Shepard Fairey har med sit gavlmaleri ved tomten på Jagtvej 69 skabt et værk hvis betydning uforvarende er blevet en aktiv del af sin lokalpolitiske kontekst.
Det er ikke til at tage fejl af budskabet i Shepard Faireys gavlmaleri ud til en af Københavns mest betydningsbærende adresser. Det er ikke forsøgt pakket ind eller afleveret under dække af at sige noget andet. Værket har nogenlunde samme subtilitet som en molotov cocktail der rammer en af Københavns Politis hollændervogne.
Duen har været brugt som fredssymbol siden kristendommens fødsel, hvor den med en olivengren i næbbet har repræsenteret helligånden og den kristne salighed og sjælefred. Dens politiske betydning fik imidlertid først sin popularitet, da Picassos litografi Duen blev valgt som emblem for det kommunistiske Verdensfredsråds kongres i 1949. Faireys due er ligesom Picassos ikke tynget af en kristen olivengren.
Hvis de kunsthistoriske og geopolitiske referencer passerer hen over hovedet på beskueren, som en af Københavns forhadte storbyduer eller som en brosten over et sammenstød mellem politi og demonstranter, kan man nøjes med at læse skriften på væggen i en typografisk stil der henviser til oprindelsen af moderne europæisk reklameæstetik, art nouveau.
Netop den reklameæstetiske metode, at gentage sine budskaber i en uafbrudt strøm, er central i Faireys værker der iklæder reklamens symbolske vold et autoritært og totalitaristisk formsprog.
Ofte akkompagneret af en ordre om at adlyde, tvinger Faireys billeder beskueren ind i et alternativt perspektiv på sine omgivelser, der alle steder er mættet med kravet om at adlyde den sociale orden gennem forbrug.
Den samme æstetiske metode blev taget i brug under konflikten om Ungdomshuset. Det var i flere år umuligt at bevæge sig nogen steder i København uden at se tallet 69 overalt i form af grafitti, klistermærker, stencils, på t-shirts, hættetrøjer, som håndtegn osv.
Ungdomshuset blev efter sin rydning et brand der i genkendelse lokalt kunne måle sig med hvad Fairey globalt har opnået med Obey.
Hvor fredsduen er et velkendt symbol der udtrykker kravet om besindelse hos verdens krigsførende magter, er betydningen af tallet 69, der figurerer som en slags signatur i Faireys værk, imidlertid udtryk for en kamp for et fristed, en kamp hvor Københavns Kommune og de kristne ekstremister i Faderhuset blev anset som hovedmodstandere.
Placeringen af et værk der forlanger fred i verden (og tilmed med en moderne version af gammelt kristent symbol) ved en grund som står som et omvendt monument over så mange knægtede følelser kolliderer disse to betydninger.
At værket derudover er sponsoreret af kommunen som et led i en strategi om at brande København som en progressiv og “cool” by leverer ny brændsel til et bål hvor Ungdomshusets aktivisters følelser stadig ulmer.
Der gik ikke lang tid før værket blev vandaliseret med klatter af maling og graffititeksten “NO PEACE!” og “GO HOME YANKEE HIPSTER”.
At værket kunne blive opfattet som en hån med kommunen som afsender er ikke overraskende.
At tro Fairey har ageret nyttig idiot i et forsøg på at håne Ungdomshusbevægelsen er derimod overraskende selvcentreret og en smule paranoidt.
Dansk Folkeparti stillede faktisk krav i Borgerrepræsentationen om at Faireys værker skulle forhåndsgodkendes for at få støtte, men dette blev stemt ned. Fairey har så vidt vides haft fuldstændig kunstnerisk frihed.
Fredsmotivet på gavlen ved Jagtvej 69 er omgivet af endnu et symbol, en cirkel af lotusblade, hvis oprindelse er indisk og hvis spidser peger alle andre steder hen i verden end Nørrebro.
Der er ingen tvivl om at Fairey ingen ide havde om den symbolske betydning af det 69 han signerede sit vægmaleri med. Reaktionen på placeringen af værket ved tomten på Jagtvej er imidlertid udtryk for en provinsiel og navlebeskuende læsning af værkets betydning.
Banaliteten i den reaktion understreger, at kunstkritik (også i form af vandalisme) skal kunne måle sig med det værk den beskæftiger sig med, for i sig selv være socialt, kulturelt og politisk relevant.