Det digitale forår er blevet til efterår, men kampen for digitale rettigheder er stadig kun lige begyndt. Spørgsmålet er nu, hvilken slagmark den kamp skal stå på.
Foto: Todd Hoffman
Under kampen mod ACTA i begyndelsen af 2012, var visionen, at det var begyndelsen på et digitalt forår, jf det arabiske forår. Ligesom det arabiske forår blev til efterår, er det naive håb om at sikre internetbrugere digitale rettigheder nu for længst afblomstret i takt med afsløringen af internetovervågningens omfang.
Der er dog et enkelt lyspunkt og en spinkel grund til at håbe endnu. For det første er internetpolitik nu blevet mainstream (det er det nye geopolitik) og ikke kun en kæphest for folk som mig og mine datavenner. For det andet er digitalisering ikke en slagen vej, hvor udviklingen er forudbestemt. Vi kan i princippet stadig nå at skabe en fremtid, hvor efterfølgende generationer får adgang til et lige så frit og åbent internet, som det min generation er vokset op med, men som ikke længere eksisterer.
Det kræver imidlertid, at vi overbeviser vores politikere om, at vi ikke vil stemme på dem, hvis de ikke tager vores rettigheder alvorligt. I den verden, vi lever i i dag, bliver magt udøvet digitalt. Vi kan ikke overlade magtsyge mennesker magten over vores liv og tro, at de ikke vil misbruge den, hvis de kan slippe af sted med det.
Men magt bliver i dag langt fra kun udøvet gennem de etablerede politiske institutioner. De digitale verdener, vi er flyttet ind i, er for de flestes vedkommende bygget af virksomheder, der ikke tager deres brugeres rettigheder alvorligt. Det gør de ikke, fordi brugerne ikke er kunder, men ressourcer.
Hvor den politiske kamp imod en magtsyg overvågningselite kan foregå gennem etablerede demokratiske kanaler, dvs valg, journalistik, offentlig debat osv, er det svært at se, hvordan man kan tage kampen for digitale rettigheder op imod datasultne, monopolistiske virksomheder, når vi lever det meste af vores liv i verdener, der er bygget af dem.
Sagen er den, at langt de fleste af os stadig er digitale analfabeter. Før alle kunne læse og skrive, lå magten hos dem, der kunne. I dag ligger magten hos dem, der skriver koderne, som skaber de verdener, vi lever i. Hvis vi selv vil bestemme, hvordan vi lever vores liv, må vi bygge vores egne verdener, så vi også selv kan bestemme, hvilken slagmark kampen for vores rettigheder står på.