Ytringsfriheden er et politisk værktøj, der har til formål at beskytte os mod statsmagten.
Foto: Nationalmuseet
På almindeligt dansk betyder ytringsfrihed at du kan sige hvad du vil, men at en domstol kan straffe dig, hvis du krænker andre menneskers rettigheder: fx gennem injurier, ophavsretskrænkelse osv. (Forskellige lande har forskellige grænser for ytringsfriheden. Jeg kender ikke noget sted, hvor den er absolut. Fx er mened, at lyve for en domstol, universelt ilde set.)
Mekanismen bag ytringsfriheden er at statsmagten således ikke præventivt kan lukke munden på sine kritikere, der frit kan kigge magthaverne efter i sømmene og kritisere dem med det formål at holde magtudøvelsen på dydens smalle sti, og således sikre resten af vores rettigheder.
En anden rettighed, der tjener fuldstændigt samme formål som ytringsfriheden er retten til privatlivets fred. På samme måde som med ytringsfriheden er formålet med privatlivets fred at sikre en magtbalance mellem stat og individ. Ligesom med ytringsfriheden har retten til privatliv grænser. Hvis der er begrundet mistanke om at du foretager dig noget kriminelt, kan en domstol give politiet lov til at overvåge dig.
I gamle dage betød det at de måtte ransage dit hjem, åbne din post og aflytte din telefon, men i dag betyder det også at de kan sætte nærmest usynlige mikrofoner og kameraer op, aflytte alle telefoner det kan sandsynliggøres at du vil snakke i, installere spyware på din computer eller telefon, læse dine emails, og opsnappe din internetrafik.
I dag behøver politiet imidlertid ikke gøre sig al det besvær for at få adgang til dit privatliv, da du med stor sandsynlighed allerede har sat dig selv under konstant overvågning med hjælp fra Google, Facebook osv. Du lever omgivet af sensorer, og al din elektroniske kommunikation bliver automatisk tappet og lagret i store databaser, som politiet kan få adgang til med en dommerkendelse.
Men for en del politikere, der nødigt ser en nyttig krise gå til spilde, er politiets allerede rige muligheder for at gøre deres arbejde ikke nok. De skal have mere, bliver der sunget i kor. Ingen vil fremstå som “soft on terror”.
I iveren efter at forsvare ytringsfriheden går de således i gang med yderligere at afmontere retten til privatliv. Problemet er imidlertid at ytringsfrihed og privatliv ikke er “værdier” som skal forsvares, de er redskaber (eller våben om man vil), der skal sikre en magtbalance mellem individ og stat, og de hænger sammen.
Uden en stærk beskyttelse af privatlivets fred, er ytringsfriheden tæt på ubrugelig. Eller formuleret på en anden måde: En begrænsning af privatlivets fred er i sig selv en begrænsning af ytringsfriheden. Privatlivet er fundamentet, ytringsfriheden en overbygning.
Ytringer opstår ikke ud af ingenting inde i individuelle folks tanker og flyder direkte ud i det offentlige rum for at fascinere og forage (og ikke mindst tale sandhed til magten). De bliver absorberet og formet i fred for snagende blikke på biblioteksgange og i internettets afkroge, undersøgt i private samtaler, testet af bagkanaler og ofte (dog ikke altid i politik) vraget pga manglende logik, manglende evidens eller manglende relevans.
Friheden til at tale og tænke i fred er grundlaget for at ytringsfriheden overhovedet kan bruges effektivt til det, den er beregnet til: at tage kampen op mod statsmagten verbalt, så den ikke tramper hen over den mangfoldighed af rettigheder vi som borgere igennem godt halvandet århundrede har tilkæmpet os fra den (fx kvinders stemmeret, retten til dagpenge, osv.)
Politikeres insisteren på at ofre borgeres ret til privatliv på ytringsfrihedens bål er langt mere faretruende end nogen militant islamist, der synes nogle tegninger er for provokerende. Det er et snigløb på ytringsfriheden. Jeg er ikke i tvivl om at deres intentioner grundlæggende er gode: de vil beskytte befolkningen. Men vejen til helvede er, som man ved, brolagt af naive tosser med gode hensigter.
PS. En helt tredje rettighed er religionsfriheden, men den tror jeg vi gemmer til en anden god gang…