nedefra og op

Facebook med løg på

Jeg er vendt tilbage til facebook gennem løgnettet…

hazmat
Foto: CC-BY California National Guard

For nylig annoncerede Facebook at de havde åbnet deres web infrastruktur til løgnettet, så man som bruger af tor-browseren, der anonymiserer din webtrafik, kan få adgang til det sociale netværk.

For over et år siden besluttede jeg mig at forlade mine venner og bekendte, og se om jeg kunne leve mit digitale liv udenfor facebook.

Nu har jeg iført mig internetækvivalenten af en ABC-dragt for at se om jeg kan indgå i det sociale netværk uden at afgive mere af min identitet end allerhøjst nødvendigt.

Jeg bruger to værktøjer. Først og fremmest loggede jeg ind på facebooks webinfrastruktur ved hjælp af tor-browseren og oprettede en ny profil. Facebooks adresse på løgnettet er https://facebookcorewwwi.onion (kan kun åbnes i tor-browseren.)

Det eneste forbehold er at det kræver en email og et telefonnummer for at få lov til at få adgang. Anonyme mailadresser er ekstremt nemme at lave, men telefonnummeret kræver, at hvis man vil være 100% anonym, køber et taletidskort og en burnertelefon.

Dernæst tilføjede jeg min nyoprettede facebook-konto til ChatSecure på min androidtelefon, som kan sende og modtage beskeder over tor-netværket.

Således kan jeg bruge facebook til at kommunikere uden på noget tidspunkt at afgive hverken en sporbar ip-adresse eller fysisk lokation til facebook.

Selvfølgelig afleverer jeg stadig hele min sociale graf og indholdet af min kommunikation til Facebook, men man skal jo starte et sted…