nedefra og op

Året der gik, året der kommer

Mit nytårsfortsæt: at skrive og publicere så meget jeg kan, men det bliver ikke her…

solong
Foto: Jonas Smith

I 2015 skrev jeg en masse tekst uden henblik på at offentliggøre hvad jeg skrev, fordi det handlede om at overskue og behandle nogle omstændigheder i mit eget private liv.

I 2016 er mit nytårsfortsæt imidlertid at skrive og publicere så meget jeg kan, ikke om mit privatliv, men mine tanker om de forandringer, verden gennemgår i disse år. Men det bliver ikke her.

Dette bliver det sidste indlæg på Fri kultur. Jeg har besluttet at holde op med at skrive mere til offentligheden på dansk, med mindre nogen betaler mig for det. Det er dels i erkendelsen af, at min udgivelseskadence her på bloggen tog et drastisk dyk sammenfaldende med, at jeg begyndte at skrive freelancejournalistik. Men mere grundlæggende handler det om, hvilken effekt det har at skrive på dansk.

Fri kultur har aldrig været en trafikmagnet, men fordi jeg har publiceret alt på Creative Commons’ Navngivelse-licens, er mit indhold blevet syndikeret og læst på langt mere trafikerede medier, som DenFri, Modkraft og andre. Men der er stadig kun så mange, der kan læse dansk, og langt de fleste beslutninger, der vedrører mit liv så vel som mine læseres, bliver ikke taget af folk, der forstår dansk.

Danmark er et overskueligt og hyggeligt land, men det er ikke indflydelsesrigt globalt set på de områder, som interesserer mig, i hvert fald ikke fra offentlighedens side. Så fremover kommer ubetalt holdningsskriveri til at foregå på engelsk.

En undtagelse gør jeg dog. Jeg er i øjeblikket i gang med at skrive på en bog på dansk. Den handler primært om, hvad vi har lavet i Bitbureauet de sidste 5 år, hvorfor jeg har engageret i kampen for det frie og åbne internet og om hvilke frontlinjer, jeg mener den kamp kommer til at foregå på fremover. Verden har forandret sig drastisk, siden vi startede, og på måder, vi ikke havde forestillet os, da vi søsatte den internetpolitiske tænketank i 2011.

Året der gik

2015 har været et år fyldt med brud og opbrud i mit liv. Jeg gik fra min kæreste gennem flere år i sommers, og i efteråret besluttede vi at afvikle kollektivet på Nørrebro, hvor jeg har boet indtil nu. Til slut har vi valgt at splitte research- og konsulentbureauet Solobeta op.

Det er tre væsentlige søjler i mit liv — kærlighed, bolig, arbejde — der nu er blevet afmonteret. Heldigvis er mit helbred endnu i god behold, og jeg har de bedste venner i verden. Det er naturligvis forbundet med en del stress og angst, når jorden flytter sig under ens fødder, men jeg ser det også som en mulighed for at tage nogle mere grundlæggende beslutninger om, hvilken retning mit liv er på vej hen i. Det har åbnet et vindue af frihed.

Først og fremmest har jeg besluttet at flytte til udlandet. Verden er meget større end man skulle tro, hvis man kun følger med i danske medier og sin sociale boble på Facebook og Twitter. Det er også baggrunden for, at jeg har valgt at holde op med at skrive på dansk.

Derfor dette sidste indlæg på bloggen. Den startede som et forsøg på at formidle mit speciale i et ikke-akademisk sprog, men det projekt ramte hurtigt en mur, der bestod i, at jeg ikke gad skrive hele mit speciale forfra en gang til. I stedet begyndte jeg at realisere konklusionerne i praksis.

Jeg involverede mig først i Creative Commons Danmark og var siden med til at stifte Bitbureauet. Overordnet set har det været en succes. Den dagsorden jeg umiddelbart skrev om til en målgruppe bestående af blot eksaminator og censor, har i dag en bred fundering. Ophavsret og it-politik er ikke længere et område forbeholdt nørder og embedsmænd.

Året der kommer

Det er en god ide for organisationer, der gennemgår forandringsprocesser, at skrive og publicere om dem undervejs, ikke kun for at modtage feedback, men også for at holde sig selv ærlige om beslutningsgrundlaget og målsætningerne. Min intuition siger mig, at det samme gælder individer.

Jeg kommer til at skrive videre på engelsk på Asymmetries og måske medium, så jeg ser det ikke så meget som en afslutning, at Fri kultur hermed er et færdigt projekt, men som en ny begyndelse.

Hvis du vil have mine fremtidige skriverier direkte i din indbakke, kan du abonnere på dem som nyhedsbrev ved at give mig (og tinyletter) din mail:

Tak for denne gang!

<3 Henrik