nedefra og op

OpenLeaks: Lækjournalistikkens infrastruktur

Når medier laver udredende journalistik baseret på lækkede fortrolige oplysninger, er det ikke en ny form for dækning, men solidt journalistisk håndværk. At drive en tjeneste hvor kilder kan lække fortrolige oplysninger, stiller derimod en række udfordringer som rækker udover journalistikken.


Photo by Anne Herngaard.

D. 23. februar 2011 afholdt Dagbladet Information et debatarrangement om journalistik baseret på lækage af fortrolige dokumenter. Anledningen var at dagbladets JPs forlag har udgivet bogen Inside WikiLeaks på dansk. Til stede i debatpanelet var bogens forfatter Daniel Domscheit-Berg, der tidligere var aktiv i organisationen WikiLeaks, og nu er i færd med at opstarte alternativet OpenLeaks, samt Informations journalister Sebastian Gjerding og Charlotte Aagaard. Debatten blev modereret af Harddiskens Henrik Føhns.

Krig og journalistik

Aagaard lagde ud med at gennemgå en række forskellige måder hvorpå krige, som dem i Afghanistan og Irak, bliver dækket i medierne og hvilke ulemper de forskellige former for dækning er behæftet med:

  • Embedding: Journalisten bliver indlejret i det militære system og den hierarkiske informationskontrol som gør sig gældende her.
  • Ekspertjournalistik: Journalisten dækker begivenheden i sikkerhed fra hjemlandet med den faktuelle usikkerhed til følge som dette indebærer.
  • Tilstedeværelse: Journalisten rapporterer fra hvor begivenhederne finder sted. Den mest dækkende, men også mest risikofyldte form for journalistik som af samme grund “ikke er på mode mere,” som Aagard formulerede det.

Derefter gennemgik Gjerding, hvordan man på Information, i forbindelse lækagen af The Iraq War Logs, kom fra de rå, ubekræftede oplysninger i lækagen, til at dokumentere den serie af historier der endte med at blive offentliggjort.

Den teknologiske side af processen bestod bl.a. i at gøre det muligt at søge i en database over de lækkede dokumenter, og at oversætte militære akronymer til menneskesprog. Det egentlige journalistiske arbejde var imidlertid ikke forskelligt fra hvordan man ellers ville bedrive udredende journalistik. Mest opsigtsvækkende var brugen af Facebook til at opstøve krigsveteraner der kunne fungere som kilder og bekræfte oplysningerne i de lækkede dokumenter.

Sådan bygger man en lækageplatform

Til sidst talte Domscheit-Berg om de udfordringer der gør sig gældende når en lækageside vil beskytte sine kilder, og hvilken rolle en sådan side kan have i den digitale medieøkologi.

De problemer man som lækageside står overfor er primært hvordan man anonymiserer lækkede dokumenter, så de ikke kan spores tilbage til kilden. Efter de fortrolige oplysninger bliver lækket, skal de desuden også verificeres og siden publiceres. Alle disse processer er både tids- og arbejdskrævende.

Da al færden på Internettet efterlader spor, handler anonymisering især om at kryptere trafikken mellem kilde og lækageside, samt at undgå logning af trafik på selve siden, så en senere gennemgang af logs ikke kan afsløre hvem der har haft adgang til hvad og hvornår. Dertil kommer at fjerne al afslørende metadata fra elektroniske dokumenter, fx hvilket brugerlogin eller hvilken Windows-installation et givet dokument er oprettet under. Den mest tricky udfordring er at fjerne såkaldte digitale vandmærker fra dokumenterne der ellers kan identificere kilden til lækagen.

Der kommer i følge Domscheit-Berg to motivationer i spil når potentielle kilder lækker hemmelige oplysninger. Først og fremmest skal risikoen for at blive opdaget være så lille som mulig. Derfor går det bl.a. ud på, for lækagesider, at minimere denne risiko gennem anonymiseringen beskrevet ovenfor. Dernæst forventer kilden størst mulig effekt af de lækkede oplysninger til gengæld for den risiko vedkommende påtager sig.

WikiLeaks forsøgte at tilfredsstille begge motivationer, med efterfølgende kaos til følge. Domscheit-Berg var oprindeligt med til at drive WikiLeaks, men efter uoverensstemmelser med grundlæggeren Julian Assange brød han ud for at starte OpenLeaks som alternativ. Denne organisation tjener samme formål som WikiLeaks, nemlig at gøre det muligt for kilder anonymt at lække fortrolige oplysninger. Den skal imidlertid fokusere på den første motivation, anonymisering, som er en teknisk udfordring. Til gengæld udliciterer OpenLeaks verificering og publicering af det lækkede materiale til journalistiske medier og almennyttige organisationer, som beskrevet i denne videokladde: