Organisationen, der tidligere var kendt som AntiPiratGruppen, har skiftet navn og kalder sig nu det lidet mundrette navn RettighedsAlliancen. Navneskiftet tyder på, at ophavsretslobbyen har accepteret sin irrelevans blandt den danske befolkning.
Foto: DirectDish
Der er tidligere på Fri kultur blevet argumenteret for, at AntiPiratGruppen burde skifte navn. Nu har organisationen tilsyneladende taget kritikken til efterretning, men har valgt at skifte navn til RettighedsAlliancen frem for AntiForbrugerGruppen. Det ville ellers have været klarere kommunikation fra en brancheorganisation, hvis formål er, at forhindre forbrugere i at benytte Internettet til at kommunikere frit.
De rettigheder, som Alliancen vil forsvare, er ikke de danske borgeres ret til kommunikationsfrihed, men sine interessenters fortsatte monopoler på kulturformidlingen.
Antipiratskibet synker
Højesteret afsagde for nylig dom i en sag om deling af musik på nettet. AntiForbrugerGruppen havde krævet 440.000 kr. i erstatning fra en fildeler som gruppen mente havde delt 13.000 musiknumre. Antallet af numre fremgik ifølge gruppen af en liste over filer delt via en IP-adresse der tilhørte fildeleren.
Højesteret afgjorde imidlertid, at det ikke var godtgjort, at de 13.000 numre faktisk befandt sig på fildelerens computer og dømte kun vedkommende til at betale 10.000 kr. i erstatning. Dette var for 500 LPer han selv havde digitaliseret og delt.
Resultatet af denne dom er, at for at kunne stille fildelere de tårnhøje erstatningskrav, som AntiForbrugerGruppen ønsker, må gruppen skaffe sig adgang til eller kopier af fildelernes harddiske. Dette indebærer yderligere udgifter, ud over de salærer Advokatfirmaet Johan Schlüter i forvejen tager for at føre AntiForbrugerGruppens sager. Hvorvidt der er en sammenhæng mellem navneskiftet og den seneste i rækken af, for antiforbrugerne, ufordelagtige domme, står hen i det uvisse.
Forbrugerkopiering driver den kulturelle udveksling
Som det tidligere er beskrevet har 7 ud af 10 danskere intet moralsk forhold til ophavsretslovgivningen. (Hvem de sidste 3 er må være fordelt mellem pladeselskabernes jakkesæt, musikere der ikke længere faktisk spiller musik og så dem der ikke går over for rødt selv om der ikke er en bil i kilometers omkreds.)
Grunden til, at ophavsretten ikke registrerer på den almindelige dansker som kulturelt relevant, er nok, at den ikke giver mening i forhold til hvordan kultur rent faktisk fungerer.
Hvordan kan det være at 10 gange så mange danskere har købt Mad Men i DVD-boks som har set den på TV3+? Hvis ikke man havde hørt om Mad Men fra sine venner i den kreative klasse, som var first movers og downloadede den via bittorrent eller så den på uautoriserede streamingtjenester, hvordan skulle serien ellers være blevet så stort et hit i Danmark?
Serien Glee, der ifølge Fri kulturs kilder har gjort mere for LGBT-personer end nogen dansk politiker, er endnu ikke tilgængeligt for det officielle Danmark. TV2 brugte for lang tid på at programsætte serien, så den endte hos DR. De underprioriterede den, så den blev aldrig til noget. Ikke desto mindre har de med føling med LGBT-miljøet set det nyeste afsnit af serien.
Så længe RettighedsAlliancen gør det til sit formål at bekæmpe den kulturelle udveksling der foregår, når forbrugere deler indhold på nettet, vil den være kulturelt irrelevant.
I bedste tilfælde vil den være et irritationsmoment, når den sender trusselsbreve ud, som en anden mafia der afkræver forbrugerne beskyttelsespenge. I værste tilfælde er den en trussel mod demokratiet, når den gennem svingdøren til kulturministeriet får indført yderligere begrænsninger af borgernes kommunikationsfrihed.