Læs oplægget om Facebook fra den seneste episode af Øjne i nettet, et radioprogram om internetpolitik og internetkultur.
Facebook omtales til hudløshed som et socialt medie og der er opstået en klasse af social media eksperter, der kan fortælle dig og din virksomhed hvordan du skal være til stede på Facebook for at maksimere din omsætning og skabe mest værdi for dit brand.
I dag skal det imidlertid ikke handle så meget om medie-delen af Facebook som socialt medie, men om det sociale ved Facebook, dvs. Facebook som et samfundsmæssigt fænomen, facebook-sociologi om man vil.
Fra et datalogisk perspektiv kan Facebook beskrives som en såkaldt social graf, dvs en data-repræsentation af brugernes sociale netværk, dvs. hvem der kender hinanden og hvordan, alt sammen data som kan behandles på en computer.
Problemet med Facebook (og mange andre sociale tjenester) som social graf er imidlertid, fra et sociologisk synpunkt, at den data, som grafen består af, ikke korresponderer til en virkelighed udenfor sig selv.
Sammenlignet med en sociologisk netværksanalyse af fx topledere i dansk erhvervsliv, af hvem der sidder i bestyrelse med hvem i hvilke virksomheder osv, er den data generet af Facebook ikke en repræsentation af en social virkelighed uden for Facebook, men af Facebook som en social virkelighed i sig selv.
Et centralt eksempel på denne ikke-repræsentation, er termen “venner”. Hvor mange af de venner du har på facebook ville du uden at blinke kalde “venner” udenfor Facebook? Det er ikke så meget et spørgsmål om hvorvidt Facebook-venskaber udvander begrebet om venskab, men om den data Facebook har om brugerne som venner, siger noget om deres indbyrdes relationer uden for facebook.
Facebook forsøger at komme uden om repræsentationsproblemet ved at introducere datamængder som “close_friends”, “acquaintances”, “restricted” osv. og de mange lister man som bruger selv kan oprette under mængden “user_generated”. Så er det op til brugerne selv at kategorisere deres facebook-forbindelser efter hvordan de er relateret ude i virkeligheden, så at sige, og således bidrage til at Facebooks sociale graf bliver repræsentativ.
De relationer vi skaber til hinanden gennem Facebook ændrer også hvordan vi relaterer til hinanden udenfor. Det at erklære sig for “venner” på Facebook er lige så meget en talehandling som det er ansigt til ansigt, om end mindre forpligtende naturligvis. Ikke desto mindre påvirker Facebook som social virkelighed, den sociale virkelighed som den sociale graf ellers er sat i verden til at repræsentere.
Hvilken værdi tilbyder FB?
Grunden til at Facebook er det mest populære tidsfordriv i øjeblikket er imidlertid ikke at det tilbyder et præcist overblik over ens sociale relationer, men at det gør det muligt at interagere socialt. Statusopdateringer, kommentarfelter, links og ikke mindst billeder er det indhold der gør at Facebook overhovedet er relevant for sine brugere.
Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt for Facebook at indsamle data om ikke kun vores sociale relationer, men også om vores færden på internettet udenfor Facebook
Forretningsmodellen bag er, som de fleste ved, at tjene penge på at vise målrettede annoncer til deres brugere. Det kræver imidlertid en stor mængde data der kan identificere hver enkelt bruger som unikt individ i et socialt netværk, så der er noget konkret at målrette annoncerne mod.
Identitetsforvaltning
Facebook som platform er i virkeligheden ikke primært et socialt medie, selvom det som alle ved bliver brugt til at interagere socialt.
Med den seneste tilføjelse af Facebook Timeline blev det klart at Facebook i langt højere grad er en redskab til hvad man kan kalde identity management. Gennem Facebook kan en bruger håndtere hvordan vedkommende fremstår overfor de andre brugere som vedkommende interagerer med.
Når man opretter Timeline på sin profil har man en 7-dages periode før den bliver offentlig. På den måde kan man nå et pudse sin profil af, markere hvilke billeder og statusopdateringer andre skal se og ikke mindst hvilke de ikke skal se, inden ens Timeline, der ideelt set skulle være et billede af hele ens liv, bliver offentlig tilgængelig.
Identitet er ikke et spejl
Problemet med den måde Facebook tilbyder en at håndtere sin identitet på er at det bygger på en præmis om at identitet er noget statisk og vedvarende. At selvet er singulært og ikke andet end summen af sin fortid. Det er imidlertid en forsimplet måde at forstå identitet:
Den måde vi forstår os selv på og udtrykker os som individuelle identiteter og som sociale fællesskaber er meget mere kreativ og flydende og involverer altid en blanding af offentlighed og anonymitet. Den gamle græske filosof Heraklit sagde engang at man ikke kunne træde ned i den samme flod to gange. Facebook fastfryser imidlertid den flod identitet består af.
