Jeg havde æren og fornøjelsen af at tale til demonstrationen Stop ACTA. Tak til alle arrangører og deltagere for at gøre Danmarkshistoriens hidtil største internetpolitiske manifestation mulig. Her er talen.
Hej.
Det er så fedt vi er så mange.
Det viser at internettet kan stå sammen, hvis vi sætter os for det.
Når vi står her på en fin forårsdag i København, står vi ikke alene.
Vi står sammen med hundredetusinder af andre mennesker over hele Europa.
Og endnu flere i resten af verden der mener at internettet skal være frit og åbent.
Vi står her fordi internettets fremtid er truet.
Internettet bliver truet af handelsaftaler som ACTA,
aftaler, der forhandles i hemmelighed for at øge kontrollen med hvordan vi kommunikerer.
Ligesom med demokrati kan vi ikke tage internettet for givet
og ACTA er en trussel mod internettet og et angreb på demokratiet.
Derfor står vi her i dag.
Vi står her for at vise at internettet ikke bør begrænses
på vegne af økonomiske særinteresser der ikke forstår internettet.
Jeg er blevet stillet et spørgsmål igen og igen de sidste fire uger:
Hvad er der galt med ACTA?
Det er heldigvis nemt at svare på.
Der er tre ting galt:
For det første:
ACTA blev forhandlet bag lukkede døre.
Men hvem sad med ved forhandlingsbordet?
Det gjorde menneskerettigheds-, borgerrettigheds, og forbrugerrettighedssorganisationerne ikke.
Det gjorde offentligheden ikke.
Det gjorde ikke engang vores folkevalgte politikere.
Og hvad foregik der bag de lukkede døre?
Det kunne man i lang tid kun finde ud af gennem WikiLeaks.
Og det man fandt ud af var skræmmende.
ACTA var en ønskeseddel over ting rettighedsindustrien ville gøre ved internettet.
Den blev forhandlet på plads på vegne af rettighedsindustriens lobbyister,
Men at lave en aftale om internettet, hvor kun rettighedsindustrien er repræsenteret,
svarer til hvis vores udenrigspolitik blev dikteret af våbenfabrikanter.
Når aftaler grundlæggende handler om hvordan vi må kommunikere sammen,
bør resten af samfundet blive hørt i fohandlingerne.
Det blev det ikke med ACTA.
For det andet:
ACTA er sat i verden for at beskytte ophavsretten og andre immaterielle rettigheder,
men den truer vores andre grundlæggende rettigheder.
Vi står her ikke for at få adgang til al musik, film og spil gratis.
Men fordi vi ikke vil tvinges til at købe kultur med en pistol for panden.
Modstanden mod ACTA handler ikke om musik og film og computerspil.
Det handler om retten til at kommunikere frit uden at blive censureret.
Om retten til at være anonym og ikke at blive overvåget.
Og så handler det om at være uskyldig – indtil det modsatte er bevist.
ACTA er en trussel mod alle disse grundlæggende rettigheder.
For det tredje:
Ulykker kommer sjældent alene, som man siger, og ACTA er ingen undtagelse.
ACTA er en del af en politisk trend.
I USA var man for nylig tæt på at vedtage lovforslagene SOPA og PIPA,
og for nylig blev de første dokumenter lækket fra ACTAs lillebror TPP.
Alle forkortelserne dækker over politik der ikke føres på vegne af det fælles bedste,
men på vegne af økonomiske særinteresser, der ikke ønsker forandring.
Her hjemme følger vi også efter i trenden med at indføre dårlig lovgivning.
I øjeblikket bakser de inde på Borgen med noget de kalder brevmodellen.
Den går ud på at sende advarselsbreve til de internetbrugere,
som rettighedsindustrien mistænker for at krænke deres ophavsret.
Det er internetudbyderne der skal betale for frimærkerne,
og det betyder at regningen ryger videre til forbrugerne.
Heldigvis er politikerne allerede begyndt at indse at det er en dårlig og dyr ide.
Det synes jeg vi skal bakke dem op i.
Den trend som ACTA er en del af er på ingen måde ny.
Gennem de sidste par hundrede år er ophavsretten blevet udvidet igen og igen,
og igen og igen er håndhævelsen af ophavsretten er blevet strammet.
Det er en proces der fortsætter og fortsætter, hvis ikke der bliver sagt stop.
Og det er nu vi siger stop: Ikke flere udvidelser, ikke flere stramninger.
Vi vil have ophavsretsreform, ikke aftaler der cementerer den nuværende lovgivning.
Internettet er en ny virkelighed, hvor gamle forretningsmodeller er truet.
Løsningen er ikke at ødelægge internettet for at redde forretningsmodellerne.
Underholdningsindustrien har brugt det sidste årti på at bekæmpe internettet,
i stedet for at bruge det til at udvide markedet og gøre kulturen let tilgængelig.
Det gjorde den også da kassettebåndet truede musikindustrien,
og da videobåndoptageren truede filmindustrien.
Det samme med radioen, pladespilleren og selv det automatiske klaver før det.
Da trykpressen blev opfundet brokkede munkene på klostrene sig også.
Hver gang har en industri følt sig truet af en ny teknologi.
Og hver gang har teknologien vist sig at udvide markedet.
Og samtidig har teknologien udvidet alles muligheder for at udøve vores rettigheder.
Hver gang har en gammel generation beklaget sig,
mens den unge generation har grebet mulighederne og brugt teknologien.
Internettet er vores tids pigtrådsmusik.
De gamle forstår det ikke og vil bremse det.
De unge bruger det til at kommunikere.
Heldigvis var ACTA dråben der fik bægeret at flyde over.
Over hele Europa protesterer vi mod ACTA.
Og flere og flere steder lytter de folkevalgte til hvad folk siger.
Det er kun i Danmark at politikerne synes at have svært ved at høre hvad der bliver sagt.
Der er ikke noget at komme efter, siger de ansvarlige ministre.
ACTA ændrer ingenting.
Men hvis ACTA ikke ændrer noget, hvorfor har vi så tiltrådt den?
Nede i Bruxelles har de til gengæld hørt hvad der bliver sagt.
Europaparlamentet lytter heldigvis til hvad deres vælgere siger.
Og det har været muligt at forklare dem, hvorfor de skal stemme nej til ACTA.
Det har nu fået Kommissionen til at sende ACTA til EU-domstolen.
Men det betyder ikke at ACTA er stoppet, bare at processen er trukket i langdrag.
Der kommer til at gå et år eller måske to før der sker noget nyt.
Men indtil da er der nok at tage fat på.
Vi kan starte med at sige til de danske politikere at de skal droppe brevmodellen.
Vi kan starte med at fortælle de danske politikere at internetcensur er en glidebane.
Vi kan ikke tage det frie og åbne internet for givet.
Selv når vi får lagt ACTA i graven, er kampen for internettet ikke slut.
Den er knap nok begyndt.
Sidste år så vi en demokratisk vækkelse i Mellemøsten.
Vi kaldte den det arabiske forår.
Vi jublede da folk brugte internettet i forsøget på at skabe demokrati.
Nu er det blevet forår igen. Både herhjemme og i resten af Europa.
Igen bruger folk internettet i forsøget på at skabe demokrati.
Vi står sammen her i dag for at kræve digitale rettigheder.
Det er blevet forår i Danmark, lad os stå sammen om, at det bliver et digitalt forår.