Hvordan sikrer vi borgerrettigheder og demokrati, når værktøjerne til overvågning og kontrol af borgerne er allestedsnærværende, mens magten bag overvågningen mørklægges?
Foto: Herkie
For nylig skrev jeg en kronik til Politikens debatserie om digitale rettigheder. Den handler om det overvågningssamfund, vi i løbet af det sidste årti har bygget op rundt om os selv. Jeg tog udgangspunkt i forfatteren Philip K. Dicks roman A Scanner Darkly fra 1977, en science fiction-fortælling, som, argumenterer jeg, er blevet til virkelighed, uden at vi har planlagt det, og næsten uden at nogen har lagt mærke til det.
Kronikken har som sit kernebegreb ideen om panoptikon, som er et fængsel, hvor en fangevogter kan overvåge alle fanger fra et centralt punkt, uden at de ved, om eller hvornår de er overvåget. Jeg peger på to parallelle forløb i dansk politik i 2013: debatten om Logningsbekendtgørelsen og vedtagelsen af Offentlighedsloven, der samlet peger på, at Danmark er ved at udvikle sig til et generaliseret statsligt panoptikon med Justitsministeriet som sit centrale punkt.
Jeg slutter med en opfordring til, at vi som samfund bruger internettet til at skabe mere gennemsigtighed i de institutioner, der sætter rammerne om vores sociale liv:
Internettet er ikke en maskine, der blev bygget med det formål at overvåge sine brugere, men det er det blevet til. Der er i dag brug for en fremtidsvision om en verden, hvor internettet beskytter sine brugere ved at vende overvågningen den anden vej og pege sine lyslederkabler der hen, hvor magten bliver mørklagt.
I samme ånd slutter en af verdens førende sikkerhedseksperter, Bruce Schneier, sin nylige TEDx Talk af med en lignende opfordring og ikke mindst tre kritiske punkter i arbejdet mod en mere demokratisk digital magtbalance: institutionel transparens og ansvarlighed (engelsk: accountability) og ikke mindst adgang til data: