Jeg sad i panel til Folkeuniversitetets debat om overvågning på Folkemødet. Her er noterne fra min forberedelse til debatten.
Der er to grundlæggende politiske fortællinger om internettet.
Den ene handler om hvordan internettet underminerer gamle undertrykkende regimer (fx pladebranchen eller diktaturerne i Mellemøsten) og frigør individer, der kan kommunikere anonymt og organisere sig uden mellemmænd. Det er det oprindelige utopiske internet.
Den anden handler om hvordan internettet er blevet en del af et massivt kontrolsystem, der opsamler data om alle, ved hvor vi er og hvad vi laver hele tiden. Det den reklamefinansierede overvågningsplatform, vi kender fra vores hverdag.
Der er altså tale om en form for paradoks. Er internettet grundlæggende frigørende eller undertrykkende? Svaret er naturligvis at det er begge dele samtidig. Begge fortællinger gør sig gældende, både på nettet som sådan, men også små dele af det.
Facebook er fx ikke kun en overvågningsmaskine. Almindelige mennesker kan bruge Facebook til at organisere sig i en skala, der tidligere krævede ressourcer, fx til at danne foreninger, lave telefonkæder, løbesedler etc.
Det har gjort massive politiske protester mulige — herhjemme fx i forbindelse med ACTA eller COP15, hvor henholdsvis ti- og hundredetusinde gik på gaden. Det var aldrig sket uden Facebook.
Samtidig gør Facebook og alle de andre tjenester os til det mest overvågede folkefærd i verdenshistorien. Stasi ville være blevet våde i bukserne over den dataindsamling der foregår i dag. NSA er våde i bukserne over det.
Faktisk så er der ingen forskel på grundholdningen til persondata hos NSA og så hos de store tech-giganter. “Collect it all” er NSAs motto. Man kan ikke skelne det nævneværdigt fra fx Google og Facebook i praksis.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi stod ved en skillevej, hvor vi skulle vælge mellem den ene eller den anden fortælling om nettet, men jeg er bange for at vi ganske enkelt har fået det internet vi fortjener.
Der er ikke noget der ændrer sig, hvis ikke vi selv tager affære. Og det starter med civilsamfundet. Jeg har ingen tiltro til at fx en regering der giver en halv milliard til Forsvarets Efterretningstjeneste efter terrorangrebet, har nogen hensigt om at varetage borgernes rettigheder.
Jeg har heller ikke tiltro til at virksomheder pludselig af deres gode hjerte begynder at tage deres brugeres rettigheder alvorligt. Vi kan ikke lade det være op til staten eller markedet at varetage vores rettigheder.
Det er civilsamfundet forstået bredt, det vil sige inklusiv medier og fagforeninger og så videre, der må være frontløber og vise vejen. Så skal stat og marked nok følge med, når de bliver tvunget til det på grund af henholdsvis demokratisk pres og forbrugerefterspørgsel.
Det er en process vi i Bitbureauet blandt andet gøder ved at afholde cryptoparties, hvor man kan lære at tage kontrol over sin egen data. Det handler ikke om at få alle til at kryptere alt, men blot give folk en følelse af, at det overhovedet er muligt at kontrollere sin egne data.
Det at kryptere sin kommunikation handler om at kunne tale i fred. For hvis man ikke kan tale i fred, kan man ikke tale frit. De to ting, privatliv og ytringsfrihed, hænger uløseligt sammen.