Vågner på en klippe. Mit hoved smerter. Kom vist til at lobbyere lidt for hårdt i går.
Folkemødets sidste dag starter med bølgebrus og solskin. Og hovepine. Jeg er gået kold på en klippe lidt uden for Allinge. Min ene sok er våd. Hvis man skal tro Twitter, sidder parnasset af politiske journalister allerede på færgen hjem. Den praktiske del af Folkemødet er overstået. Der er kun hyggen tilbage. Og så de Konservatives tale fra hovedscenen.
Politisk julehygge
Hygge er det centrale begreb i Folkemødets forfatning. Her er utroligt hyggeligt. Politikere, der drikker gratis øl med lobbyister, er indbegrebet af god, dansk hygge. Jeg havde selv fornøjelsen af en øl og en snak ansigt til ansigt med både Microsoft, Google og Facebook. Det var hyggeligt. Og belejligt, når man nu har en internetpolitisk tænketank og interesseorganisation for internettet. Endnu mere belejligt var det at have mulighed for at snakke med nogle af de Europaparlamentarikere, der om få uger skal stemme om, hvorvidt ACTA skal ratificeres i EU.
Hvad der til gengæld brillerer ved sit fravær er den agonisme, der normalt kendetegner det politiske. Krig er politik med andre midler, sagde en tysk filosof engang. En fransk ditto sagde senere, at det i virkeligheden er omvendt. Politik er krig, og de vigtigste begreber at forstå politik i gennem er strategi og taktik. Hvis man ser bort fra nogle af de tamme klicheer, som bliver sendt ud fra hovedscenen, når partierne får ordet, er Folkemødet dansk politiks svar på Første Verdenskrigs julevåbenstilstand. Det er en mulighed for at fraternisere med fjenden.
Flere folkemøder
Der burde være folkemøder hele tiden. Hver sidste fredag i måneden fx. Hvis man aktivt vil styrke civilsamfundets indflydelse i dansk politik og fremme deltagerdemokratiet, skal man gøre det til en vane at politikerne er tilgængelige for den brede offentlighed. Man behøver ikke kalde det folkemøder. Lad venligst være, faktisk. Folket er en konstruktion, som det er svært at tro på efter at have tilbragt en weekend sammen med det på Bornholm. Folkemødet er imidlertid en tiltrængt pause mellem akterne i den politiske teaterforestilling. Og så er det hyggeligt.