Forestillinger om Danmarks militære engagement i Libyen.
Foto: Staff Sgt. Woodward. I det offentlige domæne.
Vi udkæmper helst vores krige som engangsknald vi har samlet op i byen. Hurtigt ind, hurtigt ud. Lav risiko og ingen binding. Vi angriber automatisk og ofte er vi ikke engang tilstede i akten. Satelitter afsøger landskabet efter mulige mål for vores krydsermissiler og vores dronefly beskytter os mod at komme fjenden alt for nær. Vi skal kun trykke på aftrækkeren og håbe på, at de mål vi rammer er de rigtige.
Nogle gange bliver vores krige dog forpligtende. Vi bliver trukket ind i længerevarende forhold, dog aldrig til nogen der kan måle sig med os selv. Vi har efterhånden oplevet nogle stykker. Fælles for disse forløb er, at ingen er sluppet uskadt fra dem. Vi fortæller os selv, at det er vores egen beslutning, om vi bliver i det eller forlader slagmarken. Bagefter bilder vi os selv ind, at det er overstået og at vi er kommet over det. Men smerten hænger ved.
Vi bliver drevet af trangen til at bruge vores isenkram. Vi pudser det og viser det frem, men vi bliver først rigtigt tilfredsstillet, når vi får lov at fyre det af. Stimulerende film og billeder ruller for vores indre øjne og vi drømmer om the perfect kill og den ærefulde død på slagmarken. Virkeligheden er bare mere beskidt og mere kropslig, ja, mere virkelig end den er på film.
Foto: B.R.Q. på en Creative Commons – Navngivelse licens.
Vi har det svært med revolutioner. De er irrationelle og samtidig forpligter de. Man kan ikke være revolutionær og kynisk på samme tid. Det revolutionære øjeblik er ikke selvbevidst. Det sker bare og man er ikke i tvivl om, at det er det der skal ske. Når revolutionen opstår, er det ren forelskelse. Revolutionen er det smukkeste og mest fantastiske der kan ske og det er svært at forklare hvorfor til verden udenfor. I revolutionen bliver der ikke set tilbage og virkeligheden virker uvirkelig. Intet andet betyder noget. Kun revolutionen.
Vi hører om andres revolutioner og bliver misundelige og ville ønske det var os selv eller vi ryster på hovedet fordi vi ved det ender galt. Nogle gange bliver revolutionen moden og udvikler sig til et virkeligt og ligeværdigt forhold, men andre gange forbitres revolutionens kærlighed og virkeligheden sætter ind, en virkelighed der altid er grimmere end revolutionens drømmebillede.
Virkeligheden er aldrig perfekt men altid fyldt med konflikter. Når revolutionen ikke modner og lærer at løse sine indre konflikter men bliver til en bitter, følelsesforbistret strid, bliver kærligheden til krig. I krigen fortæres drømmene vi havde om revolutionen og erstattes af krigens smerte og hævntørst. I stedet for potentialer der kunne realiseres, bliver drømmene til bristede illusioner og virkelige mareridt. Partnere bliver til parter og deres øjne ulmer af raseri.
I den nuværende situation kan konfliktens parter ikke løse konflikten selv uden at ty til underkuelse eller udslettelse. Der er ingen måde hvorpå de hver især og i mellem sig kan komme til fornuft, sunde sig og finde en løsning hvor ingen efterlades utilfredse. Det er op til omgivelserne, at håndtere striden og se til, at ikke flere uskyldige forvoldes skade.
Mange øjner imidlertid blot muligheden for at fyre isenkramet af og glor liderligt på et let mål for erobring. Vi tiltrækkes af fristelsen til at udnytte revolutionens bristede drømme til at påtvinge den vores egen stabile virkelighed. Næsten alle er enige om at det er vores ansvar at gribe ind og stoppe krigen. Dog har kun få vist, at de har kærlighed nok i sig til at insistere på, at vores indgriben ikke bliver en del af krigen men et forsvar for revolutionen.