »no future« udtryk for punkens nihilisme, der stod som et forvrænget spejlbillede af den spekulative nihilisme blandt Wall Streets jakkesætklædte yuppier. Punken gjorde oprør mod samfundet som sådan. Punkerne ville rive det hele ned uden nødvendigvis at have et alternativ at bygge op i stedet for.

I slutningen af 00′erne og starten af 10′erne er no future imidlertid ikke så meget subkulturelt credo, som det er en økonomisk fremtidsudsigt for en overvældende mængde af unge med længere videregående uddannelser. Aldrig har så mange unge uddannet sig til så få arbejdspladser.

Da denne generation af akademikere startede på universiteterne i begyndelsen af 00′erne, blev den lovet en lys fremtid, væsentlig lysere end den tidligere generations. Den kunne uddanne sig af lyst og til et arbejdsmarked uden arbejdsløshed. Det var imidlertid et skinbillede.

Mason betegner kandidaten uden fremtid som »en ny sociologisk type«. I Nordafrika er den en del af en demografisk bule i modsætning til herhjemme, hvor den nuværende ungdomsgenerations ringe størrelse giver udtrykket ældrebyrden sin betydning.

Udsigten til at skulle arbejde længere, til lavere løn og med mindre sikkerhed end deres forældre er den fremtid, de fleste unge står overfor i dag. Det er det ultimative løftebrud. Hvor generation efter generation har kunnet stille sig på skuldrene af den forrige og således har fået udsigt til en lysere fremtid med mere velstand og bedre velfærd, står denne generation tilbage med et socialt ansvar uden den tilsvarende frihed. For at føje spot til skade bliver det forventet af den selv samme generation, at den skal arbejde for velfærd, som den sandsynligvis ikke selv får adgang til i fremtiden. Tidens politiske mantra er reformer; en eufemisme for nedskæringer og besparelser, der bliver gennemført i ansvarlighedens navn og italesat som politiske nødvendigheder.

Der er tale om en generation, der skal genopfinde sine kampe. Hvor den kolde krigs sort-hvide verdensbillede gjorde det let at orientere sig i forhold til et politisk projekt, er den virkelighed, som nutidens unge står overfor, anderledes kompleks. Fordums tids doktrinære universitetsmarxisme blev gennem 90′erne erstattet af en post-altings-relativisme, der gør det muligt at indtage såvel som undsige stort set hvilken som helst politisk position. Og sammen med et hyperkommercialiseret kulturliv og et gennembrandet mediebillede, fremmedgør nødvendighedens politik en hel generation fra en sag, den burde kæmpe for: et bedre liv for fremtidige generationer.

Netværk underminerer hierarkier

Kandidaten uden fremtid er imidlertid ikke kun en tragisk figur fortabt i fortidens fallerede forlystelsespark. Nutidens arbejdsløse akademiker har noget, som 80′ernes punkere og BZ’ere ikke havde: internettet og mobiltelefonen.

Mason citerer den franske historiker Hippolyte Taine for at have advaret om, at den franske revolution ikke fandt sted på grund af antallet af fattige, men antallet af fattige advokater. I dag er der oven i købet en internetforbindelse i enhver arbejdsløs akademikers hjem og en mobiltelefon i vedkommendes lomme.

Muligheden for nærmest omkostningsfrit at skabe og vedligeholde relationer i sociale netværk er en af de klare konsekvenser af internettet og mobiltelefoni. Der er blevet sagt meget om sociale mediers rolle i det arabiske forår, men essensen af diskussionen er, at det uomgængeligt er blevet lettere for grupper at organisere sig uden formelle strukturer ved hjælp af internettets sociale værktøjer. De politiske konsekvenser af denne kendsgerning er knap nok begyndt at blive udforsket.

Da hundredtusindvis af hovedsageligt unge mennesker gik på gaden over hele Europa i forsvar for et frit internet og i protest mod handelsaftalen ACTA, med det resultat at aftalen blev forkastet i Europaparlamentet, var det udtryk for netop den ovenstående kendsgerning.

På samme måde som pladebranchens forældede distributionshierarkier i starten af 00′erne blev undermineret af nye netværksbaserede fildelingstjenester, hvor brugerne omkostningsfrit kunne udveksle musik med hinanden, bliver de traditionelle politiske organisationer i dag udfordret af letheden, hvormed almindelige mennesker kan organisere sig digitalt uden nødvendigheden af en overordnet hierarkisk struktur.

For at perspektivere denne udvikling peger Mason på den af venstrefløjen udskældte marxist André Gorz, der skriver i Farvel til proletariatet:

»At tage magten er at fjerne den fra dem, der udøver den, ikke ved at tage deres plads, men ved for altid at gøre det umuligt for dem at få deres beherskelses-apparat til at fungere. Revolutionen er først og fremmest den uigenkaldelige ødelæggelse af dette apparat. Den forudsætter en kollektiv praksis, som kobler det ud samtidig med, at den udvikler et net af en ny slags relationer.«

Omstyrtelsen af diktatorer i Mellemøsten er ikke den egentlige internetbaserede revolution. Det er blot den netværkspolitiske udviklings lavthængende frugter. Den magt, som internettet tager fra magthaverne, danner ikke grundlag for en ny form for autoritet eller nye politiske hierarkier, men udgør tværtimod mulighedsbetingelsen for en ny form for politisk frihed, som det er op til kommende generationer at udvikle.

I dette perspektiv tilhører kandidaten uden fremtid ikke en ny no future generation. Derimod er fremtiden for politiske organisationer og styreformer, der baserer sig på hierarki og autoritet, truet. No future 2.0 er ikke udsigten for en generation af unge, der er vokset op med internettet, men for en ældre generation af politikere, der bilder sig ind, at den kan styre dem oppefra og ned.

*

Indlægget er tidligere bragt i Magasinet Kollaps‘ e-Magasin Europas unge efter festen og i Gejst – en generationsantologi.

Foto: Rob Stevens

»Tænk globalt, handl lokalt« har længe været maksimet for sociale bevægelser verden over. Fokus på konkrete handlemuligheder og strategiske mål inden for opnåelig rækkevidde gør, at man som aktivist ikke taber modet overfor alle de politiske og sociale problemer, som samfund verden over står over for.

Et aktuelt eksempel på »tænk globalt, handl lokalt« er initiativet Skift Bank Dag. I en kronik i Information opfordrer initiativtagerne til, at man som bankkunde gør sig bevidst om, hvilken type bank man har sine penge i og flytte dem til en mere etisk, bæredygtig og socialt ansvarlig konkurrent:

»Vi opfordrer alle til at tænke over, hvor deres penge er placeret, og til at skifte bank sammen med os inden den 1. oktober.«

Der er i skrivende stund 3593 facebookbrugere, der synes godt om initiativet, som også har fået opmærksomhed i landets trykte medier, såvel som tv og radio.

Bankerne handler globalt

Den problemstilling, som Skift Bank Dag tager op, kræver imidlertid, at man vender devisen for social aktivisme på hovedet. Det er ikke længere nok at tænke globalt. Der skal også handles.

Ligesom klimakrisen ikke bliver løst ved, at den enkelte forbruger ændrer adfærd og skifter til elsparepærer, forandrer det globale banksystem sig ikke, fordi en lille flok danskere skifter til mere bæredygtige, etiske eller socialt ansvarlige banker.

Indlejret i initiativer som Skift Bank Dag ligger ikke desto mindre en vision for en ideologisk genkomst, der kan gøre op med den neoliberale økonomiske vanetænkning, som ligger i ruiner efter finanskrisen, men som er skolelærdom blandt størstedelen af den politiske elite.

Visionen handler om, hvad stater er i stand til, hvis de spændes for et politisk projekt med klare mål. Et sådant strategisk mål er et grundlæggende opgør med finanssektoren. Det er ikke muligt at ændre det globale finansielle system uden at handle på de samme geopolitiske skalaniveauer som investeringsbanker og hedgefonde, og der er stater de eneste realistiske bud på handlekraftige aktører.

For at stater kan tage opgøret op med finanssektoren, kræver det til gengæld politikere, der er i stand til at styre staterne efter strategiske mål, som ikke er defineret på finanssektorens præmisser.

Fremtidens politiske partier

Samtidens absolut største samfundsmæssige problem er en grundlæggende mangel på politisk fantasi. Visionære politikere er efterhånden ikke til at få øje på, og selvom kreativitet er et ord politikere elsker at bruge, når de taler om, hvad vi skal leve af i fremtiden, er der ikke umiddelbart udsigt til politisk innovation inden for de gængse partipolitiske rammer.

Problemet kommer til udtryk i en række akutte behov. Der er behov for…

… politiske projekter, der ikke blot handler om at vinde magten til at administrere statsapparatet.

… politiske visioner for et samfund, hvor fremtidige generationer er bedre stillet end nutidens.

Antropologen Andreas Lloyd har påpeget en seks processer, som er med til at dræne det politiske system for fantasi:

Først og fremmest giver den valgkampsorienterede mediemaskine, som det moderne politiske parti er blevet til, ikke plads til ideudvikling, da åben debat om politiske ideer bliver betragtet som mangel på handlekraft.

Dernæst hæmmer den stramme partidisciplin, der forventes af medlemmerne i loyalitet overfor partiprogrammet, selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen.

Den tredje drænende proces er de endeløse intriger, der er forbundet med politiske hierarkier, hvad man kan kalde den politiske dramatik.

Dertil kommer, at det frivillige politiske arbejde, for det fjerde, er kedeligt bureaukrati, mens, for det femte, at det sjove politiske arbejde, ideudviklingen og kommunikationen, er professionaliseret.

Sidst men ikke mindst er der langt mellem de folkevalgte politikere og så de lokale partimedlemmer, der får dem valgt ind i de enkelte valgkredse.

Den enorme træghed forbundet med at handle gennem et politisk parti afholder i dag de fleste danskere, selv de mest politisk bevidste, fra overhovedet at forsøge at påvirke det politiske system indefra.

Open-source politik

Den eneste kilde til visionær politik, der er ikke er drænet for energi, er de borgerinitiativer, der kommer nedefra og op. De politiske partiers største udfordring i fremtiden bliver at finde nye måder at kanalisere almindelige borgeres politiske kreativitet opad og konkretisere den i politisk handlekraft, der rækker ud over, hvad græsrødder er i stand til at organisere selv.

Man kan drage paralleller til den måde open-source projekter fungerer på. Projekter som Linux, der kører på størstedelen af de servere, der er forbundet gennem internettet, Firefox og Chrome, der sammen udgør over halvdelen af de foretrukne browsere til at navigere world wide web og Android, som findes på over halvdelen af verdens smartphones, er sammen med tusindvis af andre open-source projekter succesfulde, bl.a. fordi de er i stand til at optage designideer udefra og ikke mindst nedefra.

Fremtidens politiske partier kommer kun til at blive succesfulde, hvis de er i stand til at indfange, udvikle og implementere de ideer, som opstår blandt borgerne, der er de egentlige politiske innovatører, og i et skalaniveau, som borgerne ikke af sig selv er i stand til handle på.

Hvis der er noget, som brillerer ved sit fravær under den nuværende regering, er det et politisk projekt baseret på kreativitet og innovation. Man behøver imidlertid ikke kigge særligt langt, for at få øje på sådanne projekter. Initiativet Skift Bank Dag er et godt sted at starte. Det er politisk fantasi i sin rå tilstand. Det er op til de folkevalgte politikere at udkrystallisere den rå politiske fantasi i en klar vision, der kan sætte mål for et politisk projekt.

Foto: Citat fra filmen Alien (© 20th Century Fox).

Paul Mason, der er økonomiredaktør på BBC Newsnight, har beskrevet finanskrisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet banksektoren, og blodet er al dens fejlvurderede og giftige gæld. Det første dæk, som blodet smelter igennem, er kreditsystemet, som kørte fast. Det andet dæk er den produktive økonomi, der tog et drastisk dyk i manglen på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet foreløbigt har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned, svarende til at rumvæsnets blod ætser gennem Nostromos skrog.

Ud over de mellemstatslige konflikter, som et sådant globalt sammenbrud vil medføre, står vi nu overfor eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteydere verden over betaler prisen for at staterne har afbødet krisens umiddelbare skadevirkninger. Men blodet er ikke stoppet med at ætse sig gennem økonomien, og der er brug for nye politiske visioner, for at gøre op med det tankesæt, der i første omgang lod rumvæsnet klynge sig til den økonomiske produktivitet.

Masons bog Meltdown, om hvordan finanssektorens kollaps truede med at trække den globale økonomi med sig i faldet, er ikke science fiction. Meltdown kan snarere læses som en god krimi; man vender side efter side i spænding over at få afsløret, hvem der står med ansvaret for, at den globale økonomi smeltede ned. Hvem gjorde det? I Masons beretning peger alle beviser mod den internationale neoliberale elite.

De neoliberale ideers historie

Neoliberalismens historie er relativt kort, men som en usynlig ideologisk hånd har dens politiske virkninger været kolossale. Uden den neoliberale ideologi havde finanskrisen ikke været mulig.

Historien starter med forfatteren Ayn Rand. Hendes bog Atlas Shrugged fra 1957 er for neoliberalister, hvad Ringenes Herre er for fantasyfans. Gennem sine værker ophøjer Rand selviskhed til et endegyldigt moralsk princip, der efterlader alle andre moralske principper såvel som sociale hensyn umoralske, for så vidt at de står i vejen for forfølgelsen af egeninteresse.

Et af Rands tidlige og trofaste disciple var økonomen Alan Greenspan, der senere blev formand for den amerikanske centralbank. Under fire præsidenter stod han som styrmand for en økonomisk politik, som deregulerede finansmarkederne, så egeninteresser kunne få frit spil.

Dereguleringen tillod skabelsen af obskure finansielle produkter, der gjorde finansmarkedet uigennemskueligt og ustabilt. Resultatet var en global økonomisk lavine, efter at de største amerikanske investeringsbanker og forsikringsselskaber kollapsede.

Mellem Rand og finanskrisen ligger et halvt århundrede med udviklingen og udbredelsen af en økonomisk teori svarende til de selviske filosofiske principper, hun præsenterede i fiktiv form i sine romaner.

Forskellen mellem neoliberalisme og klassisk liberalisme er groft sagt, at hvor klassisk liberalisme taler for politisk såvel som økonomisk frihed, handler neoliberalismen hovedsageligt om friheden til at forfølge økonomiske egeninteresser.

En af teoriernes vigtigste ophavsmænd er den østrigske økonom Friedrich von Hayek. Hans discipel Milton Friedman blev ligeledes en central figur i neoliberal økonomi, både i teori og praksis.

Efter at Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident Salvador Allende blev væltet og dræbt i statskuppet i 1973, og general Augosto Pinochet tog magten med hjælp fra CIA, fik neoliberalismen et laboratorium at afprøve sine teorier i.

Hayek og Friedman tilskyndede efter statskuppet Pinochet til at påføre økonomien et neoliberalt chok ikke ulig de elektriske chok, som chilenske dissidenter blev udsat for i generalens torturkamre.

Den neoliberale økonomiske chokterapi, som senere er afprøvet mange andre steder i verden, bliver kaldt “The Washington Consensus.” Den består af offentlige nedskæringer, skattelettelser, markedsbaseret rentesætning, fjernelse af barrierer for global kapital, privatisering af offentlige virksomheder og en generel deregulering, dog undtaget garantien af den private ejendomsret. Man skal blot erstatte “The Washington Consensus” med “reformkrav” for at se, hvordan den neoliberale terapi har vundet indpas på tværs af det politiske spektrum herhjemme.

Ud over at skabe øget ulighed både lande imellem og internt i de enkelte lande medførte neoliberal økonomisk politik også en finansialisering af økonomien. Det betyder at virksomheder i højere grad investerer kapital i finanssektoren frem for i den produktive del af økonomien, hvor den kan bidrage til innovation og jobskabelse. En direkte følgevirkning er gentagne finansielle bobler, som den der brast på det amerikanske boligmarked og satte den finansielle nedsmeltning i gang.