For at skabe en sådan vedvarende identitet som Facebook kan sende målrettede annoncer efter, kræver tjenesten adgang til enorme mængder data.
Max Schrems, en tysk jurastuderende, søgte agtindsigt i den data Facebook lagrede om ham. Det kunne han som EU-borger fordi Facebook har sit hovedkvarter i Dublin og således er underlagt den irske databeskyttelseslovgivning. Resultatet var en CD-rom med posten som indeholdt 1222 sider med data om fx de præcise tidspunkter hvor Max loggede ind og ud og chatbeskeder, Max forlængst havde slettet.
Det er slående at Facebook gemmer data som brugere ellers har slettet. Faktisk gemmer Facebook væsentlig mere data end de udleverer når man beder om aktindsigt. Dette fik Max Schrams til at klage til hvad der svarer til det irske Datatilsyn, som på den anledning kort før jul kom med en rapport om Facebooks privatlivspolitik. De krav de nu stiller har Facebook et halvt år til at implementere.
Facebook-modstand
Max Schrems aktindsigstbegæring er kun et eksempel på en form for aktivisme hvad man kalde Facebook-aktivisme. Hans oprindelige aktindsigt foranledigede 40.000 andre brugere i at begære aktindsigt i den data FB lagrer om dem.
Et andet er en anden tysker ved navn Tobias Leingruber der har etableret et åbent research kollektiv kaldet Facebook Resistance Artists. Kollektivets formål er at ændre Facebooks regler og funktioner indefra gennem forskellige former for intervention og hacking.
Men hvorfor al denne modstand mod Facebook, når det nu er noget de fleste benytter både til underholdning og seriøse formål? Science fiction forfatter og aktivist Cory Doctorow sagde følgende om Facebook i spørgerunden efter hans oplæg til hackerkonferencen #28c3 mellem jul og nytår.
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=HUEvRyemKSg&start=2397s]
Når du opretter en profil på Facebook skriver du automatisk under på en kontrakt som med sine over 5000 ord er lidt længere end den amerikanske forfatning.
Det er de færreste der har læst den fulde tekst, som i detaljer opremser hvilke af dine handlinger Facebook ikke vil tage ansvar for og hvor meget af din data de forbeholder sig retten til at bruge som de vil.
Selv hvis man faktisk har læst teksten kan man ikke være sikker på sine rettigheder, da Facebook jævnligt laver om på sin privatlivspolitik.
Du er ikke kunden men produktet
Facebooks brugerbetingelser afslører, hvis man læser dem, at du som bruger ikke er en kunde der forbruger et produkt, men produktet selv i form af opmærksomhed som Facebook kan sælge videre til sine annoncører. Hele Facebooks tjeneste er således ikke struktureret for at bidrage mest værdi til sine brugere, med konsekvenser især for deres privatliv, fx ift. billeder, men også retsikkerhedsmæssigt ift. udlevering af brugerdata til myndigheder.
En konsekvens af den måde Facebook strukturerer information på er såkaldte filterbobler. Facebooks eksistensberettigelse er at det præsentere brugerne for den information de er interesserede i. Det betyder imidlertid at du er mere tilbøjelig til at se links og statusopdateringer som man i forvejen er fx politisk enig i. Hvis du er venstreorienteret er du mere tilbøjelig til at se opdateringer og videoklip fra dine venstreorienterede venner. Facebook er således med til at polarisere folks holdninger snarere end at skabe en platform for politisk debat:
Radikal Transparens
Et argument der ofte bliver bragt på banen i diskussioner om Facebook og privatliv er, at det ville være bedre for alle, hvis alle bare havde adgang til alles privatliv, der således ikke længere ville ville være privat, men offentligt. Dette argument kaldes radikal transparens og er almindeligt blandt flere internetguruer.
Der er imidlertid flere problemer med det. Først og fremmest er det interessant at de hvilken type mennesker der fremsætter dem. Der er primært tale om midaldrende hvide mænd, hvis privatliv tjener som en form for personlig branding i deres virke som internetguruer.
Forskeren danah boyd, der arbejder ved Microsoft Research, pointerer at det mest rammende er at diskussionen om radikal transparens aldrig omfatter transparens omkring Facebook selv. Der er uanede mængder af data som Facebook holder for sig selv og som det ikke engang er gennemskueligt hvem har adgang til ud over dem selv.
*
Du kan høre hele Øjne i nettet #2 som stream og download fra radioprogrammets hjemmeside.