nedefra og op

Frygt og lede på Folkemødet: Hvem er folket?

Alt der kan kravle og gå af lobbyister, undertegnede inkluderet, har fundet vej til Folkemødet for at deltage i den demokratiske samtale. Men hvad med folket?

Formålet med Folkemødet er at skabe rammerne om at interesseorganisationer, politikere og journalister lettere kan få direkte adgang til hinanden. Men hvad med folket? I Allinge er folket et biprodukt af Folkemødet, der producerer folkeligheden som subjektivitet i en politisk legitimeringsøvelse. Folket er den smørelse, der får de politiske studehandler til at glide lettere. Folkemødet forvandler et dyrkue til en kulturel begivenhed. Ligesom Roskilde Festival, bare uden pis.

Folkemødet startede for mit vedkommende ganske folkeligt med en portion fiskefrikadeller med kartoffelsalat, serveret af en pige hvis T-shirt reklamerede for “lækre sild”. En passende begyndelse efter gårsdagens forventninger om svin, der laver frikadeller. Måske forholdet mellem folket og folkelighed er analogt med forholdet mellem sild og fiskefrikadeller.

Fra lobbyisme til spin

Folkemødet er, udover en legitimeringsøvelse, også en politisk fætter-kusinefest. Lobbyistens fætter, spindoktoren, var tema for den første debat, jeg overværede, mellem en tidligere minister, Henriette Kjær, to journalister og redaktører på hhv. DR og Ekstra Bladet, Ask Rostrup og Poul Madsen, og tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Ulvemann, der insisterede på at kalde sig “særlig rådgiver”.

Debatten handlede om, hvorvidt spindoktorer har fået uberettiget indflydelse uden medfølgende ansvar, som sufflører i den politiske dramatik. Desværre blev der ikke åbnet for spørgsmål fra publikum (“folket”), så jeg måtte halse rundt efter de paneldeltagere, jeg kunne nå at fange, for at få dem til at svare på mit spørgsmål:

Gør det ekstra filter i form af spindoktorer, der skydes ind mellem politikere og journalister, det lettere eller sværere for folket at tage en kvalificeret beslutning, når det skal vælge sine politiske repræsentanter hvert fjerde år?

Ask Rostrups svar var, at det hverken trak fra eller til, men at det er journalisternes rolle at levere den folkeoplysning, der skal til, for at folket kan tage kvalificeret stilling til de signaler der kommer politisk. Poul Madsen var anderledes kontant: Jo mere fintmasket et filter folket får deres information igennem, jo sværere er det at tage en beslutning, der ikke er baseret på hvad man “synes om” en politiker. Altså hvor folkelig politikeren er…

ACTA er ikke død, men spøger allerede

Jeg bliver hjemsøgt af min nære fortid. ACTA er flere gange i løbet af de seneste stykke tid blevet erklæret død. At rygterne om dens død er kraftigt overdrevne, forhindrede dog ikke aftalen i at spøge på Folkemødet.

Først passerede jeg et udendørs tv-studie, hvor netavisen Altinget var i færd med at skyde en debat om EU mellem en række ungdomspolitikere. Et af de indslag, de unge kommende parlamentarikere skulle tage stilling til, var et interview med undertegnede, om hvorfor ACTA-modstanderne var gået på gaden, og hvordan vi havde organiseret os på tværs af det europæiske kontinent.

Senere på dagen fik jeg mulighed for at trykke Morten Messerschmidt i hånden, og jeg komplimenterede ham for hans indsats til Informations og Harddiskens høring om ACTA. Han påpegede, at der finder en debat om ACTA sted fredag, og opfordrede mig til at deltage. Det behøvede han ikke, men det var sødt af ham. Nærmest folkeligt.