Mason peger i sin bog på et enkelt pluspunkt i neoliberalismens regnskab, nemlig en stabil vækst i den vestlige verden siden 1992 og et fald i absolut fattigdom, der har været ideologiens politiske styrke og som har tilladt den at trænge langt ind i tankegangen på socialdemokratiske og selv socialistiske partier og politikere.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke forholdet mellem neoliberalistisk teori og reel økonomisk vækst under kapitalismen er som musen og elefanten der følges ad hen over en bro: »Sikke vi gungrer«, siger den neoliberale mus til kapitalismens elefant.

Finanskrisen og dens efterdønninger påviser en grundlæggende fejlantagelse i det neoliberale tankegods, nemlig troen på at staten ikke bør røre ved finanssektoren, hvis man vil sikre vækst. Problemet er, at politikere og nationaløkonomer tilsyneladende har fået neoliberalismens dogmer ind med modermælken og derfor er ude af stand til at tage beslutninger, der strider imod dens etablerede sandheder.

Nedsmeltningen var ikke kun en krise for den globale økonomi men også for det neoliberale tankesæt. I dens efterdønninger er det dog ikke kun den neoliberale elite der må revidere sine økonomiske modeller. Kapitalismens kritikere må ligeledes genopfinde et politisk projekt, hvis de vil gøre sig håb om varige sociale forbedringer. Problemet er imidlertid, at de ikke har et sammenhængende verdensbillede at sætte i stedet for.

Den lange cyklus og fremtidens bankvæsen

For at bryde den kognitive stilstand hiver Mason to økonomer langt fra mainstreamen ind i forsøget på at begrebsliggøre de omvæltninger, den globale økonomi gennemgår.

Den første er Nikolai Kondratiev, en russisk økonom, der blev henrettet i Sovjetunionen i 1938 som fortaler for markedssocialisme. Han beskrev kapitalismens “lange cyklus” som et tilbagevendende halvtredsårigt mønster af opsving, stagnation og depression.

Problemet med Kondratievs teori, skriver Mason, er, at selvom den stemmer overens med kapitalismens historie, så stemmer den ikke overens med nutiden, da der så skulle have fundet en depression sted omkring årtusindskiftet, hvilket er omtrent så langt fra virkeligheden, som man kommer.

Kondratiev blev slået ihjel på grund af sin økonomiske overbevisning om, at kapitalismen overvinder sine kriser og ikke bryder sammen under sine indre modsætninger for at give plads til kommunismen. Mason mener, at det ironisk nok var kommunismens fald i 1989, der, sammen med det kommunistiske Kinas indtræden på det globale marked, brød den regelmæssige cyklus, gennem hvilken Kondratiev havde beskrevet, hvordan kapitalismen fornyer sig selv.

Vi befinder os således i et historisk vadested, hvor krisens dynamikker kommer til at tage flere årtier at udspille sig. Til at forstå og håndtere denne situation, finder Mason en anden uortodoks økonom frem der posthumt forklarer, hvordan neoliberalismens teorier skabte krisen og hvordan man løser den. Det er den amerikanske økonom Hyman Minsky, som døde af naturlige årsager i 1996.

Minskys løsning på finansielle kriser var dobbelt: Staten skal tillade store underskud på sine budgetter og centralbanken skal pumpe penge ind i økonomien. Det er netop hvad verdens regeringer og centralbanker, om end modstræbende, har gjort i forsøget på at stoppe krisen.

Mere grundlæggende kom Minsky med en løsning på det problem, at økonomien løbende bobler og kollapser i takt med den deregulerede spekulative finanskapital. Løsningen består i en gennemgribende socialisering af banksystemet, ikke som et antikapitalistisk tiltag, men som den eneste måde at redde økonomien gennem høj vækst og højt forbrug på basis af høj løn, snarere end høj gæld som under det neoliberale regime.

Socialiseringen af banksystemet er, ligesom Minskys løsning på den finansielle krise, lige præcis, hvad der har fundet sted bare ikke med det formål, han forestillede sig. Verden over har stater overtaget store dele af banksektoren, men det er sket i et forsøg på at vende tilbage til en normaltilstand fra før krisen.

På baggrund af Kondratiev og Minskys teorier udstikker Mason tre overordnede retninger, i hvilke den udviklede verden kan gå ud af den nuværende krise. For det første kan vi forsøge at gå tilbage til den neoliberale vækstmodel drevet af høj gæld og lave lønninger. Det er den retning G20-landene såvel som Danmark implicit bevæger sig i, og det er en videreførsel af det neoliberale tankesæt bare med lidt mindre overbevisning og lidt mere regulering.

For det andet kan vi opgive målet om vækst og forbrug. Det kaldes modvækst og har sine fortalere i antiglobaliseringsbevægelsen især i lyset af den globale opvarmning. Problemet med denne model, påpeger Mason, er at det kun er en reel mulighed for den vestlige, udviklede verden. Modvækst kan ikke trække milliarder af mennesker ud af fattigdom i udviklingslandene.

Det tredje alternativ er en model for høj vækst gennem en tilbagevenden til efterkrigstidens stigende lønninger, høje omfordeling og et kraftigt reguleret finanssystem, altså klassisk socialdemokratisk politik to komma nul. Det er Minsky’s model for at redde kapitalismen: at socialisere bank- og forsikringssektoren og derigennem lægge kraftige bånd på finansspekulationen, således at kapitalen primært bevæger sig i den virkelige, produktive økonomi til gavn for entreprenører og lønmodtagere. Dette er ikke en uvant model, skriver Mason:

»Det er ukendt land for bankfolk, men vi har faktisk lange erfaringer med, hvad der sker, når virksomheder, som ikke kan tjene penge, danner et naturligt monopol og er essentielle for resten af forretningsverdenens funktion. De kaldes forsyningsvirksomheder. Mange mener, at bankvirksomhed nu er ved at blive ligesom en forsyningsvirksomhed; kraftigt reguleret, med lav profit og rettet ved lov mod et socialt snarere end et finansielt formål.« (s. 162)

Banker vil kunne spille samme økonomiske rolle som vandværker, kraftværker, internetudbydere osv og forsyne det omgivende samfund med nødvendig kredit, så markedet kan fungere, men det vil kræve, at banksektoren bindes af samme sociale ansvar som andre samfundsnødvendige forsyningsvirksomheder.

I et sådant socialiseret eller nationaliseret banksystem vil den spekulative finanskapital ikke nødvendigvis uddø, men snarere blive en nicheaktivitet uden indflydelse på den produktive økonomi, der vil være beskyttet mod finansielle bobler og kollaps gennem vandtætte skodder mellem bankverdenen og de risikofyldte investeringer på finansmarkedet.

Revolution eller krig

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde nået rumskibets skrog?

Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen finde udtryk i forholdet mellem stater. Konkurrencen mellem stater vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke på vej dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen.

Derimod bliver de statslige sparekure nu omsat til ophedede interne klassekampe, hvor samfundets modsætninger for alvor kommer op til overfladen, som det sås i Nordafrika og Mellemøsten op til det arabiske forår, og som i Grækenland, hvor statsapparatet er ved at bryde sammen under interne spændinger. Der er revolution i luften. Spørgsmålet er, hvor den blæser hen.

Spørgsmålet er mere grundlæggende, om vi i fremtiden helst vil stå med valget mellem ekstern krig og intern klassekamp, eller om vi vil sigte efter nye politiske mål, der gør, at det ikke bliver et relevant valg at træffe.

Neosocialdemokratisme

Det er den neoliberale trosbekendelse, at regulering af finansverdenen er et onde, der står i vejen for vækst, der har ført os ud til kanten af afgrunden, og nu forventer vi, at den også kan føre os tilbage. Det kræver nye politiske visioner at komme videre fra finanskrisen og ikke blot gentage den.

Det kan godt være, at visionen om et stramt reguleret, nationalt eller socialiseret bankvæsen, som danner grundlag for iværksætteri, innovation, jobskabelse og vækst, ikke er Socialdemokraternes politik, men så kan man i stedet kalde det neosocialdemokratisme. Den tjener det samme formål som klassisk socialdemokratisme: høj vækst, høj omfordeling og høj løn.

I et sådant perspektiv spænder Enhedslistens principprogram vognen for hesten. Nationalisering af bankerne bliver ikke konsekvensen af en revolution men omvendt det, der redder samfundet fra revolutionære omvæltninger og som redder kapitalismen fra sig selv. Det er en nationalisering eller en tilsvarende stramt socialiserende regulering af det finansielle system, der vil gøre, at en revolution ikke bliver nødvendig for at opnå en mere lige fordeling af velstanden i samfundet.

I Alien ender heltinden med at sprænge rumskibet Nostromo i luften for at slippe af med rumvæsnet. Efterfølgende står hun alligevel ansigt til ansigt med det i filmens sidste scene. Spørgsmålet er, om ikke vi skulle tage opgøret med finanssektoren, før den leder os som samfund til økonomisk selvdestruktion på nationalt såvel som globalt plan.

Folkemødets sidste dag starter med bølgebrus og solskin. Og hovepine. Jeg er gået kold på en klippe lidt uden for Allinge. Min ene sok er våd. Hvis man skal tro Twitter, sidder parnasset af politiske journalister allerede på færgen hjem. Den praktiske del af Folkemødet er overstået. Der er kun hyggen tilbage. Og så de Konservatives tale fra hovedscenen.

Politisk julehygge

Hygge er det centrale begreb i Folkemødets forfatning. Her er utroligt hyggeligt. Politikere, der drikker gratis øl med lobbyister, er indbegrebet af god, dansk hygge. Jeg havde selv fornøjelsen af en øl og en snak ansigt til ansigt med både Microsoft, Google og Facebook. Det var hyggeligt. Og belejligt, når man nu har en internetpolitisk tænketank og interesseorganisation for internettet. Endnu mere belejligt var det at have mulighed for at snakke med nogle af de Europaparlamentarikere, der om få uger skal stemme om, hvorvidt ACTA skal ratificeres i EU.

Hvad der til gengæld brillerer ved sit fravær er den agonisme, der normalt kendetegner det politiske. Krig er politik med andre midler, sagde en tysk filosof engang. En fransk ditto sagde senere, at det i virkeligheden er omvendt. Politik er krig, og de vigtigste begreber at forstå politik i gennem er strategi og taktik. Hvis man ser bort fra nogle af de tamme klicheer, som bliver sendt ud fra hovedscenen, når partierne får ordet, er Folkemødet dansk politiks svar på Første Verdenskrigs julevåbenstilstand. Det er en mulighed for at fraternisere med fjenden.

Flere folkemøder

Der burde være folkemøder hele tiden. Hver sidste fredag i måneden fx. Hvis man aktivt vil styrke civilsamfundets indflydelse i dansk politik og fremme deltagerdemokratiet, skal man gøre det til en vane at politikerne er tilgængelige for den brede offentlighed. Man behøver ikke kalde det folkemøder. Lad venligst være, faktisk. Folket er en konstruktion, som det er svært at tro på efter at have tilbragt en weekend sammen med det på Bornholm. Folkemødet er imidlertid en tiltrængt pause mellem akterne i den politiske teaterforestilling. Og så er det hyggeligt.

Showet kører på cirkuspladsen fredag aften. Cecilie Beck præsenterer rap-gruppen som alle kender, og som kommer til at spille deres sandsynligvis dårligst besøgte koncert i mange år. Folket består denne aften primært af teenagere, og de er her tilsyneladende primært for at høre Malk de Koijn. Det er først da de tre lidet oplagte hip-hoppere går på, at publikum virker engagerede i begivenheden.

Lobbycirkus

Skulle være i tvivl om, at Folkemødet er en festival for lobbyister, kan man kigge til venstre for scenen. Her står alle rettighedsorganisationernes høje herrer, såsom Ivan Pedersen (kendt fra Detektor), Peter Schønning (kendt fra Kulturministeriets ophavsretskontor og senere Antipiratgruppen aka. Johan Schlüters Advokatfirma), Musikerforbundets Anders Laursen (kendt fra dårligt formulerede debatindlæg), kort og godt, alt hvad der kan kravle, gå og stå.

Cecilie Beck holder mikrofonen op for skiftende musikpolitiske aktører, både politikere og mediefolk, punkteret af musikalske indslag af mere eller mindre folkelig karakter. Både folkemusikken (som vel er alt andet en folkelig), den moderne kompositionsmusik, og den knap så moderne gymnasiefunk er repræsenteret. Folket virker omtrent lige så interesseret i de mellemliggende musikalske indslag som i, hvad gæsterne har at sige på scenen.

Den mest dominerende musikpolitiske debat i dette årtusind (indtil videre) forbigås i tavshed. Selv om YouTube bliver nævnt igen og igen, handler diskussionen ikke om tjenestens lovlighed, men om dens potentiale for musikformidling. Det provokerer imidlertid Ivan Pedersen til at gå op til scenen og bede om ordet, hver gang tjenesten bliver nævnt.

Per Vers runder begivenheden af med aftenens klart mest oplagte indslag, et rap-referat (rapferat, om man vil) af de politiske og musikalske indslag, som den danske musiklobby har taget med til Folkemødet. Han efterfølges af hvad folket er kommet efter: Malk de Koijn. De går en anelse modvilligt på scenen igen, nok velvidende hvilken politisk vogn de er spændt foran.

Musikalsk mikrokosmos

Det musikpolitiske event er et mikrokosmos af resten af Folkemødet. Over alt arrangerer interesseorganisationer events med politikere, og får på den måde mulighed for at snakke kammeratligt om deres mærkesager. Folket er med i cirkusset som publikum, der begejstres eller forundres over alle de kunster og tricks der stilles til skue i manegen.

Formålet med Folkemødet er at skabe rammerne om at interesseorganisationer, politikere og journalister lettere kan få direkte adgang til hinanden. Men hvad med folket? I Allinge er folket et biprodukt af Folkemødet, der producerer folkeligheden som subjektivitet i en politisk legitimeringsøvelse. Folket er den smørelse, der får de politiske studehandler til at glide lettere. Folkemødet forvandler et dyrkue til en kulturel begivenhed. Ligesom Roskilde Festival, bare uden pis.

Folkemødet startede for mit vedkommende ganske folkeligt med en portion fiskefrikadeller med kartoffelsalat, serveret af en pige hvis T-shirt reklamerede for “lækre sild”. En passende begyndelse efter gårsdagens forventninger om svin, der laver frikadeller. Måske forholdet mellem folket og folkelighed er analogt med forholdet mellem sild og fiskefrikadeller.

Fra lobbyisme til spin

Folkemødet er, udover en legitimeringsøvelse, også en politisk fætter-kusinefest. Lobbyistens fætter, spindoktoren, var tema for den første debat, jeg overværede, mellem en tidligere minister, Henriette Kjær, to journalister og redaktører på hhv. DR og Ekstra Bladet, Ask Rostrup og Poul Madsen, og tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Ulvemann, der insisterede på at kalde sig “særlig rådgiver”.

Debatten handlede om, hvorvidt spindoktorer har fået uberettiget indflydelse uden medfølgende ansvar, som sufflører i den politiske dramatik. Desværre blev der ikke åbnet for spørgsmål fra publikum (“folket”), så jeg måtte halse rundt efter de paneldeltagere, jeg kunne nå at fange, for at få dem til at svare på mit spørgsmål:

Gør det ekstra filter i form af spindoktorer, der skydes ind mellem politikere og journalister, det lettere eller sværere for folket at tage en kvalificeret beslutning, når det skal vælge sine politiske repræsentanter hvert fjerde år?

Ask Rostrups svar var, at det hverken trak fra eller til, men at det er journalisternes rolle at levere den folkeoplysning, der skal til, for at folket kan tage kvalificeret stilling til de signaler der kommer politisk. Poul Madsen var anderledes kontant: Jo mere fintmasket et filter folket får deres information igennem, jo sværere er det at tage en beslutning, der ikke er baseret på hvad man “synes om” en politiker. Altså hvor folkelig politikeren er…

ACTA er ikke død, men spøger allerede

Jeg bliver hjemsøgt af min nære fortid. ACTA er flere gange i løbet af de seneste stykke tid blevet erklæret død. At rygterne om dens død er kraftigt overdrevne, forhindrede dog ikke aftalen i at spøge på Folkemødet.

Først passerede jeg et udendørs tv-studie, hvor netavisen Altinget var i færd med at skyde en debat om EU mellem en række ungdomspolitikere. Et af de indslag, de unge kommende parlamentarikere skulle tage stilling til, var et interview med undertegnede, om hvorfor ACTA-modstanderne var gået på gaden, og hvordan vi havde organiseret os på tværs af det europæiske kontinent.

Senere på dagen fik jeg mulighed for at trykke Morten Messerschmidt i hånden, og jeg komplimenterede ham for hans indsats til Informations og Harddiskens høring om ACTA. Han påpegede, at der finder en debat om ACTA sted fredag, og opfordrede mig til at deltage. Det behøvede han ikke, men det var sødt af ham. Nærmest folkeligt.

Foto: Boudewijn Berends

Hvorfor er jeg taget til Bornholm? Hvis ikke det var fordi, min bedste ven har været udstationeret på øen siden sidste sommer, og at jeg føler en hvis skyld over endnu ikke at have besøgt hende, ville jeg nok ikke engang have overvejet Folkemødet.

Når man nu alligevel er fløjet hertil på en vulgært billig returbillet, ville det imidlertid være dumt ikke også at bruge lidt af tiden på at få magten i tale, måske endda tale sandhed til magten (i hvert fald den del der ikke bliver i København for at sikre eksporten til Kina).

Jeg er taget til solskinsøen som lobbyist uden portefølje. Gonzo-lobbyisme…

Paranoia og kapitalisme

Indenrigsflyvning har en særlig provinsiel folkelighed over sig. Der er noget nærmest Morten Korchsk over at gå hen over Kastrups asfalt for at finde sig til rette i en forkrampet propelflyver, også selvom det er sammen med folketingspolitikere, tidligere og nuværende spindoktorer, dagbladenes politiske journalister, og så alle de andre lobbyister.

Lufthavne er normalt en fysisk udkrystallisering af højkoncentreret frimarkedskapitalisme – jeg så blandt andet en reklame for irske obligationer, da jeg steg ud af metroen – blandet med en tærende geopolitisk paranoia. I Terminal 1 er kapitalismen imidlertid kraftigt nedtonet, og for første gang i mit voksenliv gik jeg gennem sikkerhedstjekket uden at blive stoppet og gennemtjekket en ekstra gang. Begge dele fik mig til at føle mig mere tryg. Afgangen fra Kastrup var allerede mere folkelig end flyafgange er flest.

Svin der laver frikadeller

Hvem tager egentlig ellers til Folkemødet? Sidste år kunne man i Information finde følgende karakteristik: “Det er de samme mennesker, som tager til dyreskuer for at se på dyr. På Folkemødet i Allinge ville alle se de svin, der bestemmer.” Man kunne bl.a. læse om pensionister, der var skuffede over at se Pia Kjærsgaard lave frikadeller.

Det er blevet sagt, at love er ligesom pølser; man bør ikke se, hvordan de bliver til, hvis man vil nyde resultatet. Hvorvidt politik har samme relation til frikadeller, vil de kommende dage vise.

Foto: University of Wisconsin Digital Collections

Følgende debatinterview af Bent Blüdnukow er kun tilgængeligt i Berlingskes papiravis og i beskåret form. Derfor bringer Fri kultur hele interviewet, inkl. dele af Fredenslunds svar »i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet« jf. §22 i Bekendtgørelse af lov om ophavsret.

Du repræsenterer, såvidt jeg forstår, den holdning, at nettet skal være så frit som muligt. Vil du gå hele vejen? Skal der ikke være plads til rettighedshavere?

Henrik: »Internettet er i sig selv designet til at være åbent og frit. Når plade- og filmbranchen kræver juridiske begrænsninger af internettet, forsøger den at bekæmpe de grundlæggende tekniske principper bag infrastrukturen.

Det er ikke et spørgsmål om ophavsret men om et misforhold mellem forretningsmodeller og forbrugeradfærd. Plade- og filmbranchens problem er at den før havde direkte kontrol over hele sin værdikæde fra produktion over distribution. Med internettet har den mistet kontrollen over distributionskæden, hvilket den forsøger at kompensere for ved at tvinge forbrugerne til at ændre adfærd. Hvis den nuværende plade- og filmbranchen vil være relevant, må den tilfredsstille forbrugernes behov i stedet for at forsøge at ændre dem.«

Maria: »Der bliver set film, lyttet til musik og læst bøger som aldrig før – folk elsker det, især det der produceres dyrt og professionelt. Hvis man går ind på de populære ”piratsites” og tjekker, hvad der ligger på top 100 listen dér, så er det stort set kun indhold produceret af professionelle. Så behovet for godt indhold imødekommes. Derfor: hvilke behov er det, der skal tilfredsstilles?«

Henrik: »Grunden til at alle disse “piratsites” overhovedet eksisterer er, at der er efterspørgsel på let tilgængeligt indhold. Film- og pladebranchen har imidlertid brugt sine kræfter på at beskytte ophavsretten (fx. med DRM og sagsanlæg) i stedet for at gøre sit indhold tilgængeligt for forbrugerne så bekvemt som muligt. Det handler som sagt ikke om ophavsret, men om helt almindelig sund forretningssans. Pirattjenester er ikke et symptom på moralsk forfald, sådan som ophavsretsfundamentalisterne mener. Det er et symptom på en hel sektors fejlprioritering gennem et helt årti. Danskere betaler gerne ekstra for VPN-adgang til lovlige betalingstjenester som Apple TV, Netflix, Hulu osv som er utilgængelige i Danmark. Det handler om bekvemmelighed frem for pris.«

Mange brancher lever af ophavsretten. Vil du gå ind for, at denne ophavsret afskaffes eller erstattes af noget helt andet?

Henrik: »Jeg går ind for at ophavsretten, lige som al anden lovgivning, skal tjene samfundets interesser. For ophavsrettens vedkommende betyder det at den skal incentivere kreativitet og ikke begrænse kunstens udfoldelsesmuligheder. Sådan som det er i dag, lægger lovgivningen store begrænsninger på musik, da fx samples af lydbidder ikke betragtes som citat. Tilsvarende med film og fotos. Det betyder at det er umuligt at skabe moderne værker uden først at konsultere jurister. En tilsvarende praksis indenfor akademia, hvor man skulle cleare citater til artikler og afhandlinger med ophavsmanden, ville være uhørt. Hvorfor skal det være anderledes med musikalske, visuelle eller filmiske citater?

Ophavsretten bør ikke afskaffes, men grundlæggende revideres. Vi har i dag en meget stærk ophavsret, med en række undtagelser, som efter min mening bør styrkes og udvides, så de afbalancerer den udvidelse ophavsretten har gennemgået.«

Maria: »Ophavsret handler helt nede på jorden om, at der er noget, der er dit og mit. Det er et helt almindeligt og ufarligt princip, som udgør fundamentet i det samfund, vi lever i her i Vesten. Og så er ophavsretten en menneskeret – ja det er den faktisk – og uanset, hvor rig eller fattig du er, så har du altid ejerskabet til det, du skaber. [...] Betaling er et vigtigt fundament for at kunne leve af sin kunst. Og derfor fremmer ophavsretten kunsten, fordi den motiverer professionelle kunstudøvere – som jo altså ubestrideligt laver de mest efterspurgte produkter – også på nettet!«

Henrik: »Det er beklageligt når ellers veluddannede mennesker blander begreberne sammen. At snakke om ophavsret som ejendom er en tanketorsk, der får selv de klogeste jurister, som jeg kender, til at fremstå ubegavede. Ophavsretten er som al anden lovgivning en balancegang mellem samfundsinteresser: Her er det på den ene side skaberens ret til udnyttelse, på den anden side offentlighedens adgang. Ejerskabsmetaforen handler kun om den ene side.

Det er tvivlsomt om ophavsretten i sig selv nogensinde har motiveret andre end jurister, der som de eneste priser lovgivning som kilde til kreativitet. Til gengæld lægger ophavsretten en stor hindring i vejen for digital kreativitet, især når det kommer til citater fra andet en tekst. Det har intet med metaforisk ejendom at gøre, men om retten til at ytre sig frit, bl.a. på basis af andres ytringer.«

Kan aftaler om rettigheder opretholdes på nettet, idet pirater jo altid vil kunne lave ulovlig fildeling?

Henrik: »Spørgsmålet er om det overhovedet kan betale sig at bekæmpe de såkaldte “pirater”. Det sidste årti har været en løbende PR-katastrofe for pladebranchen (som filmbranchen nu er i færd med at kopiere), hvor den lovede sine kunder at sagsøge dem “langt ind i helvede”. Ud over sagsanlæg med sekscifrede erstatningskrav, er der blevet hældt utrolige summer i udviklingen af kopispærring, der principielt set ikke fungerer, da teknologien kun skal brydes en enkelt gang for at være nyttesløs.

Uautoriseret kopiering er ikke et problem i sig selv, men et symptom på at markedet ikke er i stand til at tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel. Når forbrugere må ty til fildelingstjenester for at se de film, som de vil se, er det fordi disse tjenester faktisk leverer produktet, ikke fordi det er gratis. Udbredelsen af musikstreamingtjenester i Danmark viser med al tydelighed at det ikke handler om at få adgang til indhold så billigt som muligt, men så nemt som muligt.«

Maria: »Selv om vi bevæger os i den digitale verden, så er vi stadig nødt til at forholde os pragmatisk til de helt grundlæggende markedsmekanismer. Hånden på hjertet, hvem synes det er sjovt at arbejde gratis? Det er derfor i alles interesse at finde bæredygtige forretningsmodeller, der stimulerer både kunstnere og forbrugere.«

Henrik: »Så synes jeg at RettighedsAlliancen skulle bruge kunstnernes penge på det, i stedet for på at gøre sig til fortalere for at den vigtigste infrastruktur for ny forretning skal begrænses på vegne af modeller, der består i at sælge virtuelt plastic. Sig til, hvis I vil have noget hjælp med at udvikle dem, fra nogle som har forstand på hvordan internettet fungerer.«

Maria: »Argumentet er som følger: fordi kunsterne ikke vil sælge mig det, så tager jeg det. Skal det virkelig være sådan?«

Henrik: »Her vil jeg lade Maria Fredenslund svare på sit eget spørgsmål: »Selv om vi bevæger os i den digitale verden, så er vi stadig nødt til at forholde os pragmatisk til de helt grundlæggende markedsmekanismer.« I stedet for at stirre enøjet på ophavsretten som grundlag for forretning, må kunstnere, ligesom alle andre iværksættere, tilpasse deres produkter til markedet, ikke omvendt.«

Du har beskrevet den nye ACTA aftale som en ønskeseddel for rettighedsindustrien, der svarer til at vores udenrigspolitik blev dikteret af våbenindustrien. Er ACTA således den gale vej at gå?

Henrik: »ACTA er et symptom på et dybereliggende politisk problem med ophavsretten, nemlig at den er dikteret af særinteresser og at den ikke baseret på evidens.

Ophavsretten har, indtil internettet gjorde det nødvendigt, ikke været et politisk felt, men er blevet administreret i et teknokratisk samarbejde mellem embedsværket og rettighedsindustrien. Det var egentlig ikke et problem, dengang den kun havde indflydelse på kulturindustrien, som business-to-business-lovgivning. Med internettet er ophavsretten imidlertid også blevet forbrugerlovgivning. ACTA er blevet til uden input fra de organisationer der varetager forbrugernes interesser (inkl. bl.a. Folketinget og Europaparlamentet).

Dertil er de tal, der bruges for at argumentere for ACTA og andre tiltag mod piratkopiering, behæftet med fejl, hvis ikke direkte misinformation. Fx. måtte Handelsminister Pia Olsen Dyhr stå skoleret i DR2s faktatjekprogram Detektor for nylig pga. tal hun fremlagde for Europaudvalget som argument for at ACTA var nødvendig.«

Maria: »Hvis særinteresser skal kriminaliseres, så er hele vores demokratiske system kriminelt. Det er i vores demokratiske ret, at organisere os i interessefællesskaber, fordi man som bekendt står stærkere samlet, end hver for sig. Og RettighedsAlliancen er f.eks. en interesseorganisation, der taler for 54.000 danske kunstnere og kulturbærere.«

Henrik: »Problemet med ACTA er ikke et fravær af indflydelse, men at indflydelsen har været begrænset til de ophavsretsintensive industrier, og netop ikke forbruger-, borger- og menneskeretsorganisationer, der bredt er kommet frem til at aftalen er et syvmileskridt i den forkerte retning, både herhjemme, på EU-plan og globalt.«

Er vi på tærsklen til en helt ny virkelighed, hvor gamle regler om rettigheder er forældet og som kun de unge forstår?

Henrik: »Selvom det ikke er en absolut afgrund, er der en klar generationskløft mellem unge mennesker, som er vokset op med internettet, og så dem der har set det blive til som en ny teknologi. Jeg mener ikke at vi står på tærsklen til en ny virkelighed, men at vi snublede over den for længe siden og nu er landet i en situation hvor de ældre generationer må lære af de yngre. Det handler således ikke om at gamle jurister skal lære unge forbrugere at forstå ophavsretten, men om at tilpasse ophavsretten til den virkelighed som den er sat i verden til at regulere.«

Maria: »Og hvilken virkelighed er der så tale om?«

Henrik: »Først og fremmest er det en virkelighed, hvor man som skaber ikke kommer langt, hvis man prøver at gøre livet så surt som muligt for sine brugere. Et godt eksempel er den måde kopispærringer har været det bedste argument for at finde uautoriserede kopier. Det er en virkelighed hvor publikum ikke længere er publikum, men medskabere. Hvis du vil vide mere, kan jeg bookes til foredrag og/eller konsulentbistand.«

Man har talt om en brevmodel, hvor internetudbyderne skal advare brugerne, hvis de fildeler ulovligt. Hvorfor er du imod den løsning?

Henrik: »Først og fremmest er brevmodellen en kortsigtet og perspektivløs tilgang et problem, der ikke handler om at ulovlig fildeling, men om en lobby, der forsøger at forblive relevant over for de folkevalgte politikere og således for de organisationer der betaler dens løn.

Retorikken er at Kulturministeren skylder rettighedshaverne at “gøre noget” også selvom der ikke er evidens for at brevmodellen løser et samfundsproblem. Brevmodellen koster derimod en masse penge, hvor en del af regningen ender hos forbrugerne. Der er intet belæg for at brevmodellen giver de skabende kunstnere flere penge. Det vil kræve at forbrugerne bruger flere penge på kulturprodukter end de gør i
forvejen, hvilket først og fremmest kræver tjenester hvor det er muligt at bruge penge.

Ligesom med ACTA er den faktuelle baggrund for brevmodellen heller ikke i orden. I en høring i Folketingets kulturudvalg blev det således påstået at langt størstedelen af kreativt indhold på nettet er ulovligt. Det var de samme tal som Handelsministeren som sagt har måttet undsige offentligt, da der langt fra var dækning for dem.«

Maria: »Det er noget vrøvl at påstå at brevmodellen er tiltænkt alene at skulle løse et samfundsproblem. [...] Nu skal man ikke slå nogen i hovedet, der ikke ved, de gør noget forkert. Derfor er brevmodellen først og fremmest en informationskampagne. Og den virker. Det kan helt konkrete tal fra Frankrig dokumentere.«

Henrik: »Hvis brevmodellen ikke løser et samfundsproblem, er det spild af alles tid og kræfter; ikke mindst de folkevalgtes. En undersøgelse lavet af Megafon for TV2 og Politiken viste at langt størstedelen af Danmarks unge udmærket godt ved hvornår de krænker ophavsretten på nettet. Hvor Megafons tal er nogenlunde troværdige, vil jeg ikke tillægge HADOPIs tal om den franske model større troværdighed end de tal RettighedsAlliancen fremlagde for Folketingets kulturudvalg som argument for brevmodellen.«

Minister Uffe Elbæk har i Information givet udtryk for, at »underholdningsbranchen står over for et wake up call« og at man må finde nye forretningsmodeller. Er du enig i det synspunkt?

