For præcis et år siden foretog jeg et eksperiment: Jeg forlod Facebook og overlod min identitet til en flok af mine nærmeste venner.
Foto: Brad Greenlee
Min flugt fandt sted gennem tre stadier:
1. Jeg konverterede min personlige profil til en fanside. Uden advarsel blev alle mine tidligere venner til fans. Hvad mon der ville ske, hvis alle gjorde det samtidig?
2. Jeg gjorde en kreds af mine nærmeste venner til administratorer af siden uden af spørge dem først. De fik en kryptisk sms om, at de havde overtaget min digitale identitet.
3. Jeg slettede mig selv som administrator fra siden. Farvel.
Jeg havde nok forventet et massivt, selvforvoldt facerape, men der skete ikke rigtig noget ud over en harmløs opdatering hist og her. Jeg blev ærligt talt lidt skuffet.
Det siger nok ikke så meget om mine venner, som om hvad de egentligt bruger Facebook til: Chat, grupper og events. Er der overhovedet nogen, som opdaterer deres sociale status mere?
Personligt brugte jeg mest Facebook som en sæbekasse, som jeg kunne stille mig op på og en megafon jeg kunne råbe i, når indignationen flød over og ikke så meget som et socialt værktøj, selvom det var sindssygt effektivt til at mobilisere til protest op til Europaparlamentets afstemning om ACTA.
Jeg er bange for, at ændringerne i Facebooks algoritmer kun har gjort det sværere for græsrødder at organisere massebevægelser. Til gengæld er det kun blevet nemmere at lave social netværksanalyse af politisk aktive, dissidenter og aktivister.
Da politiet blev sagsøgt for erstatning efter masseanholdelserne under COP15, forsøgte de med en meget grovkornet netværksanalyse at miskreditere de erstatningssøgende ved at påvise forbindelser til tidligere dømte, den yderste venstrefløj og andre personer, der i politiets øjne ikke fortjener retssikkerhed.
Savner jeg Facebook? Nej. Jeg har ikke set mig tilbage. Jeg er stadig aktiv på Twitter, følger uoverskueligt mange blogs gennem RSS, har ikke tid til at læse utallet af nyhedsbreve i min indbakke, scroller tvangsmæssigt gennem fantastiske og foruroligende reblogs på Tumblr, loller over kommentarsporene på Reddit og lægger billeder af min morgenmad på Instagram.
Jeg savner ikke det store fællesskab Facebook foregiver at være. Jeg savner ikke blandingen af landsbyens overvågningssamfund og storbyens blaserthed, kvaliteter som det sociale medie deler med forstaden, som heller ikke har landsbyens omsorg og storbyens anonymitet. Det værste fra begge verdener abstraheret i en virtuel virkelighed, hvor alle er venner, stavnsbundet som feudal data.
Til gengæld fortryder jeg, at jeg ikke fandt en udvej, hvor alle mine venner kunne komme med.