Politikernes kamp om hvem der kan være mest folkelige, bliver en udfordring for en lobbyist, som forsøger at tale sandhed til magten. Fri kultur er taget til Bornholm med en forventning om at se svin, der laver frikadeller.
Foto: Boudewijn Berends
Hvorfor er jeg taget til Bornholm? Hvis ikke det var fordi, min bedste ven har været udstationeret på øen siden sidste sommer, og at jeg føler en hvis skyld over endnu ikke at have besøgt hende, ville jeg nok ikke engang have overvejet Folkemødet.
Når man nu alligevel er fløjet hertil på en vulgært billig returbillet, ville det imidlertid være dumt ikke også at bruge lidt af tiden på at få magten i tale, måske endda tale sandhed til magten (i hvert fald den del der ikke bliver i København for at sikre eksporten til Kina).
Jeg er taget til solskinsøen som lobbyist uden portefølje. Gonzo-lobbyisme…
Paranoia og kapitalisme
Indenrigsflyvning har en særlig provinsiel folkelighed over sig. Der er noget nærmest Morten Korchsk over at gå hen over Kastrups asfalt for at finde sig til rette i en forkrampet propelflyver, også selvom det er sammen med folketingspolitikere, tidligere og nuværende spindoktorer, dagbladenes politiske journalister, og så alle de andre lobbyister.
Lufthavne er normalt en fysisk udkrystallisering af højkoncentreret frimarkedskapitalisme – jeg så blandt andet en reklame for irske obligationer, da jeg steg ud af metroen – blandet med en tærende geopolitisk paranoia. I Terminal 1 er kapitalismen imidlertid kraftigt nedtonet, og for første gang i mit voksenliv gik jeg gennem sikkerhedstjekket uden at blive stoppet og gennemtjekket en ekstra gang. Begge dele fik mig til at føle mig mere tryg. Afgangen fra Kastrup var allerede mere folkelig end flyafgange er flest.
Svin der laver frikadeller
Hvem tager egentlig ellers til Folkemødet? Sidste år kunne man i Information finde følgende karakteristik: “Det er de samme mennesker, som tager til dyreskuer for at se på dyr. På Folkemødet i Allinge ville alle se de svin, der bestemmer.” Man kunne bl.a. læse om pensionister, der var skuffede over at se Pia Kjærsgaard lave frikadeller.
Det er blevet sagt, at love er ligesom pølser; man bør ikke se, hvordan de bliver til, hvis man vil nyde resultatet. Hvorvidt politik har samme relation til frikadeller, vil de kommende dage vise.