Henrik: »Jeg er meget enig med Kulturministeren i at plade- og filmbranchen ikke skal overlade det til lovgiverne at beskytte deres forældede forretningsmodeller. Markedet har ændret sig helt grundlæggende, men plade- og filmbranchens reaktion har været at bruge en masse penge på lobbyister, i stedet for at bruge dem på forretningsudvikling. Hvis alle de penge plade- og filmbranchen har brugt på at bekæmpe piratkopiering, var blevet brugt på at indspille nogle bedre plader og nogle bedre film, ville branchen have det endnu bedre end den allerede har det.

Forretningsmodellerne har været der fra første dag. Spotify er kun et halvt skridt frem fra Napster, bare ti år for sent, og danske forbrugere tilgår allerede lovlige, amerikanske streamingtjenester som Netflix gennem VPN-tunneller, selvom det sandsynligvis er ulovligt, da tjenesterne er blokerede i Danmark. Det er bare at komme i sving og få aftalerne på plads, eller endnu bedre: udvikle tjenester, som er konkurrencedygtige med de amerikanske.«

Maria: »Det er som at høre en høne fortælle en ørn, hvordan den skal flyve. Hvis det var så nemt, så var det jo også gjort. Så vi siger ja tak – hvis Chulu vil investere alt, hvad han har og ejer i sådan et projekt – for så er han på lige fod med dem, han fortæller, hvad de skal gøre.«

Henrik: »Der er byttet rundt på hvem der er høne og hvem der er ørn. Jeg laver ikke andet end at investere min tid og mine kræfter i kreative projekter. Forskellen er vel om man lever af selv at skabe noget nyt, eller af hvad andre har skabt. Som sagt, så sig endelig til, hvis der er noget, som jeg kan bidrage kreativt til.«

Hænger ACTA modellen sammen med en bredere debat om censur på nettet?

Henrik: »Modstanden mod ACTA hænger i høj grad sammen med debatten om censur af internettet. I Danmark censurerer vi allerede nettet i ophavsrettens navn. Hvis ACTA bliver til virkelighed bliver denne tendens styrket og det skråplan vi allerede er ude på bliver meget svært at komme tilbage fra. Det er svært at argumentere for at lande som Kina og Syrien ikke må censurere internettet af politiske grunde, når vi ikke engang kan forhindre pladebranchen i at gøre det herhjemme.«

Maria: »Det er vigtigt at skille tingene ad – der er retten til at udtale sig frit. Ytringsfrihed under ansvar, og til at blive hørt. Det er en ret som er meget vigtig at passe på. Og så er der underholdningsprodukterne på internettet, som er handelsvarer, der kan købes og sælges. Det er svært at se, at det har noget med censur at gøre at forhindre ulovlig distribution. Så vi vil fortsætte med at kæmpe for kunstnerens frihed til at kunne leve af sin kunst – også i den digitale verden.«

Henrik: »Det er et paradoks af orwellske dimensioner at forsvare censur med henvisning til kunstnerisk frihed. Jeg vil gerne vende tilbage til den virkelighed, som jeg forklarede om tidligere. Det er en virkelighed, hvor forbrug og kommunikation netop ikke kan skilles ad, hvorfor censur af distributionstjenester, på samme måde som kopispærringer og den manglende audiovisuelle citatret, truer retten til at ytre sig, en ret vi ikke bør ofre på ophavsrettens alter.«

*

Opdatering: Jeg er blevet spurgt om jeg har fjernet noget fra Marias svar. Det har jeg. Jeg har kun taget de ting med, som jeg svarer på i forbindelse med interviewet, altså »i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet«.

Foto: Takeshi Kuboki

The Sky is Rising. Himlen stiger. Sådan lyder titlen på en omfattende rapport, som bloggerne Mike Masnick og Michael Ho fra Techdirt har lavet om underholdningsindustriens økonomi. Rapporten er baseret dels på industriens egne tal, dels på hvad der er lavet af uafhængige undersøgelser om emnet. Konklusionen er klar: det går godt, måske ikke for alle i industrien, men der har været kontinuerlig vækst, også mens resten af den globale økonomi har været i krise.

Denne konklusion huer naturligvis ikke RettighedsAlliancen, der tjener sine penge som lobbyorganisation på at fortælle politikere præcis det modsatte. RettighedsAlliancen er en parablyorganisation, der bl.a. tæller så forskellige interessenter som musikere organiseret i fagforeningen Dansk Musikerforbund, såvel som deres arbejdsgivere i pladeselskaberne, organiseret i IFPI.

I Musikeren, Dansk Musikerforbunds fagblad, fandt man for nylig et forsøg på kritisk journalistik. Forsøget mundede ud i en påstand om at RetttighedsAlliancen ikke havde fået svar fra TechDirt på en anmodning om kildefortegnelse til The Sky is Rising, en kildefortegnelse som ellers er offentlig tilgængelig.

Det viser sig imidlertid at RettighedsAlliancen faktisk har fået svar fra TechDirt. Anmodningen blev bare ikke rettet officielt, men privat af RettighedsAlliancens studentermedhjælper gennem Techdirts kontaktformular. Studentermedhjælperen fik svar samme dag.

Denne afkobling mellem realiteterne og RettighedsAlliancens udtalelser fik Henrik Moltke, der har dækket The Sky is Rising-rapporten i Information og Harddisken, til at kommentere følgende til Musikerens artikel:

»Man kunne beskylde Rettighedsalliancen for at lyve, bruge uetiske metoder for at diskreditere en seriøs diskussionspartner, for at tale mod bedre vidende offentligt. Man kunne sige at det bestemt ikke er første gang. [...] Men det ville være forkert at synke til det niveau, så det gør jeg ikke.«

Det vil jeg så tillade mig at gøre:

RettighedsAlliancen lyver, når den påstår at have henvendt sig til TechDirt. RettighedsAlliancen lyver paradoksalt nok også, når den påstår at TechDirt ikke har reageret på henvendelsen, som blev rettet privat af en studentermedhjælper.

RettighedsAlliancen bruger uetiske metoder for at diskreditere en seriøs diskussionspartner, når en studentermedhjælper bliver sendt i byen under dække af sit studie i et fordækt forsøg på at finde fejl i en rapport, der underminerer Alliancens eksistensberettigelse.

RettighedsAlliancen taler mod bedre vidende offentligt og det er bestemt ikke første gang. Et nyligt eksempel er sagen om de 95%, som endte med at formand for DPA og bestyrelsesformand i KODA Ivan Pedersen såvel som Handelsminister Pia Olsen Dyhr begge måtte stå skoleret foran DR Detektor, efter at have brugt RettighedsAlliancens tal.

I virkeligheden burde det være RettighedsAlliancen selv, der skulle stå skoleret for åben skærm og forklare hvad det gør ved debatten, når den fremlægger kraftigt overdrevne tal, bl.a. for Folketingets kulturudvalg som begrundelse for at indføre brevmodellen.

Hej.

Det er så fedt vi er så mange.
Det viser at internettet kan stå sammen, hvis vi sætter os for det.
Når vi står her på en fin forårsdag i København, står vi ikke alene.
Vi står sammen med hundredetusinder af andre mennesker over hele Europa.
Og endnu flere i resten af verden der mener at internettet skal være frit og åbent.

Vi står her fordi internettets fremtid er truet.
Internettet bliver truet af handelsaftaler som ACTA,
aftaler, der forhandles i hemmelighed for at øge kontrollen med hvordan vi kommunikerer.

Ligesom med demokrati kan vi ikke tage internettet for givet
og ACTA er en trussel mod internettet og et angreb på demokratiet.
Derfor står vi her i dag.

Vi står her for at vise at internettet ikke bør begrænses
på vegne af økonomiske særinteresser der ikke forstår internettet.

Jeg er blevet stillet et spørgsmål igen og igen de sidste fire uger:
Hvad er der galt med ACTA?
Det er heldigvis nemt at svare på.
Der er tre ting galt:

For det første:

ACTA blev forhandlet bag lukkede døre.
Men hvem sad med ved forhandlingsbordet?
Det gjorde menneskerettigheds-, borgerrettigheds, og forbrugerrettighedssorganisationerne ikke.
Det gjorde offentligheden ikke.
Det gjorde ikke engang vores folkevalgte politikere.

Og hvad foregik der bag de lukkede døre?
Det kunne man i lang tid kun finde ud af gennem WikiLeaks.
Og det man fandt ud af var skræmmende.
ACTA var en ønskeseddel over ting rettighedsindustrien ville gøre ved internettet.
Den blev forhandlet på plads på vegne af rettighedsindustriens lobbyister,
Men at lave en aftale om internettet, hvor kun rettighedsindustrien er repræsenteret,
svarer til hvis vores udenrigspolitik blev dikteret af våbenfabrikanter.

Når aftaler grundlæggende handler om hvordan vi må kommunikere sammen,
bør resten af samfundet blive hørt i fohandlingerne.
Det blev det ikke med ACTA.

For det andet:

ACTA er sat i verden for at beskytte ophavsretten og andre immaterielle rettigheder,
men den truer vores andre grundlæggende rettigheder.
Vi står her ikke for at få adgang til al musik, film og spil gratis.
Men fordi vi ikke vil tvinges til at købe kultur med en pistol for panden.
Modstanden mod ACTA handler ikke om musik og film og computerspil.
Det handler om retten til at kommunikere frit uden at blive censureret.
Om retten til at være anonym og ikke at blive overvåget.
Og så handler det om at være uskyldig – indtil det modsatte er bevist.
ACTA er en trussel mod alle disse grundlæggende rettigheder.

For det tredje:

Ulykker kommer sjældent alene, som man siger, og ACTA er ingen undtagelse.
ACTA er en del af en politisk trend.
I USA var man for nylig tæt på at vedtage lovforslagene SOPA og PIPA,
og for nylig blev de første dokumenter lækket fra ACTAs lillebror TPP.
Alle forkortelserne dækker over politik der ikke føres på vegne af det fælles bedste,
men på vegne af økonomiske særinteresser, der ikke ønsker forandring.

Her hjemme følger vi også efter i trenden med at indføre dårlig lovgivning.
I øjeblikket bakser de inde på Borgen med noget de kalder brevmodellen.
Den går ud på at sende advarselsbreve til de internetbrugere,
som rettighedsindustrien mistænker for at krænke deres ophavsret.
Det er internetudbyderne der skal betale for frimærkerne,
og det betyder at regningen ryger videre til forbrugerne.
Heldigvis er politikerne allerede begyndt at indse at det er en dårlig og dyr ide.
Det synes jeg vi skal bakke dem op i.

Den trend som ACTA er en del af er på ingen måde ny.
Gennem de sidste par hundrede år er ophavsretten blevet udvidet igen og igen,
og igen og igen er håndhævelsen af ophavsretten er blevet strammet.
Det er en proces der fortsætter og fortsætter, hvis ikke der bliver sagt stop.
Og det er nu vi siger stop: Ikke flere udvidelser, ikke flere stramninger.
Vi vil have ophavsretsreform, ikke aftaler der cementerer den nuværende lovgivning.

Internettet er en ny virkelighed, hvor gamle forretningsmodeller er truet.
Løsningen er ikke at ødelægge internettet for at redde forretningsmodellerne.
Underholdningsindustrien har brugt det sidste årti på at bekæmpe internettet,
i stedet for at bruge det til at udvide markedet og gøre kulturen let tilgængelig.
Det gjorde den også da kassettebåndet truede musikindustrien,
og da videobåndoptageren truede filmindustrien.
Det samme med radioen, pladespilleren og selv det automatiske klaver før det.
Da trykpressen blev opfundet brokkede munkene på klostrene sig også.

Hver gang har en industri følt sig truet af en ny teknologi.
Og hver gang har teknologien vist sig at udvide markedet.
Og samtidig har teknologien udvidet alles muligheder for at udøve vores rettigheder.
Hver gang har en gammel generation beklaget sig,
mens den unge generation har grebet mulighederne og brugt teknologien.
Internettet er vores tids pigtrådsmusik.
De gamle forstår det ikke og vil bremse det.
De unge bruger det til at kommunikere.

Heldigvis var ACTA dråben der fik bægeret at flyde over.
Over hele Europa protesterer vi mod ACTA.
Og flere og flere steder lytter de folkevalgte til hvad folk siger.
Det er kun i Danmark at politikerne synes at have svært ved at høre hvad der bliver sagt.
Der er ikke noget at komme efter, siger de ansvarlige ministre.
ACTA ændrer ingenting.
Men hvis ACTA ikke ændrer noget, hvorfor har vi så tiltrådt den?

Nede i Bruxelles har de til gengæld hørt hvad der bliver sagt.
Europaparlamentet lytter heldigvis til hvad deres vælgere siger.
Og det har været muligt at forklare dem, hvorfor de skal stemme nej til ACTA.
Det har nu fået Kommissionen til at sende ACTA til EU-domstolen.
Men det betyder ikke at ACTA er stoppet, bare at processen er trukket i langdrag.
Der kommer til at gå et år eller måske to før der sker noget nyt.
Men indtil da er der nok at tage fat på.

Vi kan starte med at sige til de danske politikere at de skal droppe brevmodellen.
Vi kan starte med at fortælle de danske politikere at internetcensur er en glidebane.

Vi kan ikke tage det frie og åbne internet for givet.
Selv når vi får lagt ACTA i graven, er kampen for internettet ikke slut.
Den er knap nok begyndt.

Sidste år så vi en demokratisk vækkelse i Mellemøsten.
Vi kaldte den det arabiske forår.
Vi jublede da folk brugte internettet i forsøget på at skabe demokrati.
Nu er det blevet forår igen. Både herhjemme og i resten af Europa.
Igen bruger folk internettet i forsøget på at skabe demokrati.
Vi står sammen her i dag for at kræve digitale rettigheder.
Det er blevet forår i Danmark, lad os stå sammen om, at det bliver et digitalt forår.

Facebook omtales til hudløshed som et socialt medie og der er opstået en klasse af social media eksperter, der kan fortælle dig og din virksomhed hvordan du skal være til stede på Facebook for at maksimere din omsætning og skabe mest værdi for dit brand.

I dag skal det imidlertid ikke handle så meget om medie-delen af Facebook som socialt medie, men om det sociale ved Facebook, dvs. Facebook som et samfundsmæssigt fænomen, facebook-sociologi om man vil.

Den sociale graf

Fra et datalogisk perspektiv kan Facebook beskrives som en såkaldt social graf, dvs en data-repræsentation af brugernes sociale netværk, dvs. hvem der kender hinanden og hvordan, alt sammen data som kan behandles på en computer.

Problemet med Facebook (og mange andre sociale tjenester) som social graf er imidlertid, fra et sociologisk synpunkt, at den data, som grafen består af, ikke korresponderer til en virkelighed udenfor sig selv.

Sammenlignet med en sociologisk netværksanalyse af fx topledere i dansk erhvervsliv, af hvem der sidder i bestyrelse med hvem i hvilke virksomheder osv, er den data generet af Facebook ikke en repræsentation af en social virkelighed uden for Facebook, men af Facebook som en social virkelighed i sig selv.

Et centralt eksempel på denne ikke-repræsentation, er termen “venner”. Hvor mange af de venner du har på facebook ville du uden at blinke kalde “venner” udenfor Facebook? Det er ikke så meget et spørgsmål om hvorvidt Facebook-venskaber udvander begrebet om venskab, men om den data Facebook har om brugerne som venner, siger noget om deres indbyrdes relationer uden for facebook.

Facebook forsøger at komme uden om repræsentationsproblemet ved at introducere datamængder som “close_friends”, “acquaintances”, “restricted” osv. og de mange lister man som bruger selv kan oprette under mængden “user_generated”. Så er det op til brugerne selv at kategorisere deres facebook-forbindelser efter hvordan de er relateret ude i virkeligheden, så at sige, og således bidrage til at Facebooks sociale graf bliver repræsentativ.

De relationer vi skaber til hinanden gennem Facebook ændrer også hvordan vi relaterer til hinanden udenfor. Det at erklære sig for “venner” på Facebook er lige så meget en talehandling som det er ansigt til ansigt, om end mindre forpligtende naturligvis. Ikke desto mindre påvirker Facebook som social virkelighed, den sociale virkelighed som den sociale graf ellers er sat i verden til at repræsentere.

Hvilken værdi tilbyder FB?

