Hvor bliver ytringsfrihedens indædte forkæmpere af, når Lars von Trier bliver smidt ud af filmfestivallen i Cannes for sine udtalelser?
Foto: Per Palmkvist Knudsen på en Creative Commons BY-SA licens.
Forargelsen driver i dag ned af væggene over Lars von Triers dårligt afleverede jokes om jøder, nazisme og Hitler på årets filmfestival i Cannes. Lad os se på hvad dagen ellers byder på af nazisme-relaterede udbrud i det danske medielandskab…
I Politiken viser Kristian Madsen, hvorfor man skal være påpasselig med at benytte ord som “sidstnævnte”:
“Det er en uskik at nævne nazisme som et parralleleksempel til noget som helst i den danske politiske virkelighed. Det trivialiserer den unikke afstumpethed i sidstnævnte at sammenligne noget som helst, VKO foretager sig, med Nazisme.”
Man fristes til at læse “den unikke afstumpethed” som en egenskab ved “den danske politiske virkelighed”, uanset at Madsen nok mener det modsatte.
I samme dagblad undgår Ole Thyssen i sin kritik af netop den danske politiske virkelighed direkte at sammenligne den med nazismen. Han finder i stedet de to fonetisk tættest beslægtede ord og sætter dem ved siden af hinanden for at beskrive det seneste skud på VKOs afstumpede stamme:
“Det er overflødigt, siger politiet, og det er dyrt, siger økonomerne. Men det er guf for den nationale narcissisme.”
Når den danske regering vælger at lukke landets grænser, må man ikke sammenligne det med nazisme. Heller ikke når Integrationsministeren efterfølgende foreslår, at det skal være lettere for de folk der ligner os selv at komme ind.
Når vi fører angrebskrige for at beskytte vores energipolitiske interesser, må man ikke sammenligne det med nazisme. Heller ikke når ofrene for krigene er netop de folkeslag VKO ikke ønsker skal komme ind i landet (med mindre de assimileres).
Når en samlet befolkningsgruppe, pga. etnisk herkomst og religiøs overbevisning, lægges for had (blandt andet ved at sammenligne dem med nazister) må man heller ikke sammenligne det med nazisme.
Umuligheden af offentligt at sammenligne noget som helst med nazisme, er en af de ting der gør, at ideologien i sig selv bliver ved med at have så stærk en fascination og ikke blot er et kapitel i de politiske ideers historie. Den har fået en mytisk status som noget unikt og fascinerende magtfuldt.
At spille nazikortet er derfor, som von Trier så uelegant viste i Cannes, en sikker måde at tiltrække folks opmærksomhed. I aften kl. 20.50 forsøger Bubber, der selv er halvt jøde, således at samle familien Danmark om sine oplevelser med de “ægte” nazister:
“Bubber har aldrig forstået, at nogle mennesker kan hade andre udelukkende på grund af deres etniske herkomst eller religiøse tro.”
Det behøver han ellers ikke lede blandt nazister for at finde eksempler på. Han kunne have nøjedes med at spørge rundt blandt de almindelige danskere og deres politiske repræsentanter, som man ikke må sammenligne med nazister.
*
Opdatering: Kortspillet fortsætter… Mogens Camre slipper næsten afsted med at smide nazikortet, men må samle det op igen eller blive smidt ud af sit parti. Han kunne også bare melde sig ind i CEPOS der åbenbart ikke kun står for “slipsekvalt ultraliberalisme”. En anden og mindre slipsekvalt tænketank analyserer “hændelsen i Cannes” blandt andet i forhold til teorien om Nazi-kortet-kortet som efterlyses i kommentarerne nedenfor.