nedefra og op

Big Brother findes – inde i dit hoved

Kære Peter Lauritsen, bare fordi præmisserne er falske, kan konklusionen godt være sand.

nineteen-eightyfour
Foto: Citat fra filmen Nineteen Eighty-Four (© Virgin Films/Umbrella-Rosenblum Films).

George Orwells science fiction-roman 1984 er efter min mening et af de vigtigste litterære værker, der blev skrevet i det 20. århundrede. Det er en dybdegående analyse af den totalitære magts natur, personificeret i karakteren Big Brother, og ikke mindst en psykologisk undersøgelse af borgerens vilkår under et totaliserende overvågningsregime.

Man kan drage paralleller til Václav Havels De Magtesløses Magt hvis man skal argumentere for at Orwells overvågningspsykologi er et nogenlunde retvisende billede af den totalitære virkelighed.

I sin kronik Farvel til Big Brother, argumenterer overvågningsforsker Peter Lauritsen imidlertid for at Orwells kritik af den totalitære overvågningsstat skygger for den offentlige debat om overvågning herhjemme:

Selv om Big Brother er fiktion, kan man nemt genfinde Orwells overvågningsforståelse i den nuværende debat. Tydeligst selvfølgelig hos dem, der per definition er modstandere af overvågning. Det er dem, der er sikre på, at overvågning i sig selv fører til totalitarisme, og det er dem, der skatter deres privatliv højere end alt andet. Hvad privatliv så egentlig er for noget, må stå hen i det uvisse. Det defineres næsten aldrig, men bruges som trumf mod alle andre argumenter.

Lauritsen navngiver ikke de pågældende modstandere, hvilket langt hen ad vejen gør kritiken til et stråmandsargument. Her vil jeg træde i stråmandens sted og tage kritikken op.

Først og fremmest er der, så vidt jeg ved, ingen der har sagt at overvågning automatisk fører til totalitarisme. 1984 handler ikke primært om overvågning, men om totalitær magt. Overvågning er en form for magtudøvelse, og hvis magten til at overvåge er centraliseret og total, er der tale om totalitær magt.

Man bliver nødt til at adskille middel og mål. Overvågning er et teknisk middel og bør kritiseres teknisk. Man kan stille det kritiske spørgsmål: Har overvågningen den tilstræbte effekt? Målet med overvågningen bør kritiseres politisk: Hvad er formålet med overvågningen? Og det er her at man skal passe på ikke at smide barnet ud med badevandet og underkende Orwells kritik af totalitarismen.

De fleste af de overvågningstiltag, der forsøges gennemført i Danmark — eksempelvis den udvidede sessionslogning — centraliserer og totaliserer overvågningen af borgerne. Samtidig afmonterer man kontrollen med magten gennem indskrænkningen af offentlighedsloven, hvilket igen centraliserer og totaliserer magtudøvelsen.

Jeg siger ikke at vi lever i en totalitær stat, men uden et klart billede af hvordan totalitarisme fungerer, er vi som samfund tandløse overfor de totalitære tendenser der lurer under demokratiets fernis.

Videre til anden halvdel af Lauritsens kritik af overvågningskritikerne: Hvad er privatliv? Jeg har flere steder angivet ret specifikt, hvilken værdi privatliv har, både for den enkelte og for samfundet som sådan, både i kronikform og i blogindlæg. Så præmissen, at privatliv står udefineret hen, er ganske enkelt ikke korrekt.

Derudover er jeg enig i at overvågningsdebatten bliver ensidig og unuanceret, når der sættes lighedstegn mellem overvågning og totalitarisme. Men den anden vej må forståelsen af hvad privatliv er, og hvorfor det er en grundlovssikret rettighed, veje langt tungere og anskues langt mere nuanceret, end den afskrivning Peter Lauritsen byder ind med.

Ja, Orwells 1984 er fiktion. Alle dens præmisser er falske, men det betyder ikke at dens konklusion ikke er sand. Det er en levende fortælling af hvad mere akademisk og knastør litteratur som eksempelvis Michel Foucaults Overvågning og Straf fortæller os: magten bag overvågning fungerer inde i hovedet på sine subjekter. Derfor er den politiske kritik af overvågningens formål mindst lige så nødvendig som den tekniske.