Grunden til at Facebook er det mest populære tidsfordriv i øjeblikket er imidlertid ikke at det tilbyder et præcist overblik over ens sociale relationer, men at det gør det muligt at interagere socialt. Statusopdateringer, kommentarfelter, links og ikke mindst billeder er det indhold der gør at Facebook overhovedet er relevant for sine brugere.

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for Facebook at indsamle data om ikke kun vores sociale relationer, men også om vores færden på internettet udenfor Facebook

Forretningsmodellen bag er, som de fleste ved, at tjene penge på at vise målrettede annoncer til deres brugere. Det kræver imidlertid en stor mængde data der kan identificere hver enkelt bruger som unikt individ i et socialt netværk, så der er noget konkret at målrette annoncerne mod.

Identitetsforvaltning

Facebook som platform er i virkeligheden ikke primært et socialt medie, selvom det som alle ved bliver brugt til at interagere socialt.

Med den seneste tilføjelse af Facebook Timeline blev det klart at Facebook i langt højere grad er en redskab til hvad man kan kalde identity management. Gennem Facebook kan en bruger håndtere hvordan vedkommende fremstår overfor de andre brugere som vedkommende interagerer med.

Når man opretter Timeline på sin profil har man en 7-dages periode før den bliver offentlig. På den måde kan man nå et pudse sin profil af, markere hvilke billeder og statusopdateringer andre skal se og ikke mindst hvilke de ikke skal se, inden ens Timeline, der ideelt set skulle være et billede af hele ens liv, bliver offentlig tilgængelig.

Identitet er ikke et spejl

Problemet med den måde Facebook tilbyder en at håndtere sin identitet på er at det bygger på en præmis om at identitet er noget statisk og vedvarende. At selvet er singulært og ikke andet end summen af sin fortid. Det er imidlertid en forsimplet måde at forstå identitet:

Den måde vi forstår os selv på og udtrykker os som individuelle identiteter og som sociale fællesskaber er meget mere kreativ og flydende og involverer altid en blanding af offentlighed og anonymitet. Den gamle græske filosof Heraklit sagde engang at man ikke kunne træde ned i den samme flod to gange. Facebook fastfryser imidlertid den flod identitet består af.

Alt for meget data…

For at skabe en sådan vedvarende identitet som Facebook kan sende målrettede annoncer efter, kræver tjenesten adgang til enorme mængder data.

Max Schrems, en tysk jurastuderende, søgte agtindsigt i den data Facebook lagrede om ham. Det kunne han som EU-borger fordi Facebook har sit hovedkvarter i Dublin og således er underlagt den irske databeskyttelseslovgivning. Resultatet var en CD-rom med posten som indeholdt 1222 sider med data om fx de præcise tidspunkter hvor Max loggede ind og ud og chatbeskeder, Max forlængst havde slettet.

Det er slående at Facebook gemmer data som brugere ellers har slettet. Faktisk gemmer Facebook væsentlig mere data end de udleverer når man beder om aktindsigt. Dette fik Max Schrams til at klage til hvad der svarer til det irske Datatilsyn, som på den anledning kort før jul kom med en rapport om Facebooks privatlivspolitik. De krav de nu stiller har Facebook et halvt år til at implementere.

Facebook-modstand

Max Schrems aktindsigstbegæring er kun et eksempel på en form for aktivisme hvad man kalde Facebook-aktivisme. Hans oprindelige aktindsigt foranledigede 40.000 andre brugere i at begære aktindsigt i den data FB lagrer om dem.

Et andet er en anden tysker ved navn Tobias Leingruber der har etableret et åbent research kollektiv kaldet Facebook Resistance Artists. Kollektivets formål er at ændre Facebooks regler og funktioner indefra gennem forskellige former for intervention og hacking.

Men hvorfor al denne modstand mod Facebook, når det nu er noget de fleste benytter både til underholdning og seriøse formål? Science fiction forfatter og aktivist Cory Doctorow sagde følgende om Facebook i spørgerunden efter hans oplæg til hackerkonferencen #28c3 mellem jul og nytår.

Når du opretter en profil på Facebook skriver du automatisk under på en kontrakt som med sine over 5000 ord er lidt længere end den amerikanske forfatning.

Det er de færreste der har læst den fulde tekst, som i detaljer opremser hvilke af dine handlinger Facebook ikke vil tage ansvar for og hvor meget af din data de forbeholder sig retten til at bruge som de vil.

Selv hvis man faktisk har læst teksten kan man ikke være sikker på sine rettigheder, da Facebook jævnligt laver om på sin privatlivspolitik.

Du er ikke kunden men produktet

Facebooks brugerbetingelser afslører, hvis man læser dem, at du som bruger ikke er en kunde der forbruger et produkt, men produktet selv i form af opmærksomhed som Facebook kan sælge videre til sine annoncører. Hele Facebooks tjeneste er således ikke struktureret for at bidrage mest værdi til sine brugere, med konsekvenser især for deres privatliv, fx ift. billeder, men også retsikkerhedsmæssigt ift. udlevering af brugerdata til myndigheder.

En konsekvens af den måde Facebook strukturerer information på er såkaldte filterbobler. Facebooks eksistensberettigelse er at det præsentere brugerne for den information de er interesserede i. Det betyder imidlertid at du er mere tilbøjelig til at se links og statusopdateringer som man i forvejen er fx politisk enig i. Hvis du er venstreorienteret er du mere tilbøjelig til at se opdateringer og videoklip fra dine venstreorienterede venner. Facebook er således med til at polarisere folks holdninger snarere end at skabe en platform for politisk debat:

Radikal Transparens

Et argument der ofte bliver bragt på banen i diskussioner om Facebook og privatliv er, at det ville være bedre for alle, hvis alle bare havde adgang til alles privatliv, der således ikke længere ville ville være privat, men offentligt. Dette argument kaldes radikal transparens og er almindeligt blandt flere internetguruer.

Der er imidlertid flere problemer med det. Først og fremmest er det interessant at de hvilken type mennesker der fremsætter dem. Der er primært tale om midaldrende hvide mænd, hvis privatliv tjener som en form for personlig branding i deres virke som internetguruer.

Forskeren danah boyd, der arbejder ved Microsoft Research, pointerer at det mest rammende er at diskussionen om radikal transparens aldrig omfatter transparens omkring Facebook selv. Der er uanede mængder af data som Facebook holder for sig selv og som det ikke engang er gennemskueligt hvem har adgang til ud over dem selv.

*

Du kan høre hele Øjne i nettet #2 som stream og download fra radioprogrammets hjemmeside.

Foto: NASA Earth Observatory

Efter afsløringerne af uautoriseret fildeling hos både plade- og filmselskaber, der viser et hykleri omkring ophavsretten som ikke begrænser sig til Danmark, er tiden nu kommet til politikerne.

Følgende screenshot fra youhavedownloaded.com viser resultatet af en søgning på et IP-nummer tilhørende Socialdemokratiets hovedkontor på Danasvej 7 på Frederiksberg:

I november havde lobbyister fra RettighedsAlliancen ifølge Fri kulturs kilder premiere på et roadshow om ophavsret hos netop Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, der efterfølgende nedsatte et udvalg om emnet.

DSU fik endvidere lovning på at modtage oplysningsmateriale om emnet i politisk kampagnesammenhæng til deres website, måske i lyset af Venstres klare ophavsretskrænkelser i forbindelse med den senest overståede valgkamp.

Det ser dog ud til at der i Socialdemokratiet alligevel var behov for at fejre den nylige sejr over de borgerlige med et afsnit af den amerikanske TV-serie Revenge.

RettighedsAlliancen kan således tilføje et advarselsbrev til det oplysningsmateriale som de bidrager med til det nyligt indtrådte regeringsparti.

Isen smelter ved polerne…

Selvom klimaet politisk set ikke har været en vindersag siden falliterklæringen i København i 2009, ser det alligevel ud til, at der stadig er interesse blandt de folkevalgte for konsekvenserne af den globale opvarmning. Her er et screenshot med et IP-nummer der tilhører Folketinget på Christiansborg:

Danmarks Radio har de seneste seks mandage vist BBCs serie Den Frosne Planet, som tager seerne med til jordens koldeste steder.

I den oprindelige version er der imidlertid syv afsnit, hvor det sidste handler om netop klimaforandringer. Dette syvende og politisk set mest betydningsfulde afsnit er således ikke tilgængeligt for de danske licensbetalere. Det er det til gengæld gennem den bittorrent-fil som er blevet hentet gennem et af Folketingets IP-numre.

Et politisk tøbrud?

Hvor brevmodellen før valget stod til at blive vedtaget bredt af Folketinget, har flere partier i både regeringen og oppositionen givet udtryk for at modellen ikke er samfundsøkonomisk bæredygtig.

På trods af at Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen ifølge Fri kulturs kilder har holdt møde med RettighedsAlliancen om netop brevmodellen udtaler han til Politiken, at Venstre er »skeptiske over for brevmodellen.«

Tilsyneladende har det tidligere regeringsparti fået øjnene op for, at modellen ikke økonomisk set er gavnlig for samfundet og indset, at »brevmodellen er en rigtig dyr ordning at implementere.«

Det manglende balance mellem brevmodellens klare økonomiske omkostninger og mildest talt uklare nytteværdi fremgår faktisk af det informationsbrev RettighedsAlliancen selv har sendt til sine medlemsorganisationer.

Med henvisning til en enkelt rapport konkluderes »at det er den almindelige opfattelse, at piratkopiering har en negativ effekt på salget af musik (der findes kun undersøgelser, der vedrører musik)« (tilføjet kursiv).

I modsætning til fx den menneskelige indflydelse på den globale opvarmning er der intet belæg for at musikere taber penge på uautoriseret kopiering. Der er tale om en formodning der er langt fra sandsynliggjort.

Brevet fortsætter med at citere undersøgelsen for, at der er »en vis sammenhæng« mellem uautoriseret kopiering og lovligt salg, »men at kvantificeringen heraf er behæftet med en del usikkerhed, da også andre faktorer spiller ind.«

Hvad der ikke kan påvises med fakta, kan imidlertid vedtages politisk.

Forhandlinger bag lukkede svingdøre

I et indlæg i fagbladet Advokaten kritiserer IT-advokat og åbenhedsevangelist Martin von Haller Grønbæk at hele den politiske proces »i forbindelse med forberedelse af en brevmodel har været ført i et hermetisk lukket udvalg under Kulturministeriet«.

Dette er ikke noget nyt i ophavsretsregi. I begyndelsen af dette årtusind skulle det såkaldte Infosoc-direktiv fra EU implementeres i dansk lov. En væsentlig del af direktivet er fritagelse af tredjepart for ansvar i rettighedskrænkelser, dvs. at internetudbydere, webtjenester osv. ikke er ansvarlige for ophavsretskrænkelser begået af deres brugere.

Ansvarlig for implementeringen af Infosoc-direktivet var advokat Peter Schønning, der på daværende tidspunkt var kontorchef i Kulturministeriets ophavsretskontor. Direktivet blev ikke desto mindre implementeret i en form som nogle har kaldt et kunstgreb og andre en decideret fejl, hvilket i Danmark gør internettets mellemmænd ansvarlige for deres brugeres handlinger.

Det var denne ophavsretsrevision, foretaget under Schønning, der gjorde det muligt for pladeselskabernes brancheorganisation IFPI gennem først landsretten og siden Højesteret at tvinge alle danske internetudbydere til at blokere for adgangen til The Pirate Bay.

Og hvem førte sagen i Østre Landsret på vegne af IFPI? Det gjorde selv samme Schønning, der i mellemtiden havde skiftet sit job som kontorchef i Kulturministeriet ud med et job som advokat i Johan Schlüter Advokatfirma og leder af AntiPiratGruppen (nu RettighedsAlliancen).

Men svingdøren mellem Johan Schlüter og Kulturministeriet svinger begge veje. Da Schønning startede på sit nye job hos Johan Schlüter blev han kollega med en ung, nyuddannet advokat ved navn Nicky Valbjørn. I sommers fik Valbjørn så et nyt job, ikke langt fra hans tidligere arbejdsplads på Højbro Plads. Han kan nu smykke sig med titlen som chefkonsulent i Kulturministeriets ophavsretskontor lige rundt om hjørnet på Gammel Strand.

Som von Haller skriver er IFPIs advokater »den eneste faggruppe inden for musikbranchen, der reelt har forøget sin indtjening og set et voksende marked for sine ydelser i de seneste ti år.« Spørgsmålet er om det overhovedet er nødvendigt for Johan Schlüter at betale RettighedsAlliancens lobbyister for at påvirke den politiske proces gennem Folketingets partier, hvis Kulturministeriets embedsmænd kan gøre arbejdet for dem.

*

Glædelig jul og godt nytår.
Henrik Chulu//Fri kultur

*

Opdatering: Jeg er af retskyndige blevet gjort opmærksom på at det var Johan Schlüter selv, der førte Pirate Bay-sagen i Højesteret. Schønning har ikke møderet for Højesteret. Det er rettet.

Foto: ukendt i det offentlige domæne.

Den nylige afsløring på Fri kultur af at både RettighedsAlliancen og dens interessenter i musikbranchen tager del i fildeling af ophavsretsbeskyttet materiale, har afstedkommet en diskussion om hykleri i rettighedsindustrien.

For at understrege at dobbeltmoralen ikke kun lever i musikbranchen, følger her et yderligere eksempel på tydeligvis uautoriseret fildeling af ophavsretsbeskyttet materiale:

Ovenstående screenshot peger på at der fra et IP-nummer tilhørende det danske filmselskab Zentropa er foretaget download af video- og billedbehandlingsprogrammet Adobe After Effects, der primært bruges til post-produktion af film og TV-programmer.

RettighedsAlliancen må gerne fildele

Hvor man må gå ud fra at Zentropas såvel som Sony Music Entertainment Denmarks formodede fildeling ikke var autoriseret af rettighedshaverne, er dette ikke nødvendigvis tilfældet for RettighedsAlliancens download af filmen Dirch.

Ifølge alliancens talsperson Maria Fredenslund er det nemlig ikke alle downloads af ophavsretsbeskyttede værker via bittorrentnetværket som er ulovlige:

»Vi arbejder jo for rettighedshaverne, som naturligvis har givet os lov til at hente deres materiale på nettet som et led i et efterforskningsarbejde,« siger hun til Comon.dk.

Hvorvidt RettighedsAlliancen har omgået DNS-blokeringen af The Pirate Bay for at efterforske fildeling af filmen om Dirch Passer melder historien desværre ikke noget om:

Et kig på netop The Pirate Bay afslører til gengæld at omfanget af uautoriseret fildeling af netop Dirch er ubetydeligt sammenlignet med fx en gennemsnitlig amerikansk film.

Hvad koster et lovligt download?

Selv hvis man medgiver at et ulovligt download økonomisk set svarer til et tabt salg, er spørgsmålet om de tabte indtægter, ved at nogle hundrede filmentusiaster ikke kan vente på at filmen kommer på markedet som DVD, svarer til udgifterne ved at hyre et prominent advokatfirma som Johan Schlüter til at efterforske uautoriseret fildeling?

Det er endnu ikke lykkedes at få tal ud af RettighedsAlliancens interessenter på hvor mange penge der bliver lagt i det efterforsknings- og lobbyarbejde som Johan Schlüter Advokatfirma udfører på deres vegne.

Tager man imidlertid i betragtning hvilken type virksomhed Johan Schlüter driver fra Højbro Plads i København, overfor Christiansborg og rundt om hjørnet fra Kulturministeriet, er det svært ikke at forestille sig et betydeligt advokatsalær for RettighedsAlliancens arbejde.

På samme måde kan man stille spørgsmål om hvorvidt et tiltag som brevmodellen med omkostninger i en størrelsesorden af flere millioner kroner årligt på nogen måde svarer til hvad rettighedshaverne kan se frem til at tjene på forbrugere der ud over pistolen i tindingen også ender med at betale regningen for gildet.

For en internetbruger bliver valget, hvis brevmodellen alligevel skulle blive vedtaget, om vedkommende helst vil bruge 50 kroner om måneden på en anonymiseret VPN-løsning, der gør at vedkommende kan downloade frit efter behov uden at skulle bekymre sig om RettighedsAlliancens advarselsbreve, eller hellere nøjes med at købe en enkelt dvd på tilbud.

Ophavsretten er en del af den sociale kontrakt

Diskussionen er imidlertid akademisk, da et uautoriseret download naturligvis ikke svarer til et tabt salg for rettighedshaverne. For nyligt besluttede den Schweiziske regering at bibeholde de Schweiziske ophavsretlige regler, der gør det lovligt at downloade ophavsretligt beskyttede værker til personligt brug. Denne beslutning blev naturligvis ikke taget ud af den blå luft, men på grundlag af en samfundsøkonomisk vurdering af omkostninger og goder ved de pågældende regler.

Man kan kun håbe på at Kulturministeriet har samme interesse i at tjene et overordnet offentligt gode snarere end særinteresser i rettighedsindustrien.

Rettighedshaverne har intet at vinde ved at bekæmpe fildeling på internettet. I stedet burde den traditionelle plade-, film- og bogbranche overveje om deres bidrag til en lobbyorganisation som RettighedsAlliancen på sigt gavner deres evne til at konkurrere på et marked, hvor gamle distributionsmodeller er under pres, men hvor internettet samtidigt tilbyder øget omsætning, hvis de formår at tilrettelægge deres strategier efter dets potentialer i stedet for at forsøge at bekæmpe dem.

Ligeledes bør faglige organisationer som Koda, Dansk Musikerforbund, Danske Filminstruktører, Dansk Forfatterforening, etc. kraftigt overveje om det er en fornuftig forvaltning af deres medlemmers midler at hælde dem i samme bundløse hul som deres arbejdsgivere i de respektive brancher, i stedet for at bruge pengene til at udvikle nye forretningsmodeller og tjenester der sikrer at deres medlemmer også i fremtiden kan tjene penge på at skabe indhold.

Foto: photojenni

Tre russere har skabt et website der registrerer IP-numre på internetbrugere der deler filer via bittorrentnetværket. På youhavedownloaded.com kan man se om ens eget IP-nummer er registreret.

Sitet gør det imidlertid også let at se hvad der er registreret af delte filer fra andres IP-numre. Her er et screenshot fra sitet, hvor et af Sony Music Entertainment Denmarks IP-numre er tastet ind i søgefeltet:

Som det fremgår af billedet, mente en medarbejder hos Sony ikke at det var værd at betale for R&B sangerinden Ledisis album Pieces of Me der er udgivet på konkurrenten Universals label Verve Forecast.

Følgende screenshot viser ligeledes resultatet af søgningnen på et Sony Music Entertainment Denmark IP-nummer:

Her ser man hvordan en Sony-medarbejder har kostet rapper-ægtefællerne Nicki Minaj og Drake et værdifuldt salg af nummeret Moment 4 Life ved at downloade det gratis via bittorrent. Albummet Pink Friday, som nummeret stammer fra, er udgivet på Young Money/Cash Money der ligeledes ejes af Universal.

Dette sidste screensshot viser søgningen på en IP-adresse tilhørende Johan Schlüter Advokatfirma:

Johan Schlüter Advokatfirma kendes af tilbagevendende læsere af denne blog bedre som RettighedsAlliancen (tidligere kendt som AntiPiratGruppen) og arbejder politisk for at den såkaldte brevmodel skal indføres herhjemme.

Brevmodellen består i at sende advarselsbreve til formodede fildelere. Måske alliancen skulle starte med at sende et brev til Sony Music Entertainment Denmark som gennem IFPI er en af dens største interessenter og derefter sende et brev til sig selv?

Det ville under alle omstændigheder klæde plade- og filmbranchen at stoppe hykleriet og derefter stoppe lobbyismen for et tiltag der hverken gavner befolkningens retssikkerhed eller dens respekt for de kreative brancher.

*

Opdatering: Det viser sig at der måske ikke er helt så bred politisk opbakning til brevmodellen som før valget. Måske de folkevalgte har indset at det ikke nytter at lovgive på vegne af lobbyorganisationers særinteresser imod et bredt flertal af befolkningens holdninger og adfærd. Så slipper både Sony og RettighedsAlliancen måske med en advarsel i denne omgang.

GRÅ RUM

Klokken fire om morgenen. Min døgnrytme følger taktslag i en fjern symfoni. Min verden er stadig den samme, bare uden mennesker.

Gaderne er tomme, som havde en stille dommedag fundet sted, mens alle andre sov. Verden er gået under, men jeg er stadig vågen.

Min indre bys erindringsbyggeri ligner arkitekttegningens desaturerede drømmebilleder. Usynlige menneskemasser fastfrosset i ensomhed.

Jeg bærer alene på en jordklode inde i hovedet; et ulæseligt landskab, hvor hjernevindinger kortlægger virkelighedens verdensrum.

Tankerne graver undrende gennem undergrunden med en insektpolitisk iver efter at undergrave uforløste følelsers irrationelle infrastruktur.

Foto: alphaducentaure

Creative Commons Danmark har været aktiv i over 6 år. Gennem de sidste to har den danske afdeling af den verdensomspændende almennyttige organisation arrangeret halvårlige saloner som har budt på oplæg og diskussioner om digital deling.

Den kommende salon handler om fællesskaberne omkring den fælled, som Creative Commons lægger fundamentet for med sine ophavsretlige licenser.

Det er muligt at høre oplæg om hvad der sker globalt inden for Creative Commons som organisation og om dens kulturelle perspektiver der rækker ud over selve licensstrukturen.

Salonen præsenterer også en ny bog, Creative Commons for alle, af Peter Leth, der vil fortælle om de læringsmæssige aspekter af Creative Commons i forhold til den danske folkeskole.

Til sidst vil der være mulighed for at deltage i en interaktiv proces, der sigter mod at inddrage Creative Commons’ brugere i den fremtidige udvikling af Creative Commons’ arbejde i Danmark.

Tid og sted
Torsdag d. 13. oktober, kl. 19-22 på Karrierebar, Flæsketorvet 57-67, 1711 København V.
Opdatering: Facebook-event.

Foto: The U.S. Army

Danske musikbloggere er »usolidariske,« skriver direktør for Koda, Anders Lassen, i et debatindlæg i Politiken. Kritikerne af Kodas nye blogpolitik er »snæversynede og trænger til at vågne op.«

Blogpolitikken går kort fortalt ud på, at bloggere skal betale Koda for at gøre musik tilgængelig, uanset at de har indgået aftaler med musikkens rettighedshavere og derudover ikke har nogen omsætning i forbindelse med deres skriverier.

Argumentationen i resten af indlægget er usammenhængende, grænsende til det pinlige. Lassen sammenligner bloggere, der bruger deres fritid til at skabe opmærksomhed om ny musik uden nogen økonomisk gevinst, med både Danmarks Radio, Roskilde Festival og »den lokale cafe.«

Problemet med blogpolitikken er, at den forsøger at trække penge ud af et kredsløb, hvor der i udgangspunktet ikke løber nogen penge rundt. Ikke-kommercielle foretagerne, hvor langt størstedelen af musikblogs hører under, er netop kendetegnet ved ikke at have nogen omsætning.

Blogpolitikken er, som Søren Storm Hansen skriver, udtryk for, at Koda vælger at fokusere enøjet på sine principper og se bort fra virkeligheden. I stedet for at koncentrere sig om at trække penge ud af de kredsløb, hvor der faktisk er penge i omløb, fx ved at få en aftale på plads med YouTube, går Koda efter musiklivets yngste spirer.

Der et stort potentiale i blogs generelt, men på nuværende tidspunkt er det et potentiale for en levende dansk internetkultur og ikke for økonomisk gevinst for Kodas medlemmer.

Dialog: Et tilbud du ikke kan modstå

At betale Koda for at lægge et YouTube-klip med musik på ens blog, svarer til at betale en gangster beskyttelsespenge. Selv om Koda inviterede de danske musikbloggere ind til dialog om blogpolitikken, er virkeligheden den, at bloggerne har fået et tilbud de ikke kan modstå. Ikke fordi det er godt tilbud, men fordi alternativet er at gå rettens vej, og i modsætning til Koda har musikbloggerne ikke deres egne ophavsretsadvokater ansat på fuld tid.

Blogpolitikken er i sin natur en trussel mod kommunikationsfriheden på internettet, i og med at det ikke er defineret, hvad en musikblog egentlig er. Er det blogs der kun handler om musik, eller skal blogs der kun en gang i mellem handler om musik, hvilket nok er hovedparten af danske blogs, også betale efter Kodas blogpolitik? Det tætteste man kommer på en definition af ordet ‘musikblog’ er, hvem Koda vælger at kræve penge ind fra.

Det står ligeledes ikke klart, hvorvidt mikroblogs som Twitter og Facebook tæller som blogs. I så fald skal rigtig mange danske Facebook-brugere pludselig betale Kodas bloggingafgift, når de poster musikvideoer fra YouTube. Og er profiler på bloggingsystemer som WordPress.com eller Tumblr.com dækket af Kodas blogpolitik eller er det kun hvis en blog har registreret et .dk domæne?

Adspurgt svarer Koda via Facebook, at de »er med på at det giver en hel række afgrænsningsspørgsmål :-) [sic] Det må vi bare forholde os til løbende. Det afgørende for os er, hvem der har ansvaret for det site, hvor musikken præsenteres og ikke hvilken server musikken trækkes fra.«

Hvis Kodas blogpolitik kun gælder musikblogs på egne domæner, er det latterligt overhovedet at bruge tid på at diskutere sagen, endsige for Koda at bruge kræfter på den, da det drejer sig om ganske få blogs og derfor et ubetydeligt økonomisk udbytte.

Hvis det derimod er brugeren som er ansvarlig for indholdet på fx. WordPress.com eller Tumblr.com, giver det Koda et afgrænsningsproblem, som organisationen ikke »bare« kan forholde sig til »løbende.« Der er ikke nogen principiel forskel på at have en blog på en tjeneste som WordPress.com og så at have en profil Facebook.

Musikbloggere forén jer! Eller…

Det er vigtigt at have organisationer der kæmper for kunstneres rettigheder. Det er imidlertid pinligt at se, at Koda ikke forstår at vælge sine kampe. Organisationen jokker først i det musikalske vækstlags spirende spinat ved at sende skyhøje regninger til danske musikblogs. For at redde sit image indbyder den så til dialog om sin blogpolitik for derefter at gøre i nælderne og kalde sine kritikere usolidariske.

Som en kommentar til kritikken af Kodas blogpolitik skriver Troels Abrahamsen, at lige som Koda og andre organisationer gennem hundrede år har organiseret sig i kamp for kunstnernes rettigheder, bør musikbloggerne danne deres egen organisation og kæmpe for deres rettigheder.

Problemet er imidlertid ikke organisatorisk, men snarere at organisationer som Koda forvalter et forældet juridisk system. Ophavsretten, med sin tildeling af monopoler på fremførelse og eksemplarfremstilling af værker er ikke opdateret til måden internettet fungerer på teknologisk, eller den måde det bliver brugt socialt til at udveksle kultur.

Blogpolitikken er udtryk for, at man forsøger at transplantere en forældet tankegang over på en innovativ teknologisk udvikling. Resultatet bliver, at den innovation, som musikblogs potentielt udgør, bliver kvalt ved fødslen. Hvis blogpolitikken ender med at blive håndhævet konsekvent, vil den, som Lukas Kaldan skriver, endvidere medføre, at danske musikelskere i højere grad vil benytte udenlandske musikblogs til at opdage ny musik, blogs som i meget lille grad gør det danske vækstlag tilgængeligt.

(Musik)bloggere forén jer! Seriøst.

Det er imidlertid ikke en dårlig ide for danske bloggere generelt at organisere sig omkring en fremadskuende internetpolitik. Organisationer som Koda og DMF står i dag, på trods af deres faglige rødder, skulder ved skulder med pladeselskabernes organisation IFPI i RettighedsAlliancen, og har derfor, som Claus Pedersen skriver, »fået en lektion i klassekamp for den kreative klasse.«

Hvor RettighedsAlliancen generelt står for en gennemført reaktionær internetpolitik, findes der heldigvis en lang række organisationer som står klar med bud på politikker der baserer sig på den innovation, som internettet tilbyder. Fx opdaterer Creative Commons ophavsretslovgivninger verden over med en licensstruktur der gør dem kompatible med internettets muligheder for at dele indhold.

Selvom Koda, i samarbejde med Creative Commons Danmark, har etableret en forsøgsordning der gør licenserne tilgængelige for sine medlemmer, følges denne mulighed med en klar advarsel om brugen. Det har, sammen med den besværlige proces, som det er for Kodas medlemmer faktisk at bruge licenserne, medført, at utroligt få medlemmer har valgt at benytte de facto standarden for lovlig deling og genbrug af kreativt indhold på internettet.

Koda burde spare kræfterne fra sin RettighedsAlliancen-inspirerede blogpolitik, og bruge dem på at udvikle nye modeller for musikbrug der udnytter internettes potentiale for deling af indhold, i stedet for at hæmme det.

Foto: tomsaint

Sidste efterår afholdt det amerikanske forsvar en øvelse ved Fort Brenning i staten Georgia, hvor tre førerløse fartøjer, to i luften og et på landjorden, var i stand til at identificere et prædefineret mål uden menneskelig indblanding i deres beslutningsprocesser.

Dette er ifølge Washington Post første skridt til en ny form for krigsførelse, hvor de såkaldte droner »jager, identificerer og dræber fjenden baseret på beregninger lavet af software og ikke beslutninger foretaget af mennesker.«

Den flerfarvede presenning, som dronerne identificerede uden for Fort Brenning, var ifølge Charles E. Pippin, som har designet dronernes mønstergenkendelsessoftware, en erstatning for hvad der i fremtiden vil være menneskelige ansigter.

Øvelsen lægger grundstenen til udviklingen af droner, der selv kan genkende ansigter og, når en fjende er identificeret, angribe og tilintetgøre vedkommende.

Førerløse fartøjer er ikke nye for militærstyrker verden over. De bliver flittigt brugt af bl.a. koalitionsstyrkerne i Afghanistan, fx til rekognoscering og overvågning, men også bevæbnet med missiler til at angribe fjendtlige styrker.

Hvor beslutningen om at angribe med førerløse fartøjer hidtil har ligget hos en menneskelig operatør, der ofte befinder sig på den anden side kloden på en amerikansk militærbase, vil fartøjerne i fremtiden selv vurdere, om et potentielt mål er fjendtligt og angribe det, uden at et menneske giver ordren.

Krigens love foreskriver imidlertid, at krigsførende parter skal skelne mellem civile og fjender og vurdere om en fjende forsøger at overgive sig. Spørgsmålet er, hvem der står til ansvar, den dag en selvstyrende robot ved en fejl bryder Genevekonventionen og dræber civile eller likviderer fjender som overgiver sig.

På Aalborgs havnefront ligger Platform 4, et tidligere kornlager, hvor lokale kreative sjæle kan eksperimentere med kunst, teknologi og iværksætteri, og finde plads til at realisere deres projekter.

I weekenden lagde Platform 4 hus til konferencen Future Meeting Hub, hvor gæsterne kunne deltage i en lang række workshops og høre oplæg om kunst og teknologi.

Med sine 3000 m2 åbne rum er Platform 4 sandsynligvis verdens største såkaldte hackerspace, dvs. et fysisk sted, hvor folk med fælles interesser, ofte inden for elektronik og programmering, har mulighed for at socialisere, lære af hinanden og bygge ting sammen.

I stueetagen havde 7 gæstende hackerspaces hver deres område, delt op af afspærringsbånd, hvor deres projekter hen over weekenden udviklede sig og tog form.

Hacker er ikke et skældsord

De fleste forbinder ordet hacker med lyssky computernørder, som bryder ind i computersystemer og ødelægger eller stjæler data. Mange af konferencens deltagere var imidlertid ikke blege for at bruge betegnelsen hacker til at beskrive sig selv.

At hacke, sådan som ordet indgår i begrebet hackerspace, og sådan som flere af konferencens deltagere tog det i munden, er kunsten at bruge teknologi på en måde som den ikke nødvendigvis er beregnet til.

»Hacking er en tilgang til at være kreativ,« siger en af konferencens arrangører, Christian Villum, som til daglig er projektleder på Platform 4. »Det er et spørgsmål om at være nysgerrig overfor, hvordan teknologi hænger sammen, men også at finde ud af, hvordan man kan forbedre den.«

Og teknologi skal forstås i bred forstand. Det handler ikke kun om computere. »Det kan også lige så godt være et stykke mekanik,« siger kunstneren Christian Liljedahl, som brugte weekenden på at bygge vandkanoner drevet af trykluft. »Det er meget meget bredt. I virkeligheden hacker du også en kage, når du putter noget andet oven på, end det der står i opskriften.«

Ved en tidligere lejlighed havde det københavnske hackerspace Illutron, hvor Liljedahl til dagligt slår sine folder, besøgt Platform 4 og bygget flammekastere. På havnekajen foran Platform 4′s frivilligt drevne cafe, stod derfor en olietønde med to trykknapper oven på. Når man trykkede på den ene, stod en søjle af ild op fra en flammekaster monteret på en tømmerflåde i vandet, og den anden udløste en fem meter høj vandstråle, som kun lige præcis havde den som trykkede på knappen uden for rækkevidde.

Internettets infrastruktur gøres synlig

SinkDeep fra hacker- og kunstnerkollektivet F.A.T Lab demonstrerede gennem eksemplets magt, hvordan almindelige mennesker kan tage den teknologiske udvikling i egen hånd ved hjælp af relativt simple værktøjer.

Hun forsøgte i F.A.T. Labs workshop at koble en megafon på internettet ved hjælp af en wifi-antenne. Projektet, ved navn Tweet Crier, går ud på at afspille beskeder, skrevet på webtjenesten Twitter, ud gennem megafonen ved hjælp af et elektronisk kredsløb der gengiver skrevet tekst med robotstemme.

»Internettet er svært at lægge mærke til. Vi tager det for givet. Projektet handler om at gøre internettet synligt.«

Tweet Crier skal illustrere, at internettet består af en fysisk infrastruktur, som vi først bliver opmærksomme på, når den bryder sammen. »Du lægger mærke til den, når der er en konflikt, når der er censur, eller i Østeuropa, hvor en kvinde for nogle måneder siden afskar jeg ved ikke hvor mange lande fra internettet ved at grave et kabel over i sin baghave.«

Under programmeringen af Tweet Crier brændte SinkDeep ved et uheld sit wi-fi relæ sammen, hvilket efter hendes mening imidlertid blot understregede værkets pointe. Megafonen skulle derefter kobles til internettet via et netværkskabel, en teknologi som de fleste finder lidt besværlig, når man er vant til wi-fi, men som til gengæld var med til at vise hvordan internettet er en fysisk infrastruktur.

Lego og andet legetøj

På Platform 4′s første sal fortalte IT-advokat Martin von Haller Grønbæk om, hvordan open source-licenser skaber grundlag for forretningsmodeller i software-branchen. Et eksempel, som han bragte på banen, var den danske legetøjsfabrikant Lego, der i 2006 valgte at frigive kildekoden til sit produkt Mindstorm NXT, en programmerbar robot, der verden over har en trofast fanskare af såkaldt afols (adult fans of lego).

Lego Mindstorms entusiaster var ikke repræsenteret som et af konferencens hackerspaces, men legetøj var der nok af. En bruger fra et andet københavnsk hackerspace Labitat viste bl.a. sit legetøj frem: en hexacopter, der er en fjernstyret og programmerbar helikopter med seks rotorer. På en skærm i Labitats afdeling kunne man følge dens seneste flyvetur over Platform 4 og Aalborg havn, optaget med et kamera monteret på dens underside.

Helikopterturen var imidlertid kun et overspring fra det egentlige projekt, Labitat ville realisere under konferencen, nemlig at bygge en klon af det selvbalancerende tohjulede køretøj Segway.

»Fordi man kan,« svarer Esmil fra Labitat på spørgsmålet om, hvorfor de valgte at bygge en kopi af en Segway. Han uddyber, at »udfordringen ved at programmere en Segway er, at den skal fungere ude i virkeligheden og ikke bare inde i en computer.«

Esmil legede med programmet på en ca. 30 cm høj model, før det skulle overføres til den store model, der allerede var bygget af aluminium og som havde fået monteret fungerende elektriske motorer. Den kunne imidlertid ikke køre, før hans program var i stand til at holde det ustabile køretøj oprejst. Ved konferencens afslutning havde den ca 30 cm høje model kunnet bekæmpe sin iboende overbalance i omkring 20 sekunder ad gangen.

Selvom den færdige Segway-klon i fuld størrelse ikke stod klar til testkørsel, da den blev vist frem til show-off på konferencens sidste dag, vakte den stadig klapsalver. Måske fordi at man kunne bygge den, og at nogle forsøgte.

Foto: katerha

Opdatering: Beklager de døde links til Politiken. Det viser sig at det var en fejl at pdf-versionen af avisen var tilgængelig for alle online.

Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, skrev, under overskriften V viser ophavsrettens værdi, et indlæg i Politiken, hvor han sammenlignede ophavsretskrænkelse med tyveri af mælk i et supermarked.

Bjerregård mener, at sagen om Venstres krænkelse af fotograf Lars Svankjærs ophavsret viser, at ophavsretten fungerer som den skal. Enhver snak om revision af ophavsretten, fx for at gøre den kompatibel med den digitale virkelighed den regulerer, er efter hans overbevisning »noget sludder.«

Der er jævnligt indlæg her på Fri kultur, som retter et kritisk blik på ophavsretten og ikke mindst dens lobbyorganisation, RettighedsAlliancen, og banaliteten i Bjerregårds indlæg tryglede og bad om et modsvar. Ophavsretten er i krise og fortjener kritik, ikke kindkys og klapsalver.

Resultatet blev et debatindlæg til Politiken, Ophavsret eller ytringsfrihed? Det indeholdt følgende argumenter:

• Ophavsretten er ikke en afart af den private ejendomsret, men et monopol som loven giver skaberen af et værk til fremstilling af eksemplarer af det.
• Hvis ophavsretten skal håndhæves konsekvent, skal man blokere det meste af internettet og for almindelige danskeres omgang med digitale medier i deres dagligdag.
• Denne udvikling er allerede sat i gang med Højesterets dom i sagen om blokering af The Pirate Bay. Danmark censurerer således ivrigt internettet, bl.a. for at beskytte ophavsretten.
• Ophavsretten rummer muligheden for at lukke ned for politisk kommunikation online, under påskud af at det krænker ophavsretten.

Konklusionen på indlægget var, at hvis ikke der bliver taget hul på debatten om en revision af ophavsretten, vil den blive fremtidens væsentligste begrænsning af ytringsfriheden.

Så langt så godt. Intet nyt for en tilbagevendende læser af denne blog.

RettighedsAlliancens rygmarvsreaktioner

Som svar på modsvaret valgte Politiken derefter at trykke to debatindlæg fra RettighedsAlliancens medlemsorganisationer, hhv. Dansk Skuespillerforbund i samarbejde med Forlæggerforeningen og Dansk Musiker Forbund.

I førstnævnte indlæg, Ophavsret er ikke censur, angriber forbunds- og foreningsforpersoner, Katja Holm og Christine Bødtcher Hansen, et tænkt eksempel i indlægget herfra, hvor Lars Svankjær, S og SF, med Højesterets praksis fra Pirate Bay-sagen i hånden, går rettens vej for at lukke Venstres hjemmeside.

I sidstnævnte, Ophavsret og ytringfrihed er altså ikke modsætninger, påstår den tilsyneladende personligt fornærmede forperson for musikerforbundet, Anders Laursen, efter ubehjælpelige forsøg på at definere ytringsfrihed og censur, at ophavsretten løbende er opdateret for at passe til den sociale og teknologiske udvikling.

Ophavsretten bruges allerede til censur

Det er på den ene side overraskende, at Holm og Hansen, der, givet deres titler, burde have indsigt i skuespil og litteratur, ikke er bekendt med overdrivelse som dramatisk og litterært greb.

Når det så er sagt, forholder de sig ikke til sagens kerne, nemlig den kendsgerning, at ophavsretten allerede bliver brugt som et middel til censur. Jurist og ph.d, Clement Salung Petersen, bruger, med opbakning fra Advokatrådet, netop denne betegnelse om blokeringen af The Pirate Bay.

Opdatering: Dette har Clement dementeret i en personlig samtale. Han mener Comon.dk fejlciterede ham for følgende: »Denne adgang til at blokere for danskeres adgang til bestemte hjemmesider o. lign. på internettet er betænkelig, fordi der reelt er tale om censur af internettet uden, at en domstol på en betryggende måde har taget stilling til behovet for et sådant indgreb i ytringsfriheden.«

I mellemtiden truede Danmarks Radio den ikke-kommercielle politiske satireblog Lars og Helle diskuterer politik med en lang og kostbar retssag, hvis ikke siden fjernede skærmbilleder fra en tv-debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.

Det viser med al tydelighed, hvor snævert albuerummet er for politisk ytringsfrihed på internettet. Hvis man ikke har råd til at forsvare sig mod anklager om ophavsretskrænkelse, må man føje sig.

Det viser endvidere, hvor vilkårligt ophavsretten håndhæves. Danmarks Radio truer en enkelt blog til tavshed, men en simpel Google-billedsøgning på ordene “bamse” og “kylling” afslører 50.000+ tilsvarende krænkelser.

Ophavsretten stemmer ikke overens med den måde almindelige mennesker kommunikerer på ved hjælp af internettet, og det er der en forklaring på.

Ophavsretten er lavet for og af lobbyister

Hvis man skal tillægge Laursens påstand om ophavsrettens tilpasning til den sociale og teknologiske virkelighed nogen som helst sandhedsværdi, må man gå ud fra at han med “samfundsudviklingen” mener de ophavsretsafhængige branchers interesser, sådan som de varetages herhjemme af RettighedsAlliancen som lobbyorganisation.

Hvis ophavsretten skulle håndhæves ensartet, således at ikke kun satiriske blogs men også Google’s gengivelser af Bamse og Kylling blev fjernet fra nettet, skulle store dele af internettet og almindelige menneskers kommunikation overvåges, filtreres og blokeres. Det er RettighedsAlliancens indstilling, at sådanne totalitære skridt er nødvendige for at komme såkaldt piratkopiering til livs.

Langt størstedelen af ophavsretskrænkelser bliver imidlertid ikke begået af pirater, men af forbrugere. I februar viste en undersøgelse fra Rockwoolfondens Forskningsenhed, at 7 ud af 10 danskere ikke ser noget moralsk forkert i at bryde ophavsretsloven. Som den er struktureret i dag, varetager den således et lille mindretals interesser, til skade for flertallets mulighed for at kommunikere frit.

Når vi taler om revision af ophavsretten, bør det være på befolkningens og den demokratiske offentligheds præmisser og ikke RettighedsAlliancens. Det ville klæde Holm, Hansen og Laursen at tænke ud over deres respektive organisationers økonomiske interesser i ophavsretten og se på dens konsekvenser for det omgivende samfund.

Og så det med Politiken…

Ovenstående svar på tiltale blev sendt ind til Politikens debatredaktion i håbet om at få en debat om en ophavsret og ytringsfrihed i gang, der ikke var domineret af RettighedsAlliancens rygmarvsreaktioner.

Som svar skrev debatredaktør Niels Nørgaard imidlertid, at redaktionen har »meget pres på debatsiderne på grund af valget. Derfor stopper vi debatten for denne omgang.«

Det er håbet herfra, at den bliver taget op igen snarligst, så vi i fremtiden kan få en ophavsret til tjeneste for de mange og ikke kun de få.

Foto: larsløkke på en Creative Commmons BY-NC-ND licens.

Der bliver aldrig valg, ever…

Folketingsvalget, hvis udskrivelse i skrivende stund brillierer ved sit fravær, har fremkaldt et væld af satiriske indslag på nettet.

Bloggen Der bliver aldrig valg, ever har i en længere periode akkumuleret såkaldte billedmakroer med Lars Løkke, der i forskellige situationer slår fast at der aldrig bliver valg, ever.

For nyligt dukkede en klart manipuleret version af Statsministerens nytårstale op, hvor han igen benægter at der kommer valg. Senest er også et klip fra filmen Die Untergang dukket op, hvor Hitler raser over Statsministerens manglende valgudskrivelse.

Alt sammen velment humor, der gør grin med magthaverne og den politiske kommunikation Danmark i øjeblikket oversvømmes af.

En afledt blog af Der bliver aldrig valg, ever er Lars og Helle diskuterer politik, der indbyder til at dens læsere laver deres egne billedmakroer med Lars Løkke og Helle Thorning, der diskuterer relevante emner.

Bagmanden bag Lars og Helle diskuterer politik, Jonas Juhler, har nu imidlertid modtaget et cease and desist letter fra Danmarks Radio, der med ophavsretten i hånden tvinger ham til at fjerne alle screendumps, der er taget fra Danmarks Radios udsendelser, fra bloggen.

Flere danske medier har bemærket trenden med humoristisk remix af politisk kommunikation, heriblandt Politiken, Berlingske, TV2 og selv Danmarks Radio, der i sin nyhedsartikel linker til den blog de nu vil have fjernet billeder fra. Visse medier er endda gået så langt som til at spørge fagfolk, hvad konsekvensen af satirens indhold ville blive, hvis det blev til virkelighed.

Alt dette finder sted efter at Venstres kampagne mod rød blok kom i strid modvind efter at have krænket ophavsretten.

I den forbindelse blev det argumenteret herfra, at ophavsretten bør revideres, således at den tillader afledte værker, fx gennem en udvidelse af citatretten, for netop at sikre ytringsfrihedens albuerum i den politiske kommunikation.

Danmarks Radios juridiske trusler mod Lars og Helle diskuterer politik viser endnu engang, hvorfor sådan en revision af ophavsretten er bydende nødvendig.

Billede: derbliveraldrigvalgever på albuerums-licens.

Fotograf Lars Svankjær, der har lagt sag an mod Venstre for ophavsretskrænkelse, udtaler til B.T., at partiets kampagne har misbrugt hans billeder:

»For det første bruger de billederne uden at bede om lov. For det andet har de ikke skrevet mit navn. For det tredje har de manipuleret med billederne – de har flyttet Helles hårgrænse.«

Flere eksperter i markedsføring og kommunikation har i forbindelse med lanceringen kommenteret, at kampagnen rykker grænserne for politisk kommunikation i Danmark, og ikke kun Helle Thornings hårgrænse.

Taktikken i det udelukkende negative angreb på politiske modstandere, uden at præsentere egen politik, siger kommentatorerne, kommer fra amerikanske valgkampe og har først nu har fundet vej til Danmark.

Der er imidlertid en anden og væsentligere side af kampagnens taktik, som, udover at være velkendt herhjemme, også skaber muligheden for at flytte grænserne for politisk kommunikation i almindelighed.

Dårlig omtale er gratis omtale

Der er stor sandsynlighed for, at bureauet bag Venstres reklameoffensiv, Hjaltelin Stahl & Co., har spekuleret i, at krænkelsen af først Lars Svankjærs og siden Thomas Andersens ophavsret ville give kampagnen en forøget opmærksomhed i medierne.

Alene gennem omtalen af fotografernes sagsanlæg er kampagnens budskab således blevet bragt ud til sine modtagere.

Samme taktik benytter Dansk Folkeparti, når dets politikeres udsagn (om fx parabolforbud eller indvandreres tyveri af saftevand og kage), alene på grund af deres forrykte karakter, får medierne til at bære politikernes budskaber ud til partiets kernevælgere, ganske gratis.

Taktikken kom også til udtryk i Dansk Folkepartis brug af titlen fra den afdøde sangerinde Natasjas Giv mig Danmark Tilbage i en politisk kampagne.

Forargeligheden ved at udnytte en afdød, stærkt venstreorienteret kunstner, som oven i købet var mørk i huden, i en xenofobisk kampagne, var nok til at skabe en historie i medierne, der således agerede nyttige idioter i partiets korstog mod muslimer.

Risikoen for sagsanlæg fra ophavspersoner bliver ifølge Statsministerens tidligere spindoktor, Søs Marie Seerup i PR-sammenhæng betragtet som en kalkuleret risiko.

Det var nemt at forudsige, at ophavsmændene til billederne af Helle Thorning og Villy Søvndal ville fare i flint og pudse deres advokater på det liberale regeringsparti. Dette skabte en løbende mediehistorie som beholder for det egentlige budskab.

Det uautoriserede kopi af billedet er imidlertid kun startskuddet på kampagnen, men det tjener et centralt formål, nemlig at etablere associationen til de to partilederes ansigter i et negativt rum, afgrænset af deres silhouetter på en baggrund af krydsfinér.

Allerede på kampagnens anden dag meddeler Venstre således til DR, at de ikke længere vil bruge de omstridte billeder, men sorte silhouetter istedet. Nu er der imidlertid ingen tvivl hos beskueren, om hvem det skal forestille.

Tid til forandring: Ophavsretten som valgtema?

At partisekretæren i et af Danmarks regeringspartier, Jens Skipper Rasmussen, ikke skulle kende til de grundlæggende bestemmelser i ophavsretsloven, virker måske påfaldende.

Han udtaler bl.a. til Ritzau, at Venstre »bare lånt billederne,« og til Politiken: »Der må være et vist albuerum i forhold til politisk kommunikation her i landet.«

Det er dog fristende at tage partisekretærens udtalelser for pålydende. I så fald lægger partiet op til en reform af ophavsretslovgivningen.

I en ny form skulle ophavsretten indholde begrænsninger, der svarer til de såkaldt Fair Dealing eller Fair Use-principper i angloamerikansk copyright.

Fair Use tillader, at man bryder ophavspersoners monopol på fremstilling af beskyttede værker, hvis dette foregår fx i et kritisk, journalistisk, forskningsmæssigt, arkivarisk, parodisk eller lignende øjemed.

Dansk lovgivning har en flig af dette princip indbygget i form af ophavsrettens §22, der er lovgivningens demokratiske alibi. §22 giver ret til at citere “i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.”

Retten til at citere fra offentliggjorte værker gælder imidlertid kun for tekst. Således er musik, lydklip, fotos og film endnu ikke demokratiske ressourcer, på trods af at de som medieformer efterhånden er centrale i den politiske kommunikation og således i en demokratisk offentlighed.

Af Folketingets partier, har kun Enhedslisten hidtil haft ophavsretsreform på programmet. Det er et frisk pust over landet, at Venstre, gennem sin civile ulydighedsaktion, lægger op til en liberalisering og modernisering af lovgivningen.

Således ville Michael Jeppesens parodi af regeringspartiets kampagnevideo kunne legaliseres:

Foto: pcambra

12.-14. august afholder Mellemfolkeligt Samvirke den musikalske og politiske festival Fair Fælled. I den forbindelse har Creative Commons Danmark et spor i festivalens DebatLounge.

Debatten tager udgangspunkt i det potentiale internettet og sociale medier rummer for at fremme udviklingen mod global social retfærdighed:

Undertegnede vil introducere Creative Commons’ licenser og sætte dem i perspektiv til den globale kulturelle udvikling.

Solana Larsen vil fortælle om hvordan Global Voices, bl.a. ved hjælp af Creative Commons, gør det muligt for hundredevis af bloggere verden over at få deres stemme hørt på tværs af sprogbarrierer og traditionelle mediehierarkier. Solana Larsen er ansvarshavende redaktør på Global Voices.

Tomas Krag vil fortælle om de to kollaborative bogprojekter Wireless Networking in the Developing World og Bypassing Internet Censorship, som er blevet til gennem såkaldte booksprints og udgivet på Creative Commons licenser. Tomas Krag er grundlægger af wire.less.dk og tidligere CTO i Refugees United, en online genforeningsplatform for flygtninge.

Tid
Søndag d. 14. august fra kl. 15.45 til 16.30.

Sted
DebatLounge, Fair Fælled, Fælledparken

Det er ikke til at tage fejl af budskabet i Shepard Faireys gavlmaleri ud til en af Københavns mest betydningsbærende adresser. Det er ikke forsøgt pakket ind eller afleveret under dække af at sige noget andet. Værket har nogenlunde samme subtilitet som en molotov cocktail der rammer en af Københavns Politis hollændervogne.

Duen har været brugt som fredssymbol siden kristendommens fødsel, hvor den med en olivengren i næbbet har repræsenteret helligånden og den kristne salighed og sjælefred. Dens politiske betydning fik imidlertid først sin popularitet, da Picassos litografi Duen blev valgt som emblem for det kommunistiske Verdensfredsråds kongres i 1949. Faireys due er ligesom Picassos ikke tynget af en kristen olivengren.

Hvis de kunsthistoriske og geopolitiske referencer passerer hen over hovedet på beskueren, som en af Københavns forhadte storbyduer eller som en brosten over et sammenstød mellem politi og demonstranter, kan man nøjes med at læse skriften på væggen i en typografisk stil der henviser til oprindelsen af moderne europæisk reklameæstetik, art nouveau.

Netop den reklameæstetiske metode, at gentage sine budskaber i en uafbrudt strøm, er central i Faireys værker der iklæder reklamens symbolske vold et autoritært og totalitaristisk formsprog.

Ofte akkompagneret af en ordre om at adlyde, tvinger Faireys billeder beskueren ind i et alternativt perspektiv på sine omgivelser, der alle steder er mættet med kravet om at adlyde den sociale orden gennem forbrug.

Den samme æstetiske metode blev taget i brug under konflikten om Ungdomshuset. Det var i flere år umuligt at bevæge sig nogen steder i København uden at se tallet 69 overalt i form af grafitti, klistermærker, stencils, på t-shirts, hættetrøjer, som håndtegn osv.

Ungdomshuset blev efter sin rydning et brand der i genkendelse lokalt kunne måle sig med hvad Fairey globalt har opnået med Obey.

Hvor fredsduen er et velkendt symbol der udtrykker kravet om besindelse hos verdens krigsførende magter, er betydningen af tallet 69, der figurerer som en slags signatur i Faireys værk, imidlertid udtryk for en kamp for et fristed, en kamp hvor Københavns Kommune og de kristne ekstremister i Faderhuset blev anset som hovedmodstandere.

Placeringen af et værk der forlanger fred i verden (og tilmed med en moderne version af gammelt kristent symbol) ved en grund som står som et omvendt monument over så mange knægtede følelser kolliderer disse to betydninger.

At værket derudover er sponsoreret af kommunen som et led i en strategi om at brande København som en progressiv og “cool” by leverer ny brændsel til et bål hvor Ungdomshusets aktivisters følelser stadig ulmer.

Der gik ikke lang tid før værket blev vandaliseret med klatter af maling og graffititeksten “NO PEACE!” og “GO HOME YANKEE HIPSTER”.

At værket kunne blive opfattet som en hån med kommunen som afsender er ikke overraskende.

At tro Fairey har ageret nyttig idiot i et forsøg på at håne Ungdomshusbevægelsen er derimod overraskende selvcentreret og en smule paranoidt.

Dansk Folkeparti stillede faktisk krav i Borgerrepræsentationen om at Faireys værker skulle forhåndsgodkendes for at få støtte, men dette blev stemt ned. Fairey har så vidt vides haft fuldstændig kunstnerisk frihed.

Fredsmotivet på gavlen ved Jagtvej 69 er omgivet af endnu et symbol, en cirkel af lotusblade, hvis oprindelse er indisk og hvis spidser peger alle andre steder hen i verden end Nørrebro.

Der er ingen tvivl om at Fairey ingen ide havde om den symbolske betydning af det 69 han signerede sit vægmaleri med. Reaktionen på placeringen af værket ved tomten på Jagtvej er imidlertid udtryk for en provinsiel og navlebeskuende læsning af værkets betydning.

Banaliteten i den reaktion understreger, at kunstkritik (også i form af vandalisme) skal kunne måle sig med det værk den beskæftiger sig med, for i sig selv være socialt, kulturelt og politisk relevant.

Foto: Still fra filmen

Enden er nær, men hvor det i Hollywoods italesættelse af kommende katastrofer er den amerikanske præsident der fortæller om verdens umiddelbart forestående undergang, er det i Søren Thilo Funders film Disastrous Dialogue en ydmyg, ung egyptisk mand.

Undertitlen på filmen, The Roland Emmerich Speech Act, afslører åbningsreplikkens oprindelse. Dens seks egyptiske skuespillere blev instrueret i dialog fra den amerikanske instruktør Roland Emmerichs storsælgende katastrofefilm The Day After Tomorrow, Independence Day og 2012 der også indgår i glimt mellem skuespillernes optræden i hvad der ligner en forladt bygning i Cairo.

Disastrous Dialogue blev filmet i 2010 umiddelbart inden at den egyptiske revolution væltede Hosni Mubarak fra præsidentposten og er et eksempel på, hvordan verdens begivenheder kan bemægtige sig et kunstværk og give det nye betydninger.

Filmen transponerer Hollywoods italesættelse af verdens undergang til det afrikanske kontinent, der til daglig danner scene for verdens virkelige katastrofer. I den egyptiske kontekst får verdens undergang imidlertid en ny betydning i lyset af de politiske omvæltninger der fandt sted efter optagelserne var overstået.

Disastrous Dialogue er dedikeret til Sally Zahran, en af filmens skuespillere som mistede livet under Mubarak-regimets angreb på demonstranterne under revolutionen.

Tid
Fernisering fredag d. 5. august kl. 17-21.
Udstilling 5. til 27. august, 2011.

Sted
IMO
Ny Carlsberg Vej 68
1760 København V

Gerningsmanden bag fredagens bombesprængning i Oslo og nedskydning af mindst 85 68 unge politisk aktive på Utøya, Anders Behring Breivik, bliver i Berlingske sammenlignet med manden bag det amerikanske bombeattentat i Oklahoma City i 1995, Timothy McVeigh.

Sammenligningen med McVeigh forbigår imidlertid en række egenskaber ved manden bag massakren i Norge, detaljer som er væsentlige for at få dækket baggrunden for og konsekvenserne af begivenheden.

McVeigh var drevet af et blindt had mod den amerikanske føderale administration. Hadet havde sin oprindelse i hans oplevelser i den første Golfkrig og blev antændt af bl.a. belejringen i Waco, Texas der endte i et blodigt skudopgør præcis to år før McVeigh detonerede sin bilbombe i Oklahoma City og dræbte 168 mennesker og sårede 680.

Der er ingen tvivl om at Breivik er fyldt af et blindt had sammenligneligt med McVeighs men baggrunden for hadet er en anden og en række andre egenskaber giver et andet billede af terroristen og massemorderen.

Først og fremmest kan afstumpetheden, hvormed Breivik likviderede forsvarsløse unge der var fanget uden flugtmuligheder, bedst sammenlignes med den tilsvarende hos gerningsmændende bag skoleskyderier som på Columbine High School og Virginia Tech. Massakren på Utøya var imidlertid væsentligt mere systematisk. Breivik undersøgte bl.a. sine ofre og skød dem flere gange efterfølgende hvis de gav livstegn fra sig.

Dertil kommer en manifestskrivende selviscenesættelse der tidligere er set hos Ted Kaczynski, bedre kendt som The Unabomber. Kaczynski sendte i årene 1978-1995 16 brevbomber der dræbte tre og sårede 23. Som krav for at stoppe sine bombeattentater, stillede han, at hans over 50 sider lange essay Industrial Soviety and Its Future, bedre kendt som The Unabomber Manifesto, blev trykt ordret i et større dagblad eller akademisk journal.

Hvor Kaczynski var drevet af sin teknofobiske samfundskritik, skal Breiviks massemord ses i sammenhæng med en nationalkonservativ politisk forestillingsverden som han deler med hjemlige skikkelser som Søren Krarup, Dansk Folkepartis mest markante ideolog.

Krarup har gennem mange år begrundet sin kritik af universelle menneskerettigheder i sin kristne tro og blæst til kamp mod “kulturradikal multikulturalisme” og indvandring fra især muslimske lande. Det er det samme had til venstrefløjen og muslimer der kommer til udtryk i Breiviks manifest og i lyset af hvilket han begik sine grusomheder.

Ideologien har gennem det seneste årti inficeret den offentlige diskurs om Islam så kraftigt, at massemedierne og de “eksperter” der udtalte sig til dem, mens begivenhederne udspillede sig i Norge, ikke kunne give slip på forestillingen om, at der var tale om muslimske terrorister i hellig krig mod Norge pga. genoptryk af Muhammedtegningerne. I hasten med at breake historien glemte flere medier i stor udstrækning at finde belæg for de påstande de formidlede videre.

Det er ikke kun indenfor de seneste år, fx da en snigskytte i efteråret 2010 dræbte og sårede indvandrere i Malmø, at denne ideologi har fundet voldeligt udtryk på vores breddegrader:

“Faktisk var begyndelsen af 1990erne [sic] tilsyneladende en af de mest koncentrerede perioder i terrorismens danmarkshistorie, hvor Den Danske Forening systematisk registrerede en lang række gennemførte og planlagte bombe- og brandattentater mod asylcentre, moskeer, indvandrerklubber og indvandrerbutikker.”

Den Danske Forening, hvor Krarup på daværende tidspunkt var medlem, beskrev ifølge Rune Engelbrecht Larsen disse angreb som “sabotage” og gerningsmændene som “modstandsgrupper”, hvad der i dansk optik må betragtes som en hyldest. Krarup opfordrede ligeledes “direkte til at »sabotere« Dansk Røde Kors.”

I modsætning til tidligere fremmedfjendsk politisk vold herhjemme og i vores nabolande, var bombningen af Oslo og massakren på Utøya præget af en kold og kalkuleret kynisme der gør det svært at fatte, at det er et menneske der har foretaget handlingerne.

Hvilket menneske kan detonere mindst 500 kilo sprængstof i en bykerne som en afledningsmanøvre for en systematisk og tålmodig likvidering af en hel generation af kommende politiske ledere?

Som Rick Falkvinge skriver, er der tale om et massivt politisk attentat som ikke vil have nogen direkte effekt før om 20 år. Så vidt vides var årsagen til, at ikke flere omkom på Utøya, at Breivik løb tør for ammunition undervejs. [Dette er dementeret af norsk politi.]

I Danmark er det, ligesom i Norge, tid til politisk selvransagelse. Gennem det seneste årti har fremmedfjendske og antidemokratiske holdninger fået frit spillerum i dansk politik. Blandt alle folketingets største partier har et ideologisk modspil ladet vente på sig.

Spørgsmålet er, om vi er villige til at vente på, at den hadske ideologi igen får pistolløbet som talerør.

Foto: whoelse_north på Creative Commons By-NC-SA licens.

Til Ungdommen

Af Nordahl Grieg (fra Wikipedia på Creative Commons BY-SA licens)

Kringsatt av Fiender,
gå inn i din tid!
Under en blodig storm -
vi deg til strid!

Kanskje du spør i angst,
udekket, åpen:
hva skal jeg kjempe med
hva er mitt våpen?

Her er ditt vern mot vold,
her er ditt sverd:
troen på livet vårt,
menneskets verd.

For all vår fremtids skyld,
søk det og dyrk det,
dø om du må – men:
øk det og styrk det!

Stilt går granatenes
glidende bånd
Stans deres drift mot død
stans dem med ånd!

Krig er forakt for liv.
Fred er å skape.
Kast dine krefter inn:
døden skal tape!

Elsk og berik med drøm
alt stort som var!
Gå mot det ukjente
fravrist det svar.

Ubygde kraftverker,
ukjente stjerner.
Skap dem, med skånet livs
dristige hjerner!

Edelt er mennesket,
jorden er rik!
Finnes her nød og sult
skyldes det svik.

Knus det! I livets navn
skal urett falle.
Solskinn og brød og ånd
eies av alle.

Da synker våpnene
maktesløs ned!
Skaper vi menneskeverd
skaper vi fred.

Den som med høyre arm
bærer en byrde,
dyr og umistelig,
kan ikke myrde.

Dette er løftet vårt
fra bror til bror:
vi vil bli gode mot
menskenes jord.

Vi vil ta vare på
skjønnheten, varmen
som om vi bar et barn
varsomt på